Gode argumenter for basisindkomst

 Fra hjemmesiden:     www.basisindkomst.dk

1. Alle skal have noget at leve af. Vi accepterer ikke, at nogen ligger og dør af sult på gaden. Denne materielle sikkerhed har vi allerede for længst etableret (i den mest civiliserede del af verden), så materielt set har vi råd til det. Derfor kan vi lige så godt sørge for den materielle sikkerhed uden omsvøb, dvs. give alle mennesker en grundydelse, der sikrer deres overlevelse. 2. Det kan netop altid betale sig at arbejde, hvis man har en basisindkomst. Det er kun med en ubetinget basisindkomst, det fuldt ud altid vil kunne betale sig at tage et arbejde, fordi arbejdsindtægten ikke bliver modregnet i basisydelsen. Det kan betale sig at arbejde uanset hvor få timer, man arbejder og uanset hvor lav løn, man får for det. 3. Integrationen vil blive lettere - både for indvandrere og for ressourcesvage danskere - når den enkelte har mulighed for at arbejde på et bredt spektrum af vilkår: få eller mange timer og høj eller lav løn. Der skal ikke så mange sær- og hjælpeforanstaltninger til for at sluse folk ind på arbejdsmarkedet, og det vil være lettere at få mange indsluset, hvis de ikke behøver arbejde på fuld tid, fordi de under alle omstændigheder har deres basisindkomst. 4. Man kan undgå socialt bedrageri og kassetænkning i vidt omfang, når alle har ret til en fast ydelse uden betingelser. Så undgår man en masse kontrol, mistænkeliggørelse og naboangiveri, og man undgår, at socialrådgivere og andre kommunalt ansatte skal nedlade sig til at være vindueskiggere og dyneløftere. 5. Bureaukratiet kan skæres kraftigt ned, når alle får den samme grundydelse. En masse sagsbehandling, kontrol og aktiveringsanstrengelser bliver overflødiggjort, og samfundet kan anvende disse betydelige ressourcer på noget mere produktivt og nødvendigt som f.eks. undervisning, pleje og reelt socialt arbejde. 6. Alle får frihed til at tilrettelægge deres liv med perioder af orlov, hvad den så end skal bruges til. Pauser, der kan give den enkelte og familier tid for penge. Det vil nedsætte forekomsten af stress og depressioner, give forhøjet livskvalitet, og samfundet vil spare store summer. 7. Iværksættere og initiativrige mennesker vil få det lettere. Det bliver muligt for flere at starte en virksomhed og forsøge at få noget nyt sat i gang, når man ved, at man har et økonomisk sikkerhedsnet, og når man er fri for et omfattende bureaukrati at forholde sig til. 8. Kunstnere, forfattere og musikere får bedre muligheder for at koncentrere sig om deres kunst. Kunststøtteordninger kan afskaffes og med dem den gensidige misundelse, klikedannelse, anklager om indspisthed og smagsdommeri, der plager de kunstneriske miljøer. 9. Basisindkomst fremmer det bedste i liberalismen: FRIHED. Den enkelte vil få større frihed end nu til at udfolde sig og forbedre sin situation. 10. Basisindkomst fremmer det bedste i socialismen: TRYGHED. De svage bliver beskyttet af fællesskabet, og de bliver det på en måde, som ikke er ydmygende, fordi basisindkomsten er et simpelt retskrav. 11. Basisindkomst sikrer den enkeltes VÆRDIGHED. Modsat andre former for offentlig velfærd og privat godgørenhed er den enkelte helt fri for underdanighed og stempling. Når basisindkomsten er en ydelse, alle har ret til, er der ingen, der skal stå med hatten i hånden over for en sagsbehandler. Enhver er her sin egen herre. 12. Hvis økonomer og politikere påstår, at samfundet ikke har råd til basisindkomst, så tro dem ikke, for samfundet HAR råd til det. For det første er det allerede en kendsgerning, at alle i et moderne samfund er sikret et eksistensminimum (omend på andre betingelser end en ubetinget basisindkomst), og for det andet er de økonomiske modeller, som politikerne støtter sig til, ikke naturlove. De er lavet af mennesker ud fra nogle bestemte grundprincipper og synspunkter. Hvis økonomerne ville, kunne de bruge deres faglige dygtighed til at udvikle andre økonomiske modeller ud fra andre grundprincipper. Download denne artikel som pdf-fil

Stem for basisindkomst nu:)

Afstemning om basisindkomst i EU Man kan nu afgive sin stemme til fordel for ubetinget basisindkomst i hele EU på denne side, som også rummer al yderligere information. Vision og Strategi

Borgerlønsbevægelsen er en tværpolitisk bevægelse, som arbejder for indførelse af basisindkomst/borgerløn i Danmark. Bevægelsen henvender sig til alle, som går ind for princippet om, at alle mennesker i samfundet betingelsesløst bør være sikret et eksistensgrundlag. Borgerlønsbevægelsen vil sætte basisindkomst/borgerløn på den politiske dagsorden. I de fleste politiske partier, og i befolkningen som helhed, er der en vis interesse for idéen om basisindkomst/borgerløn. Denne interesse bør synliggøres ved at der til stadighed holdes liv i debatten, både i de politiske partier og generelt i offentligheden. Nogle af bevægelsens opgaver er derfor at arrangere offentlige debatmøder, udgive bøger, pjecer og foldere m.v. om borgerløn. Bevægelsen har herudover et løbende samarbejde med den internationale borgerlønsbevægelse BIEN (Basic Income European Network). Borgerlønsbevægelsen arbejder med forskellige finansieringsmodeller og modeller for en gradvis indførelse af en fuldt gennemført borgerløn. Fra hjemmesiden:       www.basisindkomst.dk

Oddbjørn Vágslíð skrivar um Jessi Colter

                                          Jessi Colter

                                                                           

  Søgubrot úr hennara lívi og hennara tónleikayrkisleið.

Mirriam Johnson er fødd tann 25 maj 1943 í Mesa, ein forstaður til Phoenix í Arizona. Hon var nummar 6 av 7 systkjum. Pápi hennara var maskinsmiðjur, fekst eisini við at byggja bilar og luttók í koyrikappingum.

Mamman, Helen D. Johnson, var ein trúgvandi kvinna og var leiðari í eini hvítisunnusamkomu í Mesa og hevði sína egnu lítlu kirkju har.

Mirriam hevði góðar tónleikagávur, og mamman syrgdi fyri, at hon sum 6 ára gomul fekk frálæru í klaver- og orgulspæli. Bert 11 ára gomul var hon fastur organistur í kirkjuni hjá mammuni.

Sum so ofta við ungum, sum eru strangt uppvand í einum átrúnarligum umhvørvi, so  gera tey uppreistur, tá tey verða tannáringar. Soleiðis var eisini við Mirriam. Hon ynskti at gerast kend í tí verðsliga tónleikalívinum. Hon plagdi at sníkja seg út um kvøldarnar og syngja á lokalum vertshúsum. Hetta stóð eitt sindur í andsøgn við, at hon samstundis var fastur organistur í kirkjuni hjá mammuni;  men á henda hátt fekk hon so báðar síðurnar við, tað andaligu og tað verðsligu.

                                        Á konsertferð við Duane Eddy

                                                                         

Duane Eddy plagdi at vitja eitt av hesum vertshúsum. Hann dugdi at síggja, hvussu gávuríkur tónleikari Mirriam var. Tey byrjaðu at ganga saman, og 16 ára gomul fer Mirriam á konsertferð við Duana Eddy.

Duane Eddy og Lee Hazelwood høvdu eitt lítið upptøkuhøli í Phoenix.  Duane Eddy skipaði fyri, at Mirriam 18 ára gomul gav út sína fyrstu singleplátu. Heiti á plátuni var ”Ung og góðtrúgvin”.

                                            Beverly Hills og Nashville

Í 1962 vórðu Mirriam og Duane vígd í Las Vegas. Tey fluttu til Beverly Hills í Calefornia, har tey spældu og sungu í klubbum og smáum sjónvarpsstøðum. Mirriam kallar seg nú fyri “Mirriam Eddy” og byrjar at skriva sangir. Sangir hennara verða sungnir av Don Gibson, Dottie West og Nancy Sinatra , sum var gift við Lee Hazelwood.

                                                                          

                                                        Duan Eddy

Mirriam og Duane flyta til Nashville, har hann fær arbeiði sum guitarspælari. Hann spælir guitar hjá countrystjørnum, tá tær eru á rundferð. Duane er saman við Bobby Bare, tá teir fáa eyga á Waylon í Phoenix í 1965, og er við at fáa hann yvir til Nashville.

Mirriam kemur nú í tónleikaumhvørvið í Nashville, har Waylon er tann komandi stóra stjørnan hjá RCA-plátufyritøkuni. Einaferð Waylon er í upptøkuhølinum, kemur Duane saman við konuni, Mirriam, at taka upp. Waylon fellur fyri hesu vøkru kvinnu, við tí ravnsvarta hárinum, sum hann ikki kundi  fáa eyguni av, og tey bæði fáa alt fyri eitt gott eyga til hvønn annan.

                                                   Hjúnarskilnaður.

                                                                       

                                                 Waylon og Mirriam

Tað gekk ikki væl í hjúnarbandinum hjá Mirriam og Duane. Tey fáa dóttrina Jennifer Eddy,  men tað bøtir onki um støðuna. Sum tíðin gongur, er ongin vegur aftur. Duane og Mirriam fara frá hvørjum øðrum. Hon tekur dóttrina og fer aftur til Phoenix. Har arbeiðir hon fyri sjálv at koma fram, sum songkvinna.

Í Nashville er sama skili. Waylon fer frá síni triðju konu, sum hann hevur verið giftur við í gott eitt ár, og alt liggur nú í skelja sori. Kvinnan, sum hann er góður við, er stungin av frá honum. Vit eru nú í 1968.

                                                      

                                                        Jessi Colter

                                                                             

                                                     The Outlaws

Heimaftir komin til Phoenix, fer Mirriam undir af finna sær eitt listafólkanavn. Hon leitar í ættarbókum hjá familjuni, og vísir tað seg, at oldurabbin “Jessi Colter”, hevði verið við í ránsmannabólkinum,”outlaws”,  hjá brøðrunum Frank og Jessi James. Mirriam fer nú at nýta navnið hjá oldurabbanum, sum listafólkanavn og kallar seg nú, Jessi Colter.

Seinni verður Jessi einasti kvinnuligi limur í tónleikabólkinum “The Outlaws”. Hinir limirnir vóru Waylon, Willie og Tompall. Hesa tíðina, meðan tey tóku plátuna upp, gekk Willie við einum leður keppi. Hann vildi ikki ganga í hatti. Jessi fer eisini at brúka sovorðana kepp, og ger hann til sítt eykenni. Býarbørnini í Phoenix eru sera stolt av, at tey eiga tann fyrsta kvinnuliga “Outlaw” sangaran.

                                                         Waylon

 Í Nashville stendur illa til hjá Waylon. Hann hevur mist alt “á gólvið” og har gerst onki annað, enn at skrúva proppin av whiskyfløskuni og fáa sær eina strípu av “Cocane” upp í nasagluggan, so hann kann flíggja frá trupuleikunum.

Ein dagin fær Waylon eitt bræv frá Mirriam, sum nú er farin at kalla seg, Jessi Colter. Í brævinum sigur hon: “Waylon, eg veit væl, at tú kanst ikki taka tær av tær sjálvum. Eg kann taka mær av tær, um tú vilt”.

                                                                       

                                                                   

Hesi gleðiboð fáa nýtt mót í Waylon. Hann setir seg í samband við sítt fyrrverðandi arbeiðspláss í Phoenix, náttklubban “JD”, og fær starv sum sangari. Hann flytur til Phoenix og kemur saman aftur við Jessi. Tað er um hetta mundi, at hann skrivar sangin “This Time”, (Hesu ferð skal tað vera).Sangurin verður útgivin á plátu í 1974, og er ein av “hornasangunum” hjá Waylon.

                                                         

                                    Jessi skrivar sangir og verður gift

                                                                          

Waylon er ovfarin av, at Jessi dugir so væl at skriva sangir og hjálpir hann henni við at geva út eina LP- plátu. Plátan kemur út1970 og fær heiti “A Country Star Is Born”, men plátan slær ikki ígjøgnum.

Tann 26 oktober 1969 giftast Waylon og Jessi. Tey verða vígd í kirkjuni hjá mammu Jessi, og eftir okkara viðurskiftum heldur óvanligt, syngja brúður og brúðgommur duet í kirkjuni. Tey syngja sangin”Suspicions Minds” (Illgrunaverdur mistanki). Sangurin byrjar við orðunum: Tey kalla hetta eina fellu. Spurningurin var, hvør av teimum hevði lagt felluna. Jessi, ið hevði brúkt sítt kvinnusnildi, við at rýma frá Waylon í Nashville, ella Waylon, við at fáa sær arbeiði í Phoenix, so hann kundi vera nærri Jessi. 

Teimum báðum dámdu væl henda sangin, og tey sungu hann eisisni saman á tí síðstu konsertini, Waylon heldur á Ryman tann 6 Januar í 2000. Hetta var eisini hansara seinasta konser á tónleikara pallinum.

                                                 Aftur til Nashville

Jessi og Waylon flyta nú aftur til Nashville, har tey royna at byggja upp eitt heim og at fáa øll børnini undir sama tak. Tó reka myrk skýggj yvir familjuna, og endar hetta við, at Waylon verður tikin fyri narkotikanýtslu og fær eina stóra bót. Hann flýggjar yvir til Navaho-indiararnar í New Mexico.

Hetta var ikki tað, ið Jessi hevði hugsað sær, í nýggja hjúnarlagnum, og hon hugsar eisini um at rýma aftur til Phoenix. Hon forbarmar seg yvir Waylon, tá hann deyasjúkur kemur heim aftur við livrabruna.

Hon tekur sær nú av Waylon, meðan hann er sjúkur. Spurningurin er, um hon ikki hevur ein fingur við í spælinum, tá Waylon kemur fram aftur í ljósi, í nýggjum hami, við langum hári og skeggi, sum vit kenna hann í dag. Í byrjanini nýtti hann ikki hatt á høvdinum.

                                                   Jessi verður kend

                                                                       

Í 1975 fær Jessi sáttmála við Capitol Records, og slær ígjørnum við sínum egna sangi, ”I´m not Lisa”, sum Waylon elskar at hoyra hana syngja og spæla upp á klaverið.

Í 1976 er Jessi við í bólkinum “The Outlaws” saman við Waylon, Willie og Tompall. Tey góvu út kendu plátuna “Wanted”. Nú gongur framá hjá Jessi, og tað gongur eisini væl hjá Waylon við hansara tónleikayrki. Jessi sigur, at plátan, “Wanted”, var Waylonsa hjartabarn og eisini hansara hugskot.

Bólkurin kallaðist “The Outlaws”, tí tey bróta allar skrivaðar reglur í Nashville. Fyri tað fyrsta var tað óhoyrt at hava 4 sangarar á einari LP-plátu, sum høvdu sáttmálar við hvør sítt plátufelag. Fyri tað annað stjólu tey  upptøkur frá hesum plátufeløgum, og nýttu tær á hesi plátuni. Fyri tað triðja var tað óhoyrt tá, at hava bæði studio- og live-upptøkur á somu LP, og man Jessi, við sínum “Outlaw”image, eiga ein part av hugskotinum til navnið.

                                                      

                                                      Andalig LP

                                                    

Í 1977 gevur Jessi út eina LP, sum fær navnið, “Mirriam”. Á plátuni eru andaligir sangir, og er hon ogna mammu hennara,  Helen D. Johnson, ella “systir Helen”, sum hon eisini varð nevnd, vegna sítt andaliga virki. Jessi hevur sjálv gjørt allar sangirnar og sangurin “For Mama”, er ein av bestu mammu-sangum, eg havi hoyrt. Frálíka klaverspælið, frálíka sangrøddin hjá Jessi og orðini, gera sang til nakað serligt. Á húsanum stendur: Mamma føddi meg, sum Mirriam, eg eiti  bara Jessi, tá eg syngi.

                                             Fingu sonin “Shooter”

                                                                               

Í 1978 hava Jessi og Waylon verið gift í 9 ár, men enn eiga tey onki barn saman. Kanska Waylon fekk ein hvøkk, tá tað var óvanliga tætt millum tey bæði fyrstu børnini hjá honum. 202 dagar, um søgubøkurnar eru eftirfarandi. Í august blívur Jessi upp á vegin, og 19. mai 1979 føðir hon eitt dreingjabarn. Hann fær hann navnið Waylon Albright Jennings.

Kelinavnið “Shooter” gav Waylon honum, tí hvørja ferð hann skuldi spæla við unga Waylon Junior, sum lá nakin á borðinum, so rendi “Junior”eina vatnstrálu upp á skjúrtuna hjá Waylon Senior. Av hesum gav Waylon honum navnið, “Skotmaðurin”, og navnið fylgir honum enn í dag.

                                                Jessi má vera heima

Tað gekk so væl við tónaleiklívinum hjá Jessi, men nú tey hava fingið sonin, má hon vera heima og ansa Waylon Junior, meðan Senior ferðast og hevur konsertir. Kurl kemur aftur á tráin, og hon ætlar aftur at rýma frá Waylon. Hann fær tó blíðka hana og sigur, at tey saman skulu gera eina LP.

                                                       

                                                                             

                                                   Leather and Lace.

                                                       

Waylon og Jessi gera so plátuna “Leather and Lace”. Waylon og Richie Albright stóðu fyri upptøkuni , og er hon tikin upp í Arizona. Møguliga tí at so kundi omman ansa eftir “Shooter”, meðan tey arbeiða við LP´ini, og á húsanum er ein heilsa til 2 ára gamla sonin, har stendur: “Special thanks to Shooter for being there”. Pláta kom út í 1981.

Endamálið við plátuni var, at Jessi og Waylon skuldu finna hvønn annan aftur. Tí er eisini nakað serligt við myndunum á húsanum. Á forsíðuni er tað  Waylon, sum situr frammanfyri á einum stóli við hattinum á knænum, og um hálsin hevur hann eina ketu við Navaho “turkis” perlum. Hann hevur vinstru hond uppi. Jessi stendur aftanfyri og heldur í hondina á Waylon.

                                                                               

Á baksíðuni er tað Jessi, sum situr frammanfyri á einum stóli við eini hvítari rósu í hondini og hyggur út gjøgnum gluggan. Waylon er nú farin afturum, liggur við hondini upp undir kinnm, armin niður á trappustólpan og hyggur niður á Jessi. Møguliga hugsar hann: “Er hetta ikki ein flott kvinna eg havi fingið”.

                                                Storm never Last

                                                                                

                   

Jessi hevur skrivað 5 av teimum 10 sangunum á plátuni, og her er tað fyrstu ferð vit hoyra, Jessi og Waylon saman syngja sangin, “Storm Never Last”. Sangin hevur Jessi skrivað um baldruta hjúnarlagið við Waylon, men eg haldi, at Waylon hevur havt ein fingur við í síðsta ørindinum, har hann spyr Jessi, ”um stormarnir nakrantíð færa at blíðka.”

At tað hevur nógv at siga, at ein góður sangur hevur eina stjørnu, at bera hann fram, so hann verður kendur, er “Storm Never Last” eitt gott dømi um. Jessi syngur hann fyrstu ferð á LP´ini “I´m Jessi Colter”  í 1975, men hann slær ikki ígjøgnum, tí hon er ókend um okkara leiðir.

Tað er ikki fyrr enn Waylon syngur hann á LP´ini “Music Man” í 1980, at“Storm Never Last” verður kendur her hjá okkum.

                                                     Av aðrari gongustjørnu

Jessi var einaferð spurd, hvussu tað var at liva saman við Waylon. Hon segði sum var, at hon skilti tað ikki sjálv, hann kom av eini heilt aðrari gongustjørnu, tí tey vóru so ymisk, bæði av lyndi og í verumáta. Men tað er kanska tað, sum skal til, fyri at eitt hjúnarlag skal vera gott, at tað eru nakrir stormar við hvørt.

                                               Ein Texas Kúgvakoss.

                                                                                 

Í 1983 eru tey á konsertferð í Evropu. Tey byrja í London. Áðrenn tey fara á pallin sigur Waylon við Jessi: ”Tá vit syngja, Storm Never Last, so gevi eg tær ein “Texas Cowkiss”. Jessi visti ikki, hvat hann meinti við. Hon helt tað vera ein vanligan muss.

Undir framførsluni av “Storm Never Last” tekur Waylon í øksluna á Jessi, koyrir tunguna út, og stríkur hana upp eftir kjálkanum á Jessi.. Hetta kom so óvart á hana, at hon hevur fremstafingur á lofti, sum um hon sigue, “Hatta gerst tú ikki aftur”.

Sær sjálvum líkur, ger Waylon tað sama við Jessi, tá sangurin er liðugur, og ger Jessi tá eitt “eydnuskríggj”. Løtan kann upplivast á alnótini, har Waylon eisini ger sín klassikara, við at koyra høgra fremstafingur inn í munnin, gera hann vátan, og so strúka hann eftir kjálkanum á Jessi, sum um hann vildi fáa sær ein smak av henni.

                                           Jessi røktar sín sjúka mann.
                                                                         

At heilsan hjá Waylon var farin at bila, sást á hesi konsertferð. Nøkur ár eftir hetta fær hann skurðviðgerð fyri hjarta. Jessi er um hann seinastu árini, hjúklar um hann og gevur honum heilsugóðan mat, nú hann eisini hevði fingið sukursjúkuna.
                                                                         

  

Tann 13 februar 2002 sótu tey bæði, Jessi og Waylon, í køkinum yviri í Chandler í Arizona, og fingu sær ein bita. Waylon fer so inn í kamari at leggja seg eina løtu; hann sovnar, men vaknar ongantíð aftur.
Nú situr so Jessi yviri í Chandler og hugleiðir um sítt litfagra lív saman við Waylon. Tey fingu 32 ár saman sum hjún. Hon megnaði tað, sum ongin annar megnaði, at fáa grímuna á mannin, sum var nevndur “Hestur” (Waylon Jennings). Hon vitjar regluliga, við níggjum blómutyssi, á grøvini hjá honum í Mesa.

                                                    Aftur at syngja

                                                                                     

                                               Out of the Ashes

Jessi fer aftur at spæla og syngja, og í 2006 gevur hon út eina cd, sum hon kallar, “Out of the Ashes” (Út úr Øskuni). Har syngur  hon um Waylon o.a. Hon leitar aftur til sína “outlaw” ímynd,                          sum Jessi Colter, og hon er í fullum cowboy-búna á húsanum. Jessi hevur eina frálíka rødd, dugir sera væl at spæla á klaver og eisini at skriva sangir. Og so tað, ið eisini hevur stóran týdning.”hon sær gott út”, sjálvt um hon nú er blivin omma og verður 70 ár tann 25 Maj 2013.

                                
                            Í 90 ára føðingardag hjá Little Jimmy Dickens
                                            

Tann 19 januar í 2011 var Jessi í 90 ára føðingardag hjá Jimmy Dickens í Nashville, og heilsaði hon har uppá vinir og kenningar.

                                                   

                                                       

                                                          

                                                       

Flad kontra hierarkisk ledelsesstruktur.

                                             Engagerede lærere 

                       

    

Det dominerende emne i diskussionen mellem DLF og KU, er håndsret over lærernes arbejdstid. De allerfleste lærere arbejder langt ud over deres normerede arbejdstid. Det er, fordi undervisningen er dit eget ansvar, og  det er et spændende arbejde. Det fanger dig. Følelsen af, at det er dit fag, dine lektioner og dine elever gør, at det kan være svært at sætte grænser for, hvor megen tid du bruger.  Her er det godt med det faste timetal.

                                                Hvad vil KL?

Hvad KL mener med ledelsens råderum over lærernes arbejdstid, har jeg ikke rigtigt fundet ud af, men jeg forestiller mig at det har noget med  flad og hierarkisk ledelsesstruktur at gøre.

                                     Flad ledelsesstruktur.

Hørte for et par år siden et interview med en mand, der arbejdede for et olieselskab(BP?) i London. Han sagde, at de var gået over til flad ledelsesstruktur. Det gav medarbejderne større ansvar, og med det fulgte større motivation, større engagement og bedre resultater. Ikke fordi jeg synes, at olieselskaberne skulle være vores forbillede, men de ved nok hvordan man får mest,  for den betalte løn.

Jeg har surfet lidt på nette efter begrebet flad ledelsesstruktur og har taget to sitater med her.

Citat: Af Henning Lehmann Bastian
overtandlæge, Odense Universitetshospital

Citat: prorektor Jesper Kofoed Petersen fra Aarhus Maskinmesterskole

I stedet for at gå den slagne vej og indføre et traditionelt hierarki med mellemledere, ønskede vi at fastholde en flad ledelsesstruktur, hvor ledelse og medarbejdere er ligeværdige kolleger med fælles mål. Vi besluttede at bruge systemisk ledelse som det sæt af metodiske redskaber, der skal hjælpe os med at bevare overblikket og sikre, at alle ansatte bliver inddraget i beslutningerne,” siger han.

Medarbejdernes ejerskab.

Udfordringen for lederen i en flad ledelsesstruktur er at lede i medarbejderhøjde, uden at det giver anarki.

Kravet til personalegrupperne i en flad ledelsesstruktur er, at det er et modent ansvarligt samt pligtopfyldende personale. Til gengæld er kravet til lederen at skabe veldefinerede opgavefordelinger i de forskellige arbejdsgrupper.

For at skabe eller bevare det gode arbejdsmiljø for alle parte,r er det vigtigt, at der er ledergruppemøder, hvor man stemmer meningerne af, og at der er hyppige medarbejdermøder. Ligesom at man, når nye ting skal indføres, sørger for at det sker efter længere tids debat og en afsluttende konsensus, som munder ud i en instruks eller standard. Dette vil nemlig være med til at sikre, at medarbejdergruppen i højere grad føler ejerskab til beslutningerne.

                                            Tradition, der virker.

Folkeskolen har 100 års tradition med flad ledelsesstruktur og dermed både erfaringerne og kvalifikationerne.  Arbejdet må også siges, at være særlig  velegnet til denne struktur, fordi hver lærer  er (endnu) leder i klasseværelset. Og som det er sagt så mange gange under lockouten, skal stoffet ikke bare lægges frem, det skal formidles med hensyntagen til hver enkelt elev i klassen.

                                        Ziglers to argumenter.

KL´s repræsentant bruger konstant to argumenter for ar lave om på lærernes arbejdstidsaftale.

1.  Det ene, at det har været KL´s plan de sidste 30 år.

2.  Det andet, at disse betingelser arbejder alle andre offentlig ansatte under.

Jeg synes ikke disse to argumenter siger noget om, hvordan en sådan ordning kommer til at gavne eleverne.

Hvis planen er, at den velfungerende flade struktur skal byttes, med den mindre effektive og dyrere heirarkiske struktur, så er det svært at se meningen med den.

Det ville måske være en bedre ide, at at KL satsede på den flade struktur i flere af deres instiutioner.

Corydons og Helles plan.

Mon ikke Corydons plan med politikken er, at gøre sit CV klart til en at de bonusgivende direktørstillinger, ligesom Helle gør sig klar til og håber på en EU topstilling. De er ligeglade med Socialdemokratiet, vælgerne og meningsmålingerne.

Corydon, forklar nu!!!

Corydon, forklar nu!!! Hvorfor skal Danmark have en arbejdsstyrkereserve på 150000, mens den offentlige sektor skal pines på alle mulige måder? Lærerne havde nogenlunde arb.vilkår. De skal ned med nakken. Hver sygeplejerske arbejder for to, og kan næppe stå på benene, når de får fyraften. Sos-hjælperne skal afløses af robotter???

© DR

Skrevet af: Jacob Basbøll

En SOSU'er koster kun 30.000 om året

Detektor 04. april 2013 kl. 21:00 på DR2

                                                

Hvis man ansætter en ledig på dagpenge som SOSU-assistent i det offentlige, koster det kun cirka 30.000 kroner om året for staten. Det er den overraskende konklusion i en beregning fra Finansministeriet til Enhedslistens Frank Aaen.

Beregningen er fra 2009, men principperne er det samme i dag - det er kun marginalt dyrere at betale en SOSU-assistents løn frem for udgifterne ved at vedkommende er på dagpenge. Det skal udnyttes, mener Enhedslisten.

- Vi kan roligt starte med at ansætte de 30.000, der er blevet fyret i det offentlige de seneste år. Hvor mange flere, der skal ansættes må komme an på behovet, siger Frank Aaen til Detektor på DR2.

Sparede udgifter og flere indtægterResultatet opnår Finansministeriet ved at sammenholde udgiften ved at ansætte en SOSU-assistent med besparelsen ved, at der er én person mindre på dagpenge.

Helt konkret koster det cirka 280.000 kroner om året i løn og pension at ansætte en SOSU-assistent. Til gengæld sparer det offentlige 190.000 kroner ved ikke at udbetale dagpenge og 18.000 kroner i sparet aktivering.

Hertil kommer, at SOSU-assistenten vil betale 40.000 kroner mere i skatter og afgifter, fordi vedkommende tjener mere end på dagpenge. I alt er forskellen altså kun godt 30. 000 kroner om året.

Et vigtigt forbeholdMen der er et vigtigt men i Finansministeriets beregning. Heri fremgår det nemlig, at det på længere sigt koster samfundet alle løn- og pensionsudgifterne ved at ansætte SOSU-assistenten - altså 280.000 kroner om året.

Det skyldes, at den offentligt ansatte kommer til at mangle i det private erhvervsliv, forklarer professor i økonomi ved Aarhus Universitet, Bo Sandemann Rasmussen.

- På lidt længere sigt kan vi regne med, at vi når frem til fuld beskæftigelse. Det vil sige, at alternativet til at være ansat i det offentlige, er at være ansat i det private. Og når vi så tager en person og ansætter i det offentlige, så bliver den reelle udgift for det offentlige hele lønudgiften, siger økonomiprofessoren.

Men den køber Enhedslisten ikke til trods for, at det er en bredt accepteret præmis blandt økonomer.

- Det er rigtigt, at langt de fleste økonomer tænker sådan. Men jeg er lodret uenig i, at der mistes arbejdspladser i industrien, fordi, der er nogen, der passer børn. Det er en fuldstændig nonsensagtig forudsætning, siger Frank Aaen.

http://www.dr.dk/P1/Detektor/20101123135522.htm#/75676

DET ONDES OG DET GODES TEKNIK

DET ONDES OG DET GODES TEKNIK - hvorfor en grundlovssikret basisindkomst er nødvendig

Skrevet af Lars Thor Smith

"Det ondes teknik" Den norske forfatter, Kaj Skagen, fortæller i et essay om et lovforslag til hastighedsnedsættelse på vejene i 1980´ernes Tyskland. Forslaget blev fremført for at mindske antallet af færdselsulykker på de tyske veje. Det blev gennemført. Men se, nu rejste der sig en storm af protester fra sammenslutningen af protesearbejdere i Tyskland. Dette fagforbund repræsenterer mennesker, der arbejder i industrien til fremstilling af proteser til tilskadekomne, blandt andet fra trafikulykker. Forbundets talsmænd hævdede med fuld ret, det var jo lovforslagets sigte - at loven ville mindske antallet af trafikulykker og derved drastisk nedsætte behovet for proteser. Følgen ville blive drastiske afskedigelser i protesebranchen, muligvis med massearbejdsløshed blandt protesearbejdere som yderste konsekvens. Kaj Skagen fortæller historien om protesearbejderne som eksempel på det, han kalder for "det ondes teknik". I grunden var de tyske protesearbejderes argumentation fuldkommen logisk, og man kan udmærket forestille sig, at loven har fået de følger, de frygtede. Man kan også udmærket forestille sig, at historien er blevet fortalt i de tyske morgen-nyheder uden at det har foranlediget, at nogen har fået morgenkrydderen galt i halsen. Mange har måske endog følt solidaritet med protesearbejderne, uden at de nødvendigvis kan betegnes som onde mennesker. For i et samfund, hvor arbejdet er organiseret efter "det ondes teknik", det vil sige efter grådigheden og egoismens princip, må arbejdsløshed unægteligt forekomme at være et større onde end "fuld beskæftigelse", selv når denne opnåes igennem de største menneskelige omkostninger, herunder et forøget antal tilskadekomne i trafikken. "Det ondes teknik" antager en anonym karakter, fordi der er tale om et så overordnet princip, hvorefter vi organiserer forskellige dele af vort samfund, at det personlige ansvar næsten synes at forsvinde i dette perspektiv. Ofte er ondskaben ikke særlig reflekteret - ingen mennesker ved deres fulde fem ønsker jo bevidst ondt over andre mennesker - men når ondskaben bygges ind i samfundsforholdene ved hjælp af den måde, vi for eksempel organiserer arbejdet på, så bliver den mindre let-gennemskuelig og derfor også lettere at forflygtige ansvaret for. Vi er vant til at tænke, at alting begynder med individet, og det er også sandt. Men igennem bevidstheden om spiritualitet går det op for flere og flere, at der også findes overordnede kollektive strukturer eller "felter", som påvirker os alle. Helheden i disse kollektive strukturer er større end summen af delene tilsammen. Det vil sige, hvis vi indretter et samfund med dårlige kollektive strukturer, så påvirker det individerne, uanset hvad disse ellers gør for at holde sig sunde. Omvendt synes "det gode " altid at manifestere sig, når det enkelte individ træder i karakter, mens "det onde" trives allerbedst i de uigennemskuelige samfunds-strukturers anonymitet. Til sidst har vi endog glemt, hvor disse strukturer kommer fra, de synes altid at have eksisteret, det ER bare sådan - og med mindre vi gør strukturerne til genstand for reflektion, fortsætter det med at være sådan. Og dette er netop årsagen til , at "det onde" i vor tid opfordrer os til at gøre strukturerne til genstand for reflektion - bevidstgørelse! Eksemplerne er naturligvis mange. Alle vil gerne tjene penge, men når griskheden når sådanne højder, som nåes, når GMO-selskabet Monsanto, som følge af at have tvunget indiske landmænd til at bruge genmodificerede frø, samtidig driver tusindvis af disse landmænd til selvmord, så kan vi alligevel godt se, at noget er galt med profitlysten. Og hvad med direkte initiering af krige, sådan som USA gennem nogen tiår har praktiseret det, nemlig for, efter at den krig, man satte igang, er overstået, bagefter at kunne praktisere "Nation building" , hvilket blot vil sige, at man sender egne erhvervsvirksomheder ind i det land, man lige har lagt i ruiner for at praktisere den givtige forretning, det er, at opbygge et nyt land på ruinerne af det, man lige har ødelagt. Naomi Klein bruger udtrykket "The Shock Doctrine" om tilsvarende fremgangsmåder, som er med til at give verden den økonomiske og politiske struktur, klodens rigeste nationer ønsker. Produktion er jo knyttet til arbejdskraft, eller rettere til jobs. Altså¨til sammenkædningen af arbejde og penge. Da alle er forpligtiget til at "forsørge sig og sine" i dette samfund- det er for eksempel indskrevet i den danske Grundlov - så er produktion naturligvis god i og med at den skaber arbejdspladser, og det gør den jo, i hvert fald på kort sigt (hvad en ødelagt menneskehed på en ødelagt jordklode har af gavn af, at der er "fuld beskæftigelse" synes mere uklart). For at opretholde "fuld beskæftigelse" (en løgn, som ifølge sociologen Ulrich Beck, søges opretholdt selv i krisetider) skal vi producere en stadig større mængde varer, som kun produceres for at "holde hjulene igang" og med kolossal ødelæggelse af naturen til følge. Vi skal i yderste konsekvens producere våben, narko eller starte krige for bagefter af kunne udøve nation building. Ja, det er sindssygt, og grunden til at vi tillader det, er at ingen tilsyneladende bevidst har ØNSKET det ondes teknik. Den er bare opstået - måske af mangel på det modsatte - moral ? "Moralsk teknik" Men hvis der findes en ondskabens teknik i verden, hvad er så "det godes teknik". Rudolf Steiner har som en af de få filosofisk søgt at godtgøre, at menneskets dybeste natur faktisk er godt. Dette har han gjort i bogen "Frihedens Filosofi", hvor han bruger ord som "moralsk fantasi" og "moralsk teknik". Det sidste kan defineres som evnen til at erkende reelle menneskelige behov i omgivelserne, og så så konkret som muligt sætte de evner og talenter, man besidder, ind for at afhjælpe disse behov. Når det sker, opstår der social varme og kærlighed. Modsætningen mellem et samfund bygget på "det ondes teknik" og et samfund bygget på moralsk teknik turde være klar.I det første er produktion, altså penge, den primære motivation, også selv om produktionen skal opretholdes ved kunstig skabelse af menneskeødelæggende behov. Protesearbejderne skaber ganske vist de proteser, der er behov for, men fra deres perspektiv er det produktionen af proteser, der har første prioritet, ikke forebyggelsen af de ulykker, der fører til, at folk har behov for disse proteser. Og på lignende måde fungerer store dele af medicinalindustrien - ikke befolkningens helbred, men derimod produktionen af medicin, har første prioritet, derfor kan befolkningens sygelighed fra et profitsynspunkt anses for at være gavnlig. Et samfund baseret på moralsk teknik er et samfund som først og fremmest har indset det illusoriske, der er forbundet med dette, at alle arbejder for sig selv. Selvforsørgelsens myte stammer fra tider, hvor samfundene var mindre komplicerede og hvor de enkelte derfor i højere grad var selvforsynende. Dette er ikke tilfældet med det moderne samfund. I dette hersker udstrakt arbejdsdeling, derfor arbejder alle i princippet for alle i dette samfund. Sagen er blot, at vores måde at tænke på stadig hænger fast i fortidige instinktive mønstre, og der er en god del af - måske calvinsk ? - slavemoral og stolthed forbundet med forestillingen om, at vi selv tjener vores penge. Især mænd har vanskeligt ved at overvinde denne stolthed, derfor er det også særligt gamle patriarkalske, maskuline værdier, der har vanskeligt ved den omstilling, vi står over for. Et samfund baseret på moralsk teknik vil se motivationen i arbejdet både i arbejdet selv OG i de medmenneskelige behov, det er med til at dække. Ved at forbinde arbejde og penge sløres denne sammenhæng unødvendigt. Derfor skal denne forbindelse nedtrappes. Dette kan gøres dels ved indførelsen af det, der i folkemunde kaldes for "borgerløn" - hvilket er et lidt uheldigt udtryk, fordi der i sagens natur ikke er tale om "løn" for arbejde, men om en indkomst, der er arbejdsuafhængig - en grundlovssikret minimums- eller basisindkomst, som de kalder det i BIEN. Sammen med en generel nedsættelse af arbejdstiden og en erstatning af meningsløse jobtræningskurser med individuel coaching i at skabe arbejde (ved at kombinere sansen for omgivelsernes behov med egne evner og talenter) kan den grundlovssikrede minimumsindkomst sikre overgangen fra et samfund baseret på det ondes teknik til et samfund baseret på etik og sund fornuft. Lars Thor Smith, Landskrona, 11.marts, 2013