Havde møde i dag med Mellemfolkeligt Samvirkes Helle Munk Ravnborg och Tim Whyte efter mit "angreb" på dem.
Det blev en virkeligt god samtale og til et nyt møde!
Se her! Peace is possible
MS – Markedsført Sandhed og Syrien? Med tillæg om en god dialog
Introduktion tilføjet den 7. februar 2017Som det fremgår i en kommentar under denne artikel blev både MS’ forkvinde, Helle Munk Ravnborg og generalsekretær, Tim Whyte, kede af min udlægning omkring MS “markedsføring” og holdning til Syrien. Naturligt nok.
Mit indlæg var skarpt formuleret – der skal af og til sparkes i løgsovsen også for den gode sag som MS i sig selv jo er. Men de valgte alligevel til min store glæde at invitere mig til en snak.
Det møde havde vi så i dag den 7. februar over deres kaffe og min medbragte mazarintærte.
Jeg indledte med at undskylde at der i min artikel (som står herunder som den blev skrevet) findes et par formuleringer, der kunne tolkes af de to som et personangreb; det var ikke tilsigtet og jeg mener jo som alle andre fornuftige mennesker – oh, Gandhi! – at man skal gå efter bolden og ikke spilleren.
Vi havde 90 minutters sober snak og gensidig lytten, udforskning af vigtige temaer. Man kan sige at min konfrontation ledte til dialog og endog nogle konstruktive idéer til fremtiden.
Jeg lærte at det er svært at balancere når man – de såvel som jeg – bliver vred over den lidelse vi ser uskyldige udsættes for. Og at man let kommer til at tage parti i kampens hede for den ene eller den anden part i stedet for måske at tage afstand fra alles vold.
At det kan være svært at have alle fakta på plads (og at vide hvad der er empirisk holdbart og hvad der er fordrejning) inden man tager stilling og mobiliserer opinion. Aktivisme går jo gerne gå lidt hurtigere end det dér 5-10 årige forskningsprojekt.
At MS ikke – som jeg havde fået indtrykket af – har et markedførings-firma, der hjælper dem med den stil, de har på hjemmesiden, på blogger og i taler; det er deres egne folks måde at gøre det på.
At de er dybt bekymrede over at mennesker føler så stor magtesløshed og at det vigtigt at organisationer som MS forsøger at skabe møder, pladser og forløb hvor denne magtesløshed – der er så farlig for demokratiet – kan erstattes af fællesskaber og konstruktiv aktivitet.
Og at MS så at sige arbejder med sig selv og har en løbende intern debat om både form og indhold i kampagner.
Jeg følte både åbenhed og respekt og det er jeg glad for.
Derfor delte jeg også lidt af min erfaring med hensyn til hvordan man kan analysere de underliggende konflikter, som volden er symptomer. Jeg mener at symptom-diskussioner let leder til golde debatter om skyld. Det ville være bedre at fokusere mere på konflikternes karakter over tid end på “hvem der er værst” til at bruge vold – fordi symptom- og skylddiskussioner ikke kan lede frem til dialoger om fredens muligheder.
Og at det er freden, der er MS’ historie eller essens og ligger både Tim Whyte og Helle Munch Ravnborg varmt om hjertet – ja det er der jo ingen tvivl om.
Jeg foreslog så nogle konkrete ting som jeg mener MS måske kunne tænke over og måske gøre fremover og at det er vigtigt at være for nogen eller noget snarere end at være imod – og de blev opfattet med stor interesse.
Så meget at vi blev enige om at mødes igen når jeg er hjemme fra næste rejse til Syrien.
Dét ser jeg meget frem til. Så tak for idag, kære venner.
• • •
Mellemfolkeligt Samvirkes nye stil og måden at håndtere Syrien på bør blive en parentes i organisationens liv. For der må være tale om enten uvidenhed eller uhæderlighed.
Mellemfolkeligt Samvirke er slået ind på den amerikansk inspirerede linje med professionel markedsføring, reklamesprog og iscenesat aktivisme samt – og ikke mindst – en bestemt politisk holdning vedrørende visse internationale spørgsmål.
Den nye humanitære industri
Det er muligvis en del af den nye humanitære industri hvor regeringer, humanitære og menneskerettigheds-organisationer samt medier gør fælles sag vedrørende krigszoner. Det indebærer selvsagt at “N” i NGO, Non-Governmental Organisations, kommer til at stå for “Near” og ikke “Non.”
Civilsamfundet tenderer at udhules og demokratisk dialog mellem folk og regering forsvinder. Langsomt men sikkert.
Organisationer som Læger Uden Grænser og Human Rights Watch påtager sig roller som både partiske medier i felt og politiske eksperter og gør det politisk korrekt i forhold til især vestlige militære interventioner.
Det er altsammen affødt af den kendte men tvivlsomme doktrin om humanitær intervention eller Responsibility to Protect (R2P) – hvor spørgsmålet i en begrænset verden er: Intervention hvor? Mod eller med hvem? Af hvem? Vil vi gøre mere skade end gavn? Og hvor gider vi ikke intervenere?
Svaret på det sidste er: dér hvor største menneskelig behov findes og hvor der samtidig ikke findes strategiske interesser eller mulighed for at bruge våben.
I dagens verden flyver de fleste landes humanisme F16. Også det officielle Danmarks. Ren humanisme, medmenneskelighed og ægte solidaritet er faldet ud af den politiske værktøjskasse.
M for Markedsføring – og USAs valg
Vælger man denne let smarte markedsføring-og-politik strategi i denne nye industri skal man være godt klædt på forinden.
Det findes der, som jeg ser det, to årsager til at MS ikke synes at være.
Generalsekretær Tim Whyte har lige sendt mig en “kære Jan”mail hvori det nye slogan er en parafrase på Trumps kampagne: “Make Solidarity Great Again”.
Herefter beskyldes han for at have “møvet sig frem til magten via racistiske, sexistiske, ultra-nationalistiske, klimafjendske og hadefulde tweets og holdninger.”
Det er lidt af en dom over de mennesker, der har stemt på Trump – like him or not. Og, tænker jeg stille, gad vide om Whyte og hans stab hellere ville have haft militaristen og interventionisten Hillary og hendes krigsglade mand Bill?
Som modtræk fortæller Whyte mig så at “den 20. januar markerer vi solidaritet, lighed og menneskerettigheder på flere måder.” Da skal man om morgenen sige nej uden for den amerikanske ambassade og i en let befalende – inkluderende som man siger – tone overfor tropperne af gode solidaritetsmennesker siger han at “du møder op og tager dine venner med.”
Så bliver det til et fællesfoto om eftermiddagen under det i forvejen helt spontant udformede banner med et andet slogan”Bridges – Not Walls” på. Set før, kan man sige – men nu også på bybusserne. Men derefter er nogle workshop og dertil “drikke vi kan styrke os på” og fest om aftenen.
Det hele er så rigtigt. Indforstået. Det er iscenesat aktivisme og det er vel OK. Men skal aktivister bare danne trop for noget andre arrangerer bekostet vel af bidragsyderne? Eller skal “folket” også tage egne initiativer, spontant og ærligt?
Den nye humanitære industri véd svaret.
Men er det MS’s opgave. Dets fremtid?
Jeg synes man falder for den platte mediekampagne mod Trump endog inden han er tiltrådt. Hvad betyder det at han har “møvet” sig til posten? Og er Whyte’s brev meget andet end populisme, der kan bruges til at fremstille sig selv – MS – som godhedens og solidaritetens evige vogter.
Kalkulerer man mon – rent markedsmæssigt – med at det giver flere støttebeløb?
Jeg leder selv en lille organisation, der hviler udelukkende på frivillige bidrag. Det man rejser penge på er at gøre noget godt, som andre mennesker føler de kan støtte, måske med en vision om en bedre verden, som det er værd at slås for.
Man rejser penge ved at pege på det man har udrettet, gør godt i dag og har planer om hvis man ellers kan få støtte. Der er fokus på kærneaktiviteten og det er den, der bærer frem til indbetalingskortet.
Og man bruger bidragsydernes penge på en måde, der går til formålet, de i god tro har givet det til. Har de mon alle givet MS penge her omkring jul og nytår fordi de altså ikke kan fordrage at ham Trump har møvet sig op til præsidentposten?
Næppe.
Nå, men jeg kommer altså ikke den 20. januar. Som du vil have forstået.
Syrien og PSYOPs
For mig kan MS jo gøre hvad de vil med den nye markedsorienteret politikprofil. Men når jeg alligevel farer i tangenterne er det fordi denne filosofi nu – via forenklinger og det, der er værre – skal gå ud over Syrien og dets uskyldige civile.
Som jeg sagde – skal man befatte sig med stærkt politiserende budskaber for at rejse penge skal man være godt klædt på til det.
Syrien er ikke bare et meget meget kompliceret sæt af konflikter med en meget længere baggrund end 2011 som alle ukyndige referer til – og som kun var en slags dråbe, der fik bægeret til at flyde over siden på en udvikling, der kan siges at gå tilbage til måske 1949. Eller 1916.
Og det er de underliggende konflikter, der er vigtige, ikke den vold der kun er symptomer på dem og som medier og de (selv)retfærdige – inklusive MS’s ledelse, som vi skal se – stirrer sig blinde på.
Syrien er desværre også en historie om hvor meget markedsføring og PSYOP – Psychological Operations, der er blevet anvendt på vejen til det der er den største humanitære krise i verden siden 1945, ifølge FN i Syrien.
Det er måske vor samtidshistoriens mest gennemførte PSYOP, noget som tog fart under Jugoslaviens sammenbrudskrige men i dag er en veritabel krig. En krig om “sandheden” – et farligt ord i enhvers mund – der udkæmpes nådesløst, med milliarder af dollar.
PSYOP eller Psykologiske Operationer er ifølge Pentagon: planlagte operationer der formidler udvalgt information og indikatorer til publikum/offentligheden med det formål at påvirke følelser, motiver, objektive tanker og, i sidste ende, regeringers, organisationers, gripper og individers adfærd.
Man kunne lægge til: fortielser, dæmonisering af én side, brug af kun én sides nyhedsbureauer, anvendelse af kun én type af eksperter – nemlig fra de institutter, der er finansieret af krigsdeltagende lande.
Og således garanteres at modstanden mod ethvert alternativ forståelse er kompakt i de gamle mediers og den gamle politiks boks inde i hvilken group think udgør den eneste åndelige luft.
MS – S for Sandhed og Syrien
Blandt de grupper, der er mål for påvirkning, er naturligvis også medier og folkelige organisationer som MS, der med garanti ikke har tænkt over hvordan man garderer sig mod denne type af psykologiske operationers påvirkning fra top til tå.
De fleste opinionsdannere og nyhedsmedier savner et filter, der fanger propaganda og PSYOPs inden de formidles videre. Group think er én årsag.
Og disse velfinansierede operationer foregår naturligvis i takt med at Syriens folk forbløder og våben- og ammunitionskøbmændene tjener endnu mere.
Så den 14. december kastede MS sig ud i en operation til – bevidst eller ubevist – støtte til sådanne PSYOPs og arrangerede folkelige møder med fakler, sang og det hele til støtte for Aleppos folk. På Christiansborg Slotsplads, regeringens plads. Og nær til medierne.
Man kan ikke fortænke nogen deltager dér og da i at synes at var smukt, værdigt og et godt formål.
Og så bliver det hele alligevel så helt galt i byen og så politisk korrekt at man må spørge hvor enten ukyndige eller hvor kyniske man er i MS’ ledelse og reklameafdeling?
Læs selv hér forkvinde Helle Munk Ravnborgs tale om at sandheden skal frem. Hun er seniorforsker på DIIS – Dansk Institut for Internationale Studier – og burde faktisk vide bedre.
Hun taler – udfra en typisk følelsesbevægende markedsføringstekst – om sandheden og sandheden er denne:
“Derfor er vores appel, at i dag skal være et vendepunkt. At vinter igen skal blive til forår.
Vi, der er samlet her i dag, insisterer på at kunne omsætte vores fantastiske, fælles energi her i aften til noget endnu mere kraftfuldt.
Vi insisterer på, at sandheden skal frem.
Vi insisterer på, at de, der bærer ansvaret for de helt ubegribelige myrderier på en sagesløs civilbefolkning i blandt andet Aleppo, skal stilles til ansvar.
Den syriske stat.
Den russiske stat.
Den iranske stat.
Og andre af regionens stater: Saudi-Arabien, Tyrkiet og Qatar.”
Uvidenhed eller kynisme?
Ordene faldt to dage efter at Aleppos folk blev befriet fra 4, 5 års besættelse af rebeller/oppositionelle/oprører/terrorister (ROOT) – langt flest af de sidste – og alle med støtte af NATO-lande, inklusive Danmark og især Tyrket, Saudi-Arabien, Golf-staterne og Gud véd hvem.
Forkvinden mener altså ikke at sandheden for eksempel også handler om Syriens Venner, om at denne Sarkozy-etablerede organisation i 2012 gennemførte et kup per dekret i Marrakesh og gjorde det allerede da ekstremistiske Syriens Nationale Råd til den eneste legitime repræsentant for Syriens folk og dermed i praksis forsøgte at afsætte landet lovlige og valgte ledelse, herunder naturligvis al-Assad, uden at rådføre sig med nogen i den 23 millioner store befolkning.
Og da dét ikke lykkedes pumpedes ufattelige mængder af våben og trænere ind på ROOT-siden. Tror hun virkelige at den totale destruktion af Østre Aleppo, som jeg har dokumenteret bl.a. hér udelukkende er gennemført af “han dræber jo sine egne”-Assad selv, Putin og Rouhani mens de andre bare er ofre?
At landet skulle have ret til selvforsvar mod omkring 100 udenlandsk støttede gruppers hærgen på dets territorium ifølge Artikel 51 i FN-Erklæringen – falder heller ikke Helle Munk Ravnborg ind.
Som forsker kender hun nok ikke så meget til Syriens historie, de reelle spændinger i klasser, land-by, sekter, økonomisk reform og krise etc – og den evige vestlige indblanding, som man kan læse om hos f.eks. amerikanske analytikere som Robert F. Kennedy og William Polk, Reese Ehrlich eller Christopher Phillips – der næppe er købte af Putin eller al-Assad. Og hun synes ude af stand til at se konflikter og strukturer, der ligger under volden.
Og véd hun alt dette så er hendes ord direkte uhæderlige, forenklende til ukendelighed, demagogisk og dæmoniserende. Markedsføringspropaganda.
Jeg var i Aleppo 10-14. december 2016
Og hvordan kan jeg tillade mig at bruge disse nok så stærke ord – som forhåbentlig ikke er rammende fordi hun blot er ukendt med Syrien og er blevet forført af diverse PSYOPs?
Fordi jeg befandt mig i det Aleppo hun taler om – som den eneste fra Norden. Fra 10. december til 14 december. I både Øst og Vest.
De mange jeg traf så det som en befrielse og takkede Syriens regering og hær samt Putin for befrielse fra det helvede man har levet under i Øst i 4,5 år og den følelse af frygt og fare, der var udbredt i Vest. Det dokumenterer jeg hér i tekst og billeder.
Disse mennesker kender hun ikke til eller lader som om de ikke eksisterer – ifølge hvad jeg fik oplyst 90.000-100.000, der kom over til vest og fik hjælp af Syriens regering, militæret, Røde Halvmåne og russiske læger samt frivillige unge. Det har jeg dokumenteret hér.
På dén side og for disse mennesker så jeg 12-14. december ikke én vestlig humanitær organisation, der gav sin støtte og hjælp.
Selektiv humanisme er ikke humanisme
De Aleppo-beboer hun må tale om er dem, der tilhørte ROOT-grupperne og deres familier (som naturligvis også har lidt) og som måtte flygte fordi de har skudt og såret, dræbt og ødelagt. Ja, også sine egne! Den opposition, der med våben i hånd og vestlig backing har ødelagt store dele af Aleppo og resten af Syrien.
Det må have været dem, der fik MS’ og deltagernes solidaritet dér på Christiansborgs Slotsplads den 14. december 2016. To dage efter Aleppos befrielse fra det ubegribelige helvede de havde levet i.
Uanset om det også er en diktator (ikke en præsident eller statschef) og et regime (ikke en stat og en regering) så legitimerer intet – intet – den vanvittige og grænseløse ødelæggelse, der er sket i specielt Østre Aleppo, en UNESCO World Heritage by, der for så vidt tilhører “os” alle. Ødelæggelserne har jeg dokumenteret hér.
En ødelæggelse, der i snart 6 år har dræbt 300.000 til 400.000, sendt millioner af flygtninge til nabostaterne og Europa, tvunget omkring halvdelen af befolkningen at flygte til andre steder i Syrien og gjort 13 millioner til nødlidende, der har behov for humanitær bistand.
En ødelæggelse som de ledende vestlige lande er dybt medansvarlig for på alle måder. Herunder også Danmark, der var besættelsesmagt i Irak og med til at skabe ISIS og nu også bomber i Syrien – det der normalt kaldes aggression i folkeretten.
En ordentlig humanitær arbejder – en humanist, der taler om alle menneskers lige værd – og en organisation som MS, der véd at gøre solidaritet stor igen – taler ikke kun for én gruppe – de “rigtigt” lidende – og lader ikke hånt om de “forkert” lidende.
Hvad havde været mere passende end at fordømme våbenhandelen, der umuliggør alle fredsløsninger overalt? Og have lavet den lige linje til flygtningestrømmene – de største nogensinde, 65 millioner mennesker? For kontroversielt?
Uvidenheden eller den politiske korrektheds kynisme er skræmmende. Istedet for at tage stilling for os selv og mod “de andre” skulle man have udtrykt ægte solidaritet med alle ofre og alle, der aldrig haft et våben i sin hånd – ofrene jeg viser i mine billeder.
Den 29. oktober talte generalsekretær Tim Whyte foran den russiske ambassade.
Han glemte at tale om andre krigshandlinger end disse:
“Det er de russiske og syriske kampfly, der gør livet i Aleppo til et særligt helvede i den særligt grusomme syriske borgerkrig.
Derfor tier vi ikke her foran den russiske ambassade. De skal høre derinde på ambassaden og i Moskva og mærke den afsky og foragt vi har for deres bombninger af vore medmennesker.
Vores medmennesker i Aleppo er fanget.
Fanget i deres hjem,
fanget i kældrene, hvor de søger beskyttelse,
fanget i desperation, fanget i en belejring. Fanget i en proxykrig. De er fanget i krigens og verdens kynisme.
For ikke nok med at vi i Europa ikke vil lukke flere flygtninge ind. I Aleppo kan de end ikke tage flugten.”
Selektivitet, fortielse, politisk korrekthed: Det modsatte af sandhed og humanisme.
Forhåbentlig er der ikke tale om kynisk smartness og følelsesmanipulation for at samle penge ind.
Forhåbentlig er der tale om en slags uvidenhed og deraf flydende misinformation. Den bør MS diskutere inden for murene og med sine støtter.
Og jeg håber inderligt – også for de nødlidende ude i verden – at den slags blive en kort parentes i denne ellers så gedigne og troværdige organisations liv.
kilde: https://janoberg.me/2017/01/11/ms-markedsfort-sandhed-og-syrien/
