Hjáveldalondini í Vesturheiminum missa takið

 

Den vestlige imperialisme mod resten af verden

 

 

Kronik af  Joan Ågot Pedersen  i dagbladet ARBEJDEREN

 Medlem af internationalt udvalg i Kommunistisk Parti

 09. juli 2024 | 07:34

 

Krigen i Ukraine  

Ved udbruddet af krigen i Ukraine havde ingen af os fantasi til at forestille os, hvilke kolossale forandringer det ville medføre for styrkeforholdet i verden, og hvordan det ville sætte turbo på de forandringsprocesser, der allerede var i gang.

Vi havde heller ikke fantasi til at forestille os, hvordan Danmark ville forandre sig i denne krigs navn. Vi har tilsluttet os EU’s militære del, indgået baseaftaler med USA og omlagt Danmarks økonomi til krigsøkonomi. Det sidste nye er, at Danmarks statsminister nu åbent erklærer krig mod Rusland, idet hun vil tillade anvendelse af danske våben og F16-fly på russisk territorium. Vi er gået fra nødhjælp og forsvarsvåben til Ukraine til ”raketter og fly” mod Rusland. Og vi er i en situation, hvor vi har et samlet folketing, der forsvarer krig frem for fred.

Den imperialistiske kerne 

 Danmark er i sandhed en del af inderkredsen af den imperialistiske kerne. Det ses også ved, at vi er en del af efterretningsorganisationen / spionoranisationen De Ni Øjne, som dækker over et samarbejde mellem efterretningsorganisationerne i ni lande bestående af USA, Canada, Storbritannien, New Zealand og Australien, Danmark, Norge, Frankrig og Holland.

Kommunistisk Partis reaktion.

Ved krigens udbrud tog Kommunistisk Parti afstand fra Ruslands invasion af Ukraine, da det er et brud på FN’s charter, der kræver respekt for nationernes grænser. Men vi sagde samtidig, at det ikke var en uprovokeret handling. Vi gjorde opmærksom på NATO’s march mod øst, og at Rusland lige som andre nationer havde ret til sikkerhedsgarantier ved sin grænse mod vest. Vi har ligeledes set Ukraine som en proxy for NATO.

Alene disse udtalelser medførte et hysteri uden lige, og vi blev kaldt putinelskere og putinapologeter. Den vestlige imperialismes soft-power – mediernes hjernevask – havde gjort sit arbejde, som det sker før enhver krig, den vil føre.

Fra proxy til direkte krig

Militære neokonservative tænketanke har længe åbent erklæret retningen for USA’s – og dermed NATO’s – strategiske krigseventyr. Den der regerer Eurasien, regerer verden. Derfor har målet været at svække Rusland militært og økonomisk, at dele det op i syv-otte regioner og dermed nå frem til Kina, som er det endelige mål.

De fremmeste krigshøge i administrationen i Det Hvide Hus i USA har hele tiden tiltænkt Ukraine en rolle i dette eventyr. Victoria Nuland, statssekretær for udenrigsministeriet for europæiske og eurasiske anliggender, sås åbent på gaderne i Ukraine under Maidankuppet. Borgerkrigen brød ud i Ukraine med krigen i Donbass-området i 2014. I de efterfølgende otte år bombarderede og dræbte Ukraine sin egen befolkning i Donbass.

Vi må støtte ethvert oprør, der kræver afkolonisering og retten til national selvbestemmelse. Det er ikke socialistiske oprør. Men det er et skridt på vejen.

NATO, som er et udtryk for kernekraften i den vestligt dominerende imperialisme, fortsatte sine provokationer mod Rusland, der havde givet udtryk for, hvor dets røde linjer gik. NATO overskred de røde linjer, og dens proxykrig mod Rusland startede, da Rusland gik ind i Ukraine. 

Det har vist sig, at Rusland ikke var en ”benzin-tank forklædt som et land”, som nogle vestlige medier hævdede. På trods af NATO’s, EU’s og USA’s milliardbevillinger og på trods af et væld af sanktionspakker – omkring 15 – er Ukraines militær nu nær kollaps ved frontlinjen, og den russiske økonomi er stærkere, end før krigen startede. Rusland har nu verdens femte største økonomi målt i PPP (købekraft pr. indbygger).

Krigen har skubbet Rusland væk fra sin orientering mod Vesten til orientering mod øst/Eurasien. Og det har i den grad styrket den russiske økonomi.

I det lys skal vi se den vestlige verdens aggression. Der tænkes ikke på det ukrainske folk, som skal kæmpe til den sidste mand for den vestlige imperialisme og dens våbenproducenter. Ingen tale om fredsforhandlinger, kun eskalering. Nu tales der om NATO-landenes tropper på ukrainsk jord samt våben, der skal skydes langt ind i Rusland. En eskalering, der ingen betydning har for frontlinjen i Ukraine. Men som bringer verden på randen af ragnarok.

Vi ser, hvordan der fra Ukraine affyres raketter mod Ruslands strategiske radarer til advarsel mod atomangreb. To ud af ti er ramt. Disse radarer overvåger ikke Ukraine, men er rettet mod syd. Det vil sige: ingen betydning for Ukraine, men for atomraketter, der affyres mod Rusland og Iran fra syd.

Det diskuteres, om NATO-lande skal sende tropper til Ukraine. Der er allerede mange udenlandske tropper i Ukraine. De kaldes eksperter. Det er dem, der er i stand til at indstille våbnene. Det niveau, som eskaleringen nu er på, viser mere og mere åbent, at der er tale om en krig mellem NATO og Rusland.

Det globale syd og Ukrainekrigen

Begrebet ”Det globale syd” er løst og upræcist. I udgivelsen ”Hyper imperialisme: En farlig dekadent fase” skrevet af en række socialistiske forskere fra det globale syd, defineres begrebet. Her beskrives de 145 lande som en meget sammensat gruppe lande med forskellige politiske systemer, forskellige målsætninger og forskellige økonomiske situationer. Fælles for dem er, at alle er placeret uden for de 49 lande i ”Det globale nords” imperialistiske lejr, som har koloniseret og ydmyget dem gennem århundreder.

Både Kina og Rusland indgår som en del af det globale syd. Ukraine-krigen har styrket båndene mellem Kina og Rusland. Umiddelbart inden krigen indgik de et strategisk partnerskab, som løbende er blevet udbygget. USA har forgæves forsøgt at lægge pres på Kina for at få dem til at fordømme krigen og stoppe sin handel med Rusland.

De to lande er bevidste om, at vinder USA og dets allierede i Vesten krigen i Ukraine, så vil USA’s næste krig være rettet mod Kina. Det er baggrunden for alliancen mellem de to lande, en alliance der også indeholder sikkerhedspolitiske elementer.

Hovedparten af det globale Syd ser sig selv som mere og mere forbundne med Rusland. De ser Rusland som en allieret i kampen mod den vestlige imperialismes aggressive undertrykkelse af verden og det fortsatte tyveri af deres værdier samt et opgør mod kolonialismen. De opfatter, at Vestens mål med krigen er at bevare grebet om det globale syd. 

På den måde afspejler Ukrainekrigen en kvalitativ forandring. Den bliver definerende for verdensordenens udvikling. Den er drivkraften i de kolossale forandringer i verdens styrkeforhold – udfaldet af krigen i Ukraine er afgørende for udviklingen.

Israels krig og folkemord i Gaza har sat yderligere fart i udviklingen. Den vestlige imperialisme har udvist dobbeltmoral og dobbeltstandarder i forhold til de to krige. De anerkender ikke det palæstinensiske folks ret til at forsvare sig selv i Gaza eller på Vestbredden, som er besatte områder, de nægter at tage afstand fra folkemordet, som er så rigeligt dokumenteret, og de ønsker ikke, at Netanyahu kommer for den internationale straffedomstol.

Det globale syd har kritiseret Vesten for dens dobbeltmoral og dobbeltstandarder. Kritikken er vokset i omfang. Vi ser det i den måde, som landene i det globale syd organiserer sig i forskellige økonomiske, militære og politiske alliancer. De vender ryggen til Vesten.

Ændret styrkeforhold

Det har ikke været muligt for Vesten at presse resten af verden til at fordømme og sanktionere Rusland. Den seneste afstemning på FN’s Generalforsamling om krigen i Ukraine 16. februar i år indeholder ingen fordømmelse af Rusland, men kræver stop for fjendtligheder, anerkendelse af Ukraines internationalt anerkendte grænser og opfordrer alle medlemslande til at støtte diplomatiske bestræbelser på at skabe en retfærdig og varig fred. 141 lande stemte for, 7 stemte imod, mens 32 lande undlod at stemme,

Det afspejlede sig også på det seneste såkaldte fredsmøde om Ukraine i Schweiz for nylig. Schweiz havde inviteret 160 lande, men kun 87 lande deltog samt flere internationale organisationer. Heraf var der 57 stats- og regeringsledere, mens 30 lande sendte ministre eller diplomater. 

83 lande underskrev sluterklæringen, heraf var hovedparten lande i den transatlantiske NATO-alliance og få lande fra Asien, Afrika og omkring halvdelen af landene i Latinamerika. Blandt underskriverne ses også EU-parlamentet, EU-kommissionen og Det Europæiske Råd, der består af EU-landenes stats- og regeringsledere. Det betyder, at de 27 EU-lande så at sige har underskrevet erklæringen to gange.

Under Ukrainekrigen er BRIKS-sammenslutningen – Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika –  vokset til BRIKS+. Første januar blev Iran, Saudi-Arabien, Forenede Arabiske Emirater, Egypten og Etiopien fuldgyldige medlemmer af BRIKS.  

Det blev muligt at optage både Iran og Saudi-Arabien, der har været indædte fjender i årtier, efter at de to lande i marts 2023 genoptog diplomatiske forbindelser og enedes om at genoptage en samarbejdsaftale om sikkerhed fra 2001 med Kina som mægler.

Og flere lande i det globale syd står i kø for at blive medlemmer. Mindst 34 lande har udtalt ønske at blive medlem af BRIKS+. 

BRIKS+ hovedfokus er at styrke økonomisk samarbejde og handel til fælles gavn for alle medlemslande og skabe et alternativ til de USA-ledte internationale finansinstitutioner som Verdensbanken og IMF, der stiller krav om omfattende nedskæringer i offentlige budgetter og privatiseringer for at give lån.

Organisationen har oprettet en udviklingsbank og arbejder for at skabe et alternativt internationalt betalingssystem til det USA-kontrollerede SWIFT, som USA bruger til ensidigt at sanktionere og straffe lande, det betragter som sine fjender. Det har blandt andet ramt Cuba og Rusland.

BRIKS+ arbejder også på at gøre sig uafhængig af dollaren som internationalt betalingsmiddel. Mere og mere handel sker nu i lokale valutaer, og senest har Saudi-Arabien ikke fornyet den 50 år lange aftale med USA om at sælge sin olie i dollars.

I dag tegner landene i BRIKS+ sig for 45,8 procent af verdens befolkning, og det skønnes, at de står for 37,3 procent af verdens bruttonationalprodukt. Til sammenligning tegner G7-landene – USA, Japan, Italien, Frankrig, Tyskland, Storbritannien og EU – sig for under 30 procent i 2024, et fald fra over 40 procent i 2000.

18 lande, som alle er en del af Den Alliancefrie Bevægelse, har organiseret sig i Gruppen af Venner til FN’s Forsvar, som blev stiftet i juli 2021. På samlinger i FN leverer de fælles udtalelser om forskellige spørgsmål som våbenhvile i Gaza, anerkendelse af Palæstina som fuldgyldigt medlem af FN, ulovlige  indefrysninger af forskellige landes værdier i de vestlige banker, som ikke er sanktioneret af FN eller blokaden mod Cuba.

De ser det som et forsvar af FN’s charter mod den vestlige imperialismes regelbaserede verdensorden, defineret af USA for at bevare den nuværende unilaterale verdensorden. De ønsker, at verden skal være multipolær og overholde principperne i FN’s charter, som er bygget op omkring multipolaritet.

Den vestlige imperialismes nedgang

Siden udbruddet af krigen i Ukraine er der indtrådt en ny fase i USA’s militære tilpasning til verden. I en række hurtige træk underordnede USA yderligere alle landene i den vestlige imperialistiske alliance og dermed disse staters militærapparater. Det etablerede sig som den åbne militære hegemon i NATO. De militære budgetter steg med raketfart i medlemslandene.

USA har med denne krig besejret Vesteuropa, som nu følger USA’s mindste vink, på trods af at det er i modstrid med Vesteuropas egne økonomiske interesser. Alle sanktionerne mod Rusland har ramt dem, der udløser sanktionerne hårdest – Europa mere end USA. I flere EU-lande er der nu recession. Danmark er en af undtagelserne, hvilket ene og alene skyldes Novo Nordisk.

Ødelæggelsen af gasrørledningen mellem Tyskland og Rusland sørgede for, at Tyskland ikke længere kunne få den billige gas. Det har skabt store problemer i Tyskland med blandt andet afindustrialisering. EU’s industrielle motor er nu stækket.

I hele EU har der været stigende energipriser, stigende priser på madvarer, inflation og så videre.

Vi ser en øget politisk og økonomisk krise både i USA og EU: energikrise, inflation, nedskæringer i den sociale velfærd, indførelse af krigsøkonomi, alt sammen på bekostning af den arbejdende befolknings levevilkår. Og den herskende elite er i problemer i flere lande, hvor populistiske højrekræfter vinder frem, blandt andet ved at kritisere udgifterne og støtten til Ukraine-krigen.

En imperialisme i nedgang er en desperado. Jo mindre politisk og økonomisk succes, jo flere militære muskler. Og arbejderklassens revolutionære organisationer i den vestlige imperialistiske verden er svækkede. Den gamle venstrefløj er bukket under for imperialismens pres. På den måde lever vi i et farligt øjeblik.

Alligevel er der håb. I de imperialistiske kernelande i både USA og Europa har vi set protester mod forringelser af levevilkårene, protester mod krigsbevillinger, protester mod folkemordet i Gaza, protester mod den såkaldte grønne omstilling der rammer skævt og så videre.

Vi ser, hvordan lande i Afrika som Niger, Mali og Chad smider deres gamle kolonimagt Frankrig ud af Sahel-regionen. I Niger er USA’s militær ligeledes sat på porten. Disse lande ønsker nu selv at få andel af deres rigdomme af råstoffer, uran med mere – til gavn for deres befolkninger. De ønsker retten til national selvbestemmelse. Og i nogle afrikanske stater anmoder de om russisk militær.

Vi ser, hvordan solidariteten med palæstinensernes kamp for et frit Palæstina er vokset til et omfang, som vi aldrig før har set i hele verden. Israels folkemord i Gaza, som finder sted med krudt og kugler samt moralsk støtte til Israel fra den vestlige alliance, har i den grad fået nye unge generationer på gaden overalt. 

Det er tid til modstand mod imperialisme og kolonisme – som er en del af samme mønt. Vi må organisere modstand mod krig og kræve et stop for den meningsløse død på slagmarken i Ukraine. Vi må kræve, at der stoppes for eskalering og indledes fredsforhandlinger. Eskaleringen kan kun føre til de våben, som ingen ønsker kommer i brug.

Vi må støtte ethvert oprør, der kræver afkolonisering og retten til national selvbestemmelse. Det er ikke socialistiske oprør. Men det er et skridt på vejen. Det svækker imperialismen og skaber muligheder for en anden udviklingsvej for arbejderklassen i disse lande, i sidste ende en socialistisk udvikling.

 

Nú er friðurin úti.

 

Kvanafjallið 

USA og EU  hava ikki víst nakran serligan áhuga fyri lítlu Føroyum fyrr enn nú. Hetta tí at vit liggja so nær Arktis, har hesi bæði londini skulu leita eftir ráevnum og serliga mineralum, til nýggju tøknina. Tað lítla landið, við stóru imperialistisku dreymunum, Danmark, gleðir seg til endiliga, at fáa stóra vinningin, fyri at hava hildi fast í bæði hjálondini Grønland og Føroyar, sum í dag saman við Danmark verður kallað fyri ”Ríkisfelagdskapurin”-

 

Tíbetur eiga vit ikki líka nógv ríkidømi i okkara fjøllum, sum Grønland, ið hevur verið fyri tí vanlukku, at grønlendskir strámenn í tinginum, saman við umboðum úr Danmark, hava selt rættindi til at útvinna virðismikil ráðevni Kvane-fjallinum til fyritøkuna ”London Mining” og stóra øki um fjallið verður dálka so illa, at har verður ikki búgvandi fleiri øldir fram.

 

Nú koma tær……

 

Von der Leyen og Frederiksen på lynvisit i Grønland og Færøerne

Historie af Leveret af /ritzau fokus/

 EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen og statsminister Mette Frederiksen (S) besøger torsdag det mindste og det største land i rigsfællesskabet i form af Færøerne og Grønland.

Det oplyser den grønlandske regering, Naalakkersuisut, i en pressemeddelelse.

De to topledere mødes fredag med Grønlands landsstyreformand Mute Bourup Egede og underskriver to aftaler i hovedstaden, Nuuk.

Den første aftale vedrører uddannelse, mens den anden aftale vedrører grøn vækst.

Når de to aftaler er underskrevet, indvies det nye EU-kontor, der er placeret på havnefronten i Nuuk på verdens største ø.

Dagen før er toppolitikerne på Færøerne for at underskrive en aftale med lagmand Aksel Vilhelmsson Johannesen om et større samarbejde med EU. Det har EU-Kommissionen tidligere oplyst.

Kontoret i Nuuk skal synliggøre EU's tilstedeværelse i Grønland og skal fungere som forbindelsesled mellem EU og Grønland.

Det skal lette samarbejdet mellem regeringen, den private sektor og civilsamfundet.

Traditionelt har EU's forhold til Grønland og Færøerne drejet sig om fiskeripolitik og uddannelsesstøtte.

Men Danmark og EU har i stigende grad fokus på Grønland og vigtige emner som råstoffer, klimaforandringer, energi og geopolitisk indflydelse.

Stormagter som Kina, Rusland og USA kæmper også for indflydelse i den arktiske region, som har strategisk betydning for EU.

I november 2023 indgik EU og Grønland et strategisk partnerskab med fokus på bæredygtige råstoffer til den grønne omstilling.

Grønland råder over enorme mængder sjældne jordarter. De er afgørende i de batterier, der skal bruges i moderne teknologier og i den grønne omstilling. Det er også øget interessen fra stormagterne.

En anden ting, der øger den geopolitiske spænding i området er, at indlandsisen forsætter med at smelte med høj hastighed.

Det betyder, at det bliver muligt at sejle steder, som tidligere var utilgængelige, hvilket kan føre til øget konkurrence om skibsruter, territoriale krav og ressourceudvinding.

Grønland er ikke en del af EU, men har i kraft af være en del af det danske kongerige status som EU-oversøisk land og territorium.

/ritzau/

 Frá KVF:  Ein partur av søguni um Kvanafjallið og London Mining

                              

      Mynd Høgni Djurhuus

• 
  

Londom Mining:

Greg Barrs frá Australien

Lars Emil Johansen Siumut

Jørgen Slov Nielsen,  Turistsjef ´Narsag, forfatter en råstof-lov, selskaber 0 kroner i skat

Anders Fog Rasmussen

Greenland mineral energi

Energy Transition Minerals,

 

 

20.07.2023 - 08:33

Námsfelag stevnir Grønlandi og Danmark eftir 76 milliardum

Orsøkin er, at felagið ikki sleppur at hava nám við Kuannersuit, á donskum Kvanefjeld, í Grønlandi

Energy Transition Minerals, sum fyrr kallaðist Greenland Minerals, sigur seg hava rætt til at fáa námsverkætlanina í Kvanefjeld góðkenda. (Savnsmynd)

 

Danmark og Grønland eru stevnd eftir 76 milliardum krónum.

Tað er avstralska námsfelagið, Energy Transition Minerals, sum krevur endurgjald.

Endurgjaldskravið er í tveimum.

Sjálvt endurgjaldið er 50 milliardir krónur. Aftrat eru 26,5 milliardir krónur í rættarmálsrentum.

 

Sleppa ikki at hava nám

Orsøkin er, at felagið ikki sleppur at hava nám við Kuannersuit, á donskum Kvanefjeld, í Grønlandi.

Energy Transition Minerals, sum fyrr kallaðist Greenland Minerals, sigur seg hava rætt til at fáa námsverkætlanina góðkenda.

Tað vil felagið nú hava gerðarrætt at staðfesta.

Landstingið í Grønlandi samtykti í 2021, at uran skuldi ikki vinnast burtur úr grønlendsku undirgrundini.

 

Áhugaverd frágreiðing frá  Falke Thue Mikailsen.

 https://www.youtube.com/watch?v=RULR7So54MQ&t=5282s

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Støðan í Ukrainu

 

  Hvordan står det egentlig til i Ukraine?

New York Times bragte i august en artikel, hvor de ukrainske tabstal ifølge efterretningskilder blev vurderet til at være 70.000 dræbte og mellem 100.000 til 120.000 sårede.

Hm. Virkelig? 70.000 dræbte og mellem 100.000 til 120.000 sårede? Det lyder som løgn og er det formentlig også.

Her har vi et tidende fra Maria Mateiciuc, der lige er kommet hjem efter et besøg i Ukraine. Hun fortæller, at ukrainerne selv anslår at en million(!) er faldet i krigen. (Det er jo lidt mere end Ukraine og Vestens officielle estimater). ...

Elendigheden er stor. Alle ved godt at krigen er tabt. Folk er forbitrerede på Zelensky, men ingen tør at sige noget, fordi det ville være en dødsdom.

Realiteten er, at ingen mænd tør gå på gaden, fordi de straks ville blive grebet og bortført til fronten ( = kødhakkeren). En tandlæge, der havde små børn, blev snuppet, da han gik på arbejde, og sparket ned i kødhakkeren, imens Maria Mateiciuc var på besøg.

 

Well, læs hvad Maria Mateiciuc har at sige:

 Jeg er lige kommet hjem fra Ukraine, hvor jeg var på besøg hos nogle venner. Alt, hvad vi har hørt om, hvad der sker i Ukraine, er løgn. Virkeligheden er mørkere, mere dyster og utvetydigt håbløs. Der er ikke noget, der hedder Ukraine "vinder" denne krig. - Efter deres skøn har de mistet over en million af deres sønner, fædre og ægtemænd; En hel generation er væk.

 Selv i sydvest, hvor den anti-russiske stemning er langvarig, er borgerne tilbageholdende eller ligefrem bange for offentligt at kritisere Zelensky; De vil komme i fængsel. - I hver landsby og by er gaderne, butikkerne og restauranterne for det meste fraværende af mænd.

 De få mænd, der er tilbage, er bange for at forlade deres hjem af frygt for at blive kidnappet til værnepligt. Nogle har tyet til at tigge venner om at brække deres ben, for at undgå service. 

Hærens eftersøgningsfester finder sted tidligt om morgenen, når mænd forlader deres hjem for at gå på arbejde. De kidnapper dem væk fra gaderne, og inden for 3-4 timer bliver de opført i hæren og ført direkte til frontlinjen med minimal eller ingen træning overhovedet; Det er "en dødsdom."

 Det bliver værre for hver dag. Hvor jeg boede, var en tandlæge lige blevet taget af sikkerhedsstyrkerne på vej til arbejde og efterlod to små børn. Hver dag bliver 3-5 lig ved med at ankomme fra frontlinjen. - 

Mødre og koner kæmper med næb og klør med de væbnede styrker, tigger og bønfalder om ikke at få deres mænd taget væk. De forsøger at bestikke, hvilket nogle gange virker, men det meste af tiden bliver de mødt med fysisk vold og dødstrusler.

 Det område, der fejres som værende blevet "vundet tilbage" fra Rusland, er blevet reduceret til murbrokker og er ubeboeligt. Uanset hvad, er der ingen tilbage til at bo der, og fordrevne familier vil sandsynligvis aldrig vende tilbage. - De ser, hvordan krigen er blevet rapporteret, både hjemme og i udlandet. Det er en "joke" og "propaganda". De siger: "Se dig omkring, er dette at vinde?".

  Hvad værre er, nogle er blevet lokket til at tro, at når de ukrainske styrker er udmattede, vil amerikanske soldater komme ind for at erstatte dem og "vinde krigen". 

Der er ingen tvetydighed i disse mennesker. Krigen var for ingenting - en parodi. Resultatet har altid været og er klart. Folket er håbløst, fuldstændig ødelagt og lever i et uendeligt mareridt. De beder om en ende, enhver ende - sandsynligvis den samme "fred", der kunne have været opnået for to år siden. 

I deres sind har de allerede mistet alt, deres sønner, fædre og ægtemænd er væk, og deres land er blevet ødelagt. Der er ingen "sejr", der kan ændre det. Tag ikke fejl, de er vrede på Putin. Men de er også vrede på Zelenskij og Vesten. 

De har mistet alt, værst af alt, håb og tro, og kan ikke forstå, hvorfor Zelenky ønsker at fortsætte den nuværende bane, den med menneskelig ødelæggelse. Jeg var ikke vidne til krigen; men det, jeg så, var helt hjerteskærende.

 Skam over de mennesker, uanset deres hensigter, der har støttet denne krig. Og skam over medierne, for at fortsætte med at lyve om det.

https://twitter.com/MariaMateiciuc   

 

 

 

 

Skrivifrælsi

RAGNAR JACOBSEN skrivar

 

 "Um Skrvifrælsi"  Fólkaræðið, tá tað er best?

Tað er løgið, at tíðindafólk í vesturheiminum, okkara sokallaða demokratiska heimi, har sagt verður, at fólkaræðið er í hásæti, ikki leggja trýst á stjørnina í Bretlandi, um at lata Julian Assange leysan.

 Í Føroyum hava vit tað gott

 Ofta verður tikið til, at í Føroyum hava vit tað gott, ongin hevur tað so gott sum vit, vit hava fólkaræðið, tú kanst siga og skriva tað tú vilt, uttan at verða forfylgdur.

Okkara tali- og skrivifrælsi, er so, sum so, tí tú skalt ansa tær, hvat og hvønn tú skrivar um, tí tað kann koma tær aftur um brekku. Eitt tað grovasta dømi er um blaðstjóran á Oyggjattíðindum, Dan Klein, sum bleiv ákærdur, dømdur og settur í fangahús, fyri lesarabræv í annar hevði skrivað.

Seinri bleiv sami blaðstjóri dømdur 2 ferðir, fyri at endurgeva navngivin lesarabrøv í blaðnum. Og í okkara so demokratiska kringvarpi, bleiv Oyggjatíðindi ongantíð nevnt, heldur ikki í útvarpsstubbanum “bløðini skriva”.

Liljan Weihe, tíðindaleiðari í SVF bleiv søgd úr starvi, tí hon gekk magtini ov nær.

Jón Tyril deildi eina grein, hann hevði umsett. Grein sum dr Jay Bhattacharya, professari í medisini og epidemiologi á Stanford hevði skrivað. Greinin bleiv skýrd sum fake news av Janusi Vang, sum fekk fría mikrofon at siga hetta, men tað kom ikki uppá tal, at Jón Tyril slapp at svara.

Ragnar í Vík gav út fløgu, ið eitur ”Oligarkar á Seyðaoyggjum”  Tveir sangir, nr.1 sangur eitur Oligarkanir og er um fiska- og kvotabýti og um einskiljing av føroysku landsjørðuni.

Hin sangurin, ið kallast Konspiratiónsteori og er um heilivágsídnaðin, kovid - 19 og hvørji tey eru, sum stýra og fíggja WHO.

 Fundur var í tónleikadeildini hjá KVF, sum einmælt samtykti, at hesir sangir sluppu ikki í umfar í KVF, og tað var so tað; men hesir sangir verða heldur ikki spældir sum lurtaraynski.

Fløgan bleiv send til Dimmalætting og Sosialin, at ummæla. Onki ummæli, og fløgan bleiv ikki nevnd við einum orði. So eg hugsi, at heldur ikki her hjá okkum verður góðtikið, at tann meinigi maðurin hevur at teimum ráðandi.

Sosialistisk Ungmannafelag hevði yvirlýsing um, at tey fordøma drápini, ið ísrelska stjødnin fremur í Palestina. Undrunarvert, gleðiligt, endiliga onkur sum tordi, at átala.

Men gleðin var stokkut. Løgmaður Aksel Johannesen, sum eisini er formaður í Javnarflokkinum, bað felagið taka yvirlýsingina aftur, og tað bleiv gjørt, uttan nakað hóðasták,. Hetta vóru tey, ið eg helt skuldu føra okkum á eina rættvísa sosialistiska kós, til frama fyri alt fólkið.

 Vinarliga Ragnar

 

 

Tysklands venstre- og højrefløj kæmper om at vende op og ned på politik

Sahra Wagenknecht: Heltinde fra tysk venstrefløj kunne blive allieret med yderste højre.

                                  

 Wagenknecht er et kendt navn i Tyskland og den mest kendte figur yderst til venstre. Foto: John MacDougall/AFP/Getty Images

Die Linke-politikeren modtager overtaler fra højrefløjens, Alternativ for Tyskland, forkortelse AfD og rygtes at planlægge en udbryderfest.

Kate Connolly i Berlin

tor 29. december 2022 04.03 EST

 

Denne artikel er mere end 1 år gammel.

Hun er blevet sammenlignet med ikoniske politiske galionsfigurer som Frida Kahlo og Rosa Luxemburg, lige så meget for hendes stramme venstreorienterede synspunkter som for hendes slående udseende.

Sahra Wagenknecht er et kendt navn i Tyskland og den mest kendte figur yderst til venstre. Hun er det mest fremtrædende og åbenhjertige medlem af det 15-årige Die Linke-parti, og hun har raslet den politiske scene i Berlin i årevis med sine vage udtalelser om, at hun planlægger at danne sin egen udbryderblok.

Godkendelsesvurderinger er på hendes side, og det samme er de op til 2 millioner seere, der vides at tune ind på hendes almindelige YouTube-udsendelser.

Men nu modtager kvinden, der er æret som noget af en heltinde fra den tyske efterladt af nogle, tilkendegivelser fra det yderste højreorienterede Alternative für Deutchland, hvor partiinfluentere opfordrer hende til effektivt at slå sig sammen med dem.

Hun optrådte for nylig på forsiden af ​​månedsmagasinet Compact, et selverklæret talerør for AfD. I det seneste nummer vises hendes opadvendte ansigt ved siden af ​​forsiden: "Den bedste kansler - er en kandidat til venstre og højre."

 I de seneste højreekstremistiske demonstrationer har deltagerne endda råbt "Sahra, Sahra", efter hendes eget parti afbød hende fra protester mod energiprisstigninger, efter at hun så ud til at stå på side med Rusland over dets invasion af Ukraine.

 Wagenknechts afdrift væk fra Die Linke falder sammen med partiets katastrofale stilling i meningsmålingerne, på trods af at dets nøgleprincipper om social retfærdighed og lighed er i centrum under høj inflation og energikrisen.

I stedet er Die Linkes popularitetsvurderinger i bund, og det har haft en række ynkelige valgresultater, knap et årti efter, at partiet – dannet i 2007 efter en fusion mellem efterfølgeren til Østtysklands parti Socialistisk Enhed og desillusionerede socialdemokrater – blev den største oppositionsstyrke i Forbundsdagen. Ved sidste valg lykkedes det kun at presse sig ind i parlamentet med 4,9 % af stemmerne. Det gjorde den udelukkende fordi den havde sikret sig tre direkte mandater.

I sin bestsellerbog The Self-righteous anklagede Wagenknecht, medlem af Forbundsdagen for Nordrhein-Westfalen, Die Linke for at have forsømt "almindelige mennesker" til fordel for det, hun omtaler som en byboende "akademisk klientel". Hun siger, at dens optagethed af emner som "kønsbevidst sprog og dyre økologiske produkter" snarere end brød-og-smør-problemer såsom "bekæmpelse af lav løn" har gjort det til en fremmed for dens græsrods arbejderklassestøtte.

Mens Wagenknecht fortsat er medlem af Die Linke, har hendes mand, Oskar Lafontaine forladt partiet i marts 2022.

Han er tidligere finansminister under Gerhard Schröder og tidligere socialdemokratisk leder, og var med til at stifte Die Linke.

Politiske insidere mener, at Wagenknecht afholder sin tid og venter på det rigtige tidspunkt til at tage af sted. Hun har sagt: "Jeg er stadig medlem af partiet, men jeg ser behovet for et troværdigt parti, der står for fred og social retfærdighed."

Meningsmålinger viser, at hendes chancer for at få succes som leder af et nyt parti er gode. I undersøgelser foretaget af meningsmåleren Insa signalerede 10% af vælgerne, at de ville være "meget sikre" på at stemme på hende. I en undersøgelse for magasinet Der Spiegel udført af Civey sagde 30 %, at de kunne forestille sig at støtte hende. I det østlige Tyskland er hendes godkendelsesvurdering endnu højere, og 49 % sagde, at de ville overveje at stemme på hende.

Blandt AfD-vælgerne var interessen svimlende 68 %, et procentpoint over andelen af ​​Die Linke-tilhængere, der ville støtte hende. Blandt de konservative vælgere i Alliancen Christian Democratic Union/Christian Social Union sagde en fjerdedel, at hun var en mulighed for dem. Den laveste opbakning på 7 % var blandt de grønne vælgere. Wagenknecht kaldte for nylig partiet(de grønne) "det farligste i Forbundsdagen" på grund af dets miljøreformer.

Et nøgleøjeblik i kampen for Die Linkes fremtid var en tale for nylig til Forbundsdagen, hvor hun beskyldte regeringen for at skade tysk-russiske forbindelser for at have lanceret "en hidtil uset økonomisk krig mod vores vigtigste energileverandør", over sin beslutning om at frigøre sig fra afhængighed af russiske gasforsyninger i protest mod Moskvas invasion af Ukraine. Det vakte en rasende reaktion fra hele den politiske kløft, hvor nogle Die Linke-medlemmer klappede, mens andre trådte tilbage i protest.

Men hun blev bakket op af medlemmer af AfD, som har udtrykt lignende bekymring over Tysklands kolde skuldre over for Rusland og satte spørgsmålstegn ved dets troskab over for Ukraine samt undersøge forsigtigheden i dets støtte til flygtninge.

En stor del af kommentarerne til Wagenknecht fokuserer på hendes udseende og kan krydse grænsen til snuskethed.

I sin forsideartikel kalder Compacts redaktør, Jürgen Elsässer, Wagenknecht for "den mest tiltalende nationale fristelse siden socialismens grundlæggelse", og sagde de dage, hvor hun blev omtalt som "stalinismens smukkeste ansigt" og betragtet som en "freak". ” var nu forbi.

Elsässer, der som tidligere venstreradikal plejede at dele politiske platforme med Wagenknecht, men siden er drevet til den yderste højrefløj, beskriver hende på forskellig vis som "chic som Coco Chanel", eller som værende som en "Avon-dame, men med modig og knivskarp retorik”. Han roser hende for ikke at være bange for at vise sin feminine side, i modsætning til "kvindernes skænderier, som man normalt finder blandt venstrefløjen og De Grønne, som bevidst fornægter deres køn".

Blandt AfD-tilhængere er Wagenknecht "lige så populær som partilederne Alice Weidel og Tino Chrupalla," hævder han, og spørger, hvor realistisk en fremtidig koalition eller tolerance mellem Die Linke (de røde") og AfD (de blå") måske. Hans konklusion: AfD har ringe eller ingen chancer for selv at opnå absolut flertal. Så hvis den vil have chancen for at komme i regering, har den ikke meget at tabe, hvis den går sammen med et Wagenknecht-parti. Udsigten til politisk forandring ville mobilisere millioner af fortryllede vælgere, hævder han.

"Udsigten til en socialistisk regeringsleder, der er parat til at udpege højrefløjsministre, eller som i det mindste ville lade sig tolerere af højrefløjen ... ville elektrificere folket og igen trække den store masse af de politisk apatiske til stemmeboksen. ”

Han indrømmer endda, at han fantaserede om et "sammenkomst" af Wagenknecht og Weidel i et "søsterkys" med henvisning til mødet mellem de russiske og østtyske ledere Leonid Brezhnev og Erich Honecker for at fejre 30-året for grundlæggelsen af Tyske Demokratiske Republik, udødeliggjort på Berlinmuren .

Mod hende står Wagenknechts mislykkede forsøg i september 2018 på at bringe masserne på gaden i Tyskland med sin protestbevægelse Aufstehen (Rejs dig op) , inspireret af bevægelsen gilets jaunes (gule veste) i Frankrig, som hun modtog råd fra Storbritannien om. Arbejderpartiets Momentum-fraktion. Wagenknechts forsvar er, at hun aldrig havde til hensigt, at bevægelsen skulle være et politisk parti.

Hendes manglende tilstedeværelse indtil nu ved mandag aften protester mod regeringen mod stigninger i leveomkostningerne og sanktioner mod Rusland er heller ikke gået ubemærket hen.

Pro-russiske demonstranter protesterer mod sanktioner mod Rusland og våbenleverancer til Ukraine i Köln den 4. december. Foto: Thilo Schmülgen/Reuters

Den venstreorienterede avis Taz har rapporteret, at Wagenknecht, opbygget af meningsmålingstal, planlægger en partilancering i tide til at være i stand til at konkurrere ved valget til Europa-Parlamentet i 2024.

Beretning om et nyligt nødtopmøde afholdt af Die Linke i Leipzig, Taz' parlamentariske chefreporter, Anna Lehmann, omtalte Wagenknecht som Lady Voldemort, på grund af det faktum, at ligesom Harry Potters ærkefjende, hvis navn ikke må udtales, " navnet Sahra Wagenknecht blev ikke nævnt en eneste gang, selvom det er klart for enhver, at hun og hendes tilhængere for længst har fulgt deres egen separatistiske dagsorden ... deres retning er at gå uden for partiet, ud over venstrefløjen og at vende skarpt mod partiet. ret … hvilket AfD takker for.”

 

 Kate Connolly frá The Guardian skrivaði.

 

 

 

BLOWBACK

 

BLOWBACK: HVORDAN ISRAEL GIK FRA AT HJÆLPE MED AT SKABE HAMAS TIL AT BOMBE DET

Hamas ønsker at udslette Israel, ikke? Men som Mehdi Hasan viser i en ny video om blowback, indrømmer israelske embedsmænd, at de hjalp med at starte gruppen.

 

Mehdi Hasan, Dina Sayedahmed

19. februar 2018, 07:00

HVAD VED DU om Hamas?

At den har svoret at udslette Israel? At det er en terrorgruppe, forbudt både af USA og EU? At den styrer Gaza med jernhånd? At den har dræbt hundredvis af uskyldige israelere med raket-, morter- og selvmordsangreb?

Men vidste du også, at Hamas – som er et arabisk akronym for "Den Islamiske Modstandsbevægelse" – sandsynligvis ikke ville eksistere i dag, hvis det ikke var for den jødiske stat? At israelerne var med til at gøre en flok yderligtgående palæstinensiske islamister i slutningen af 1970'erne til en af verdens mest berygtede militante grupper? At Hamas er blowback?

Dette er ikke en konspirationsteori. Lyt til tidligere israelske embedsmænd som brigadegeneral Yitzhak Segev, der var den israelske militærguvernør i Gaza i begyndelsen af 1980'erne. Segev fortalte senere en journalist fra New York Times, at han havde hjulpet med at finansiere den palæstinensiske islamistiske bevægelse som en "modvægt" til de sekulære og venstreorienterede i Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation og Fatah-partiet, ledet af Yasser Arafat (som selv omtalte Hamas som "en skabning af Israel.")

"Den israelske regering gav mig et budget," indrømmede den pensionerede brigadegeneral, "og militærregeringen giver til moskeerne."

"Hamas er, til min store beklagelse, Israels skabelse," sagde Avner Cohen, en tidligere israelsk embedsmand i religiøse anliggender, der arbejdede i Gaza i mere end to årtier, til Wall Street Journal i 2009. Tilbage i midten af 1980'erne skrev Cohen endda en officiel rapport til sine overordnede, hvori han advarede dem mod at lege del-og-hersk i de besatte områder ved at støtte palæstinensiske islamister mod palæstinensiske sekularister. »Jeg ... foreslå at fokusere vores indsats på at finde måder at bryde dette monster op, før denne virkelighed hopper i vores ansigt," skrev han.

De lyttede ikke til ham. Og Hamas, som jeg forklarer i femte afsnit af min kortfilmserie til The Intercept om blowback, var resultatet. For at gøre det klart: For det første hjalp israelerne med at opbygge en militant stamme af palæstinensisk politisk islam i form af Hamas og dets forløbere for Det Muslimske Broderskab; derefter skiftede israelerne kurs og forsøgte at bombe, belejre og blokere den ud af eksistens.

Alene i det seneste årti er Israel gået i krig med Hamas tre gange – i 2009, 2012 og 2014 – og har dræbt omkring 2.500 civile palæstinensere i Gaza i processen. I mellemtiden har Hamas dræbt langt flere israelske civile end nogen sekulær palæstinensisk militant gruppe. Dette er de menneskelige omkostninger ved blowback.

"Når jeg ser tilbage på hændelsesforløbet, tror jeg, at vi begik en fejl," bemærkede David Hacham, en tidligere ekspert i arabiske anliggender i det israelske militær, som var baseret i Gaza i 1980'erne, senere. "Men på det tidspunkt tænkte ingen på de mulige resultater."

Det gør de aldrig, vel?

Føroyska peningaskipan

Vesturlendska peningaskipanin er, við dollarinum sum felagsvaluta og møguliga Evruni eisini, í ferð við at kollapsa.

 

 Í Danmark er Nationalbankin privat ogn. Á hesum øki eru Føroyar kanska frægari fyri enn Danmark, um vit eiga Landsbankan sjálvi? , so kundu vit fyribils roynt okkum, við at Landsbankin gjørdi "lokalan valuta", tað slagið, sum fleiri býir í Bretlandi hava.

 

Pengarnir hava eitt endamál, at skifta teir um við vørur og tænastur. Við lokalum pengum kunnu vit handla við hvønn annan, við stuttfluttum vørum. So kann Landsbankin finna út av, hvønn fremmanda valuta vit hava brúk fyri til uttanlandshandil.

 

Eg rokni við, at nógv rista við høvdinum at hesum uppskoti, men eg haldi, at tað hevði verið vert at kjakast um, nú heimurin er á einum vegamóti viðvíkjandi heimshandinum og ikki minst vantandi framleiðslu og vaksandi fátækradømi í Evropu.