tirsdag den 18. august 2015

Fri af Microsoft:)

              Til Windows XP. Farvel og tak for de mange gode år sammen:)

Nu gik den ikke længere. Min dejlige Dell Inspiron Mini og Windows XP strejkede totalt. Jeg kunne ikke komme på nettet og filerne kunne ikke åbnes.
Blev jeg nødt til at købe en ny pc, med nyt styresystem, windows 10? Hvorfor skal Bill Gate bestemme, hvor ofte og hvornår jeg skal købe ny computer? Hvorfor skal Microsoft have eneret på alle pc-produkter?

                                          Microsoft har ikke eneret:)
Men det har de ikke:) Mit brokkeri gav bonus. Jeg fik fortalt, at jeg kunnu prøve at installere gratis styresystemet "UBUNTU". Det er et light program af LINUX, og velegnet til XP-brugere, som ikke længere kan bruge Windows XP.

                                         UBUNTU er løsningen.  

UBUNTU blev installeret på min gamle Dell Inspiron Mini, og nu virker den fint igen. Der skal nogle dage til at vænne sig til programmet, men der er ikke større forskel end mellem XP og Vista, som jeg kender lidt til.  Med UBUNTU og internet browseren MORZILLA FIREFOX går det hele glat med netbanken og andre internettjenester. 

Læs mere om UBUNTU på dette link:











lørdag den 27. juni 2015

Grækenlands situation og EU-propaganda i medierne.


Jeg er træt af den ensidige propaganda i TV2 og DR om situationen i Grækenland.
Igen i aften Ulrik Bie med sit jammer og de evindelige billerer af Ulla Therkelsen med den samme gentagelse morgen, aften, dag efter dag og ikke at forglemme Lotte Majhede, der 
står i Bruxelles og skråler, som om hun var til fodboldskamp.

De fleste mennesker undtagen tv-journalisterne ved, at den sag har to sider. Kendte kloge mennesker, som Júrgen Habarmas, nobelprisvinderen økonomen Stiglitz, vismanden Christen Sørensen og mange flere, har udtalt sig om, at EU´s krav ikke vil løse Grækenlands problemer, trærtimod.

Da Ulrik Bie igen i aften kom på skærmen, var et for mig at gøre, at slukke for apparatet. I stedet har jeg ledt efter nogen opmuntrende græsk musik.

onsdag den 24. juni 2015

Krybdyrehjerner styrer verden

Medmenneskelighed eller krybdyretaktik.
Så et glimt af en TV-udsendelse, hvor nogen påstod, at verden styres af nogle (dinosaurer) krybdyr fra rummet. 
Nu tror jeg ikke på rumvæsener, eller min hjerne gider ikke beskæftige sig med den slags, men vores menneskehjerne har de forskellige udviklingstrin indbygget, og nogle mennesker bruger deres krybdyrehjerne mere end andre. 
Det ser ud til at disse mennesker, der er mindre udviklede på det sociale og empatiske område, har en fordel i vores demokrati:( De bliver også hyldet i historiebøgerne såvel som i vores nutidige mainstreem-medier. 
Helle Løbner Langeland, Citat,: "Uanset hvor gamle vi bliver og hvor veludviklet vores hjerne er, er det reptilhjernen(krybdyrehjernen), der har flest skænderier på samvittigheden og som er skyld i konflikter, lige fra de små slag, der udkæmpes I børnehaven og til blodige krige, sat i værk af verdens mægtigste mænd. Det er reptil-hjernen, der styrer for vildt."  
http://www.hedeager-loebner.dk/images/krybdyr-hjerne.pdf

fredag den 12. juni 2015

Kronik af Jan Øberg

http://janoberg.me/2015/06/12/om-danmarks-udenrigs-og-sikkerhedspolitik-til-valget-og-folkemodet/#utm_sguid=155260,e59f2efe-e450-074d-6fe6-fad66abc89ca

KRONIK til valget og Folkemødet - 
En ny dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik – af Jan Øberg
Taknemmelig for størst mulig spredning da Politiken ikke ville have den som kronik

Ny dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik – til valget og Folkemødet
Udenrigs- og sikkerhedspolitik burde være en del af valgkampen.* I en globaliseret verden bestemmes mere og mere af Danmarks fremtid af hvordan verden omkring Danmark udvikler sig. Det er dér rammebetingelserne skabes for dansk politik. Udenrigspolitik handler om at påvirke verden på en for os selv og verden god måde.
I globaliseringens tid er der to grupper, der har forstået at fremtiden er regional og global og at nationalstaten er på vej ned; det er erhvervslivet og militæret, der begge ser verden som ét system. Derimod hænger den politiske sfære uhjælpeligt fast i en forældet opfattelse af at nationalstaten og national demokrati er altafgørende. Faktisk bliver det mindre og mindre betydningsfuldt hvad vi stemmer på til Folketinget fordi de vigtige rammebetingelser afstikkes i Bruxelles, New York, Moskva, Beijing, i BRICS-landene (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika), i Valutafonden, NATO etc.
Den politiske sfære halter altså efter den økonomiske og militære. Vi kan stadigvæk ikke stemme om hvilke danskere, der skal repræsentere os i f.eks. FN og NATO og andre inter-nationale fora. Endnu mindre har vi globale styremekanismer – ingen høringer eller folkeforsamling i FN, ingen folkeforsamling tilknyttet de store organisationer. Og hvor fremragende og uundværligt FN end er sidder 5 stater, der idag på ingen måde er repræsentative for verden – men tegner sig for 85% af verdens våbenhandel – som en anakronisme og forsøger at bestemme verdens gang.
Men den internationale informations- og mediestruktur omdannes hastigt takket være Internettet så sker der intet i statens demokrati. Man ser ingen plakater om noget som helst uden for Danmark (og stadigt mere navlebeskuende, personfikserede budskaber). Tanken om at vi en dag må og skal træffe beslutninger globalt sammen på tværs af landegrænser og nationale parlamenter glimrer ved sit fravær.
20080229-4_p022908sc-0042-515h
Det nationale demokrati risikerer herved og over tid at blive mere og mere udemokratisk – idet nationale politikere i stort omfang vil blive en slags administratorer hvis opgave det er at implementere og kontrollere den lokale implementering af allerede trufne internationale beslutninger – det vil sige at få folk til at tro at det er den bedste af alle verdener og at vi ingen andre valg har (TINA = There Is No Alternative). Kort sagt, afslutningen på det, vi hidtil har forstået ved begrebet demokrati.
Indtil vi få et internationalt eller globalt demokrati, der kan matche militærets og de store selskabers globale strategier, vil vi rode rundt med detaljer og totalt miste de store linjer. Den tendens er allerede tilstede i tidens politik og valgkampe med al uønskelig tydelighed.
På det mere konkrete plan gælder det naturligvis om at Danmark gebærder sig så godt som det overhovedet er muligt og både er til nytte for verden og får det bedst mulige ud af verdensudviklingen for egen del. Hér ser det trist ud af to grunde – dels at dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik er i dyb krise med en serie alvorlige krigsfiaskoer bag sig siden 1999 hvor vi under socialdemokratisk-radikal ledelse blev bombenation og dels at disse spørgsmål overhovedet ikke figurerer i valgkampen.
Medierne accepterer at politikerne har defineret hvad der vil skal stå i centrum for debatten, man stiller ikke selvstændige spørgsmål uden for den dagsorden, der implicit ligger i valgkampen.
I en tid hvor fodbold/FIFA behandles som menneskehedens vigtigste spørgsmål dækkes valgets emner i sportens koreografi: to hold (røde og blå), der kæmper om bolden (økonomien/tegnebogspolitiken) og finter og dribler (valgløfter og overbudspolitik alle véd ikke holder) samt korruption (f.eks. enigheden om at folket ikke f.eks. skal diskutere nye kampfly, etiske spørgsmål, kultur etc. – for dét kan ”vi” ikke vinde på).
At mainstream medier skulle være et kritisk korrektiv til regering og folketing, en fjerde statsmagt kan vi glemme. De relevante alternativer findes på nettet men ikke i TV- og radioaviser, Deadline og lignende. Diskursen er lige så konform og overraskelsesfri i forhold til den førte politik som et landkort er til landskabet.
Danmark har været i krig – bombet og/eller haft tropper på jorden – i Serbien (1999), Afghanistan, Irak (2003-2007) og igen nu mod ISIS i Irak (2014 – ) og i Libyen (med alle folketingspartiers accept) samt erklæret sig parat til at deltage i operationer mod Syrien; vi støttede Syriens Venner, der viste sig – forudsigeligt – ikke at være så venlige men dét opdagede udenrigsledelsen først da våbnene var pumpet ind.
Modsat hvad vi forventes at tro handler disse krig ikke om at løse de konflikter, der ligger under alle typer af vold og krige. Danmark deltager i disse krig – der uden undtagelser må betegnes som fiaskoer på sine egne udtalte præmisser – fordi vi er NATO-medlemmer og nært knyttet til USA og dets imperiums politik.
I forhold til de forbrydelser vi har været med til at begå – som brud på folkeretten, omkring 1 million døde irakere, et totalt sammenbrudt Libyen og døde danske soldater – har Danmark ikke vundet noget på disse projekter. De ligger ikke i nogen forstand i danske interesser – hverken økonomiske, politiske, religiøse eller etiske.
Vi har derimod fået et dårligt ry og rygte som USAs følgagtigt logrende vovse, der kl 12 en fredag efter at Washington har ringet torsdag eftermiddag med stor patos siger ja til at bombe i Irak.
Den vigtigste beslutning nogen regering kan tage – om at deltage i krig -behandles uansvarligt. Myten om vores gode vold og retfærdige krige mod ”de onde” tilhører normalbilledet.
Påstanden om at vi jo er ude og bekæmper terrorismen savner troværdighed. Da krigen mod terror begyndte efter 9/11 døde omkring 500 mennesker årligt verden rundt som følge af terror. Idag er tallet omkring 18.000. Terrorgrupperne har stor fremgang, er i høj grad en konsekvens af USAs næsten konstante krige og dets over 600 basefaciliteter i godt 130 lande, våbenhandel og regimeundermineringer hist og pist – blandt andet Ukraine.
Det er karakteristisk for hele det politiske spektrum i Danmark at man ikke vil diskutere hvorfor der er terrorisme i verden – det kunne jo legitimere de ondes politik og udstille vore egen dobbeltmoral. Men atforklare er ikke det samme som at forsvare.
Det er jo så enkelt: ”det er mennesker, der vil os ondt” og så giver vi en milliard til terrorpakker, der er ren symptombehandling fordi man på Christiansborg aldrig spørger: Hvad er årsagerne til terrorismen og hvorfor synes den at øge?
Og som en læge, der skærer i patienten uden nogensinde at have sat en diagnose – endsige læst medicin – går det derudaf. Mod afgrunden – først for de andre og en dag for os selv.
Altså er vores højeste formål at dræbe terrorister, ikke at forstå terrorismens væsen, drivkræfter eller historiske brændstof. Bare vi givermere penge til flygtninge eller terrorbekæmpning så har vi løst problemet. Og politikerne kan sige: Jamen vi gør da noget! Og dette vi så gør postuleres at være for det godes skyld; derfor kalders det ”humanitær intervention.”
For at kunne fortsætte denne intellektuelt styrtdykspolitik i baghjulet af det amerikanske imperium (der som alle andre går ned og i disse år viser stadig tydelige tegn på svækkelse) skal Danmark nu købe nye kampfly: 30-40 milliarder kroner i anskaffelse og derpå mindst 100 milliarder kroner over 30 års operationstid.
Det må være den største investering Danmark nogensinde har foretaget? Men den skal ikke diskuteres i valgkampen. Hvad der hidtil er kommet frem er at der er tre fly at vælge imellem – blandt hvilke favoritten F-35 allerede er udskreget i fagtidsskrifter (også amerikanske) som sindssygt dyrt og alt andet end flyvefærdigt.
Hvad Danmark skal med den slags offensive, langtrækkende, højdestruktive fly over de næste 30 år tales der ikke om. Vane- og gruppetænkningen er bastant og det Militær-Industrielle-Media-Akademiske Kompleks (MIMAK) kører derudaf.
Miltæret vil naturligvis have det nyeste at lege med. Til forskel for 20-30 år tilbage er kun meget få folketingspolitikere klædt på hvad angår international politik, sikkerhed, militærdoktriner, flyteknologi etc:Industrien vil have kontrakter og medproduktion – også meget foreståligt. I medieverdenen er der højst en håndfuld der er kyndige på sikkerhedspolitik i bred forstand. Slutteligt savner danske  forskningsinstitutter såvel fredsekspertise som en af staten uafhængig finansiering. Og man slår jo ikke den hånd, der føder én.
Vores egen militarisme er ikke til debat, kun Ruslands, og hér er der ikke tale om en konflikt mellem en eller flere parter, kun om et ondt, revisionistisk imperium med en psykopatisk leder, der er på vej til at æde os i den frie verden, se bare på begyndelse i Krim.
Og Rusland er netop krumtappen i den ”frygtologi”, danskerne udsættes for hver dag. De fleste mennesker tror at der sidder nogle meget kloge eksperter i stats-, udenrigs- og forsvarsministerierne og diskuterer med folk fra forskningsverdenen for at finde ud af hvad der reelt truer Danmark frem til f.eks. 2050 – og at man derpå planlægger et forsvar og en overordnet sikkerhedspolitik, der bedst kan møde disse trusler.
Desværre har dét billede intet med virkeligheden at gøre.
I virkeligheden kører MIMAK helt uden for demokratisk kontrol sit eget løb med nye våben og teknologier og budgetkrav. For at kunne finansiere disse ting – som f.eks. præsident Eisenhower advarede verdens imod i sin afskedstale – så må man opretholde et skræmme- snarere end trusselsbillede.
Det tog jo ikke lang tid for Vestverden/NATO at beslutte sig for at fortsætte selv når både Sovjetunionen og Warszawapagten var styrtet sammen. Man ekspanderede istedet NATO skridt for skridt fra 1994 under Clintons ledelse – imod alle vestlige statsmandsløfter til Gorbatjov om at NATO aldrig ville ekspandere. (Ukraine i dag er en konsekvens blandt andet af dette).
Så derfor må Rusland, der i hvert fald i dag og i overskuelig fremtid ikke udgør en trussel mod vest, opreklameres som en ny kæmpetrussel. Uanset at Ruslands militærudgifter er 8% af NATOs og der ikke findes én NATO-officer, der heller ville gøre tjeneste i Moskva, der også har lavere teknologisk status. Hvis man har 8 heste og modstanderen 100 skal man være enten sindssyg eller suicidal for at starte en krig. Men man kan provokeres ind i en.
De danske F16 fly blev anskaffet i 1975 fordi de skulle beskytte os mod angreb på Danmark. Rusland har været lige ved at invadere os regelmæssigt siden 1945.
F16 er kun blevet brugt i fatale krige som nævnt ovenfor. Og i dagens og fremtidens sandsynlige konflikter kommer de ikke at have andre roller end at gøre ondt værre. Det er jo nemlig sådan at den gamle invasionskrig og inter-nationale krige er gået stærkt tilbage og den typiske krig er intern mellem diverse fraktioner i ét stort rod som i dagens Syrien, Yemen, Afghanistan etc.
At bombe modstandere fra luften med langtrækkende, super-destruktive bomber er kun modproduktivt: slår uskyldige ihjel i hobetal, øger hadet, løser ingen underliggende konflikter og gør modstanderen/terroristen endnu mere smart og determineret.
Men så giver de vel arbejdspladser? Også forkert!
Hvis du skal investere 100 kroner for at skabe arbejdspladser får du langt flere ved at putte pengene i hospitalspersonale, skolelærer, kulturliv og infrastruktur end i våbenindustri, som er ekstremt kapitalintensivt. Krig som sådan dræner den civile økonomi i alle lande – USAs krige er en central årsag, men ikke den eneste, til at USAs økonomi er svækket i forhold til lande, der stort set ikke betjener sig af militære midler uden for deres eget territorium – såsom BRICS.
Ja og så kan man da lige tænke hvor meget godt, der kunne gøres i Danmark og ude i verden hvis man besluttede at bruge slag på tasken 150 milliarder til at skabe udvikling og mægle i andres svære konflikter i stedet for at slå folk ihjel.
Men skal Danmark ikke have et militært forsvar?
Selvfølgelig skal det det – vi skal bare have flyttet balancerne.
Så længe en rimeligt stor andel af danskerne ønsker et militært forsvar kan man jo ikke bortse fra den komponent i et demokrati. Det militære forsvar bør derfor være kortrækkende, resistent og højst mobilt inden for en kort radius men ikke a) kunne bruges til offensive operationer ude i verden og b) fungere sådan at det i andres øjne er en trussel hvorved det bidrager til oprustning. Der er altså brug for en klart stærk defensiv komponent – for f.eks. helikoptere, ikke kampfly.
Vor fremtidige sikkerhed kan også øges ved at Danmark har en god evne til at klare kriser, sanktioner, modstå cyberangreb og hvad man nu kan forestille måtte blive fremtidens trusler. Vi kunne satse endnu mere på klimaet og på FN og OSCE.
Resten handler om vor måde at forholde os til omverdenen på – om vi vil være til nytte eller fortsætte med krig og bomber, der skaber mere had, terror og traumer. Hvem er de sikreste lande i dagens verden? Sådan nogen som Schweiz, lande der som Costa Rica ikke har noget militær, lande der gør nytte på den ene eller anden måde, ikke har nogen relation til kærnevåben etc.
Danmark kunne blive et fristed for mægling hvor konflikt- og krigsparter kunne sidde i tryghed udenfor mediernes projektører og drøfte holdbare løsninger på lang sigt. Man kan blive et land, der uddanner mæglere, konflikt- og fredseksperter, opretter et fredsakademi hvor diplomater, militærfolk, og konflikt/fredseksperter kan udbyde kurser, dialogisere og finde på løsninger på verdens problemer.
Det ville kræve en master-uddannelse og senere PhD på selvstændige institutter. Danmark har institutter nok for militær og oprustning i hvilke begreber som fred med fredelige midler, konfliktanalyse, ikkevold, forsoning, dialog, tilgivelse synes at være fremmedord.
Man kunne omlægge politiken ikke imod USA men i højere grad i retning af BRICS-landene. Man kunne foretage egentlige humanitære interventioner – nemlig mod fattigdom, sygdom, had, racisme etc – alt det der netop ikke kan gøres med F16 fly. Vi kunne blive et land som verden atter respekterer fordi det gør noget konstruktivt og humant og ikke bare følger trop på His Master’s Voice’s fallerede, forældede imperiepolitik.
Danmark har forpligtet sig til – som alle andre medlemmer – at skabe fred med fredelige midler. Det står der i kapital 1 i FN-Erklæringen. Kun den dumme kyniker griner af dét som ”urealistisk” – for det mest urealistiske af alt er at fortsætte med at lave fred med ufredelige midler.
Og forresten bør krig afskaffes – som slaveriet, børnearbejdet, det absolutte monarki og kannibalisme. Men det tager lidt længere tid i vores civilisationsproces.
Hvis vi er et frit land er fredspolitik mulig. Og danskerne kan kræve debat og en ny politik efter valget – og smide det forældede militaristiske tankegods overbord.
Skrevet med henblik på valget og Folkemødet på Bornholm. Manuskriptet blev sendt til Politikens kronikredaktør med henvisning til valget. Fem dage gik uden svar, efter to rykkere blev det – forudsigeligt – et nej. Derfor publicerer jeg den nu hér og over sociale medier. Med en så sendrægtig behandling gør aviser sig jo mindre og mindre relevante.

2 RESPONSES TO “NY DANSK UDENRIGS- OG SIKKERHEDSPOLITIK – TIL VALGET OG FOLKEMØDET

  1. eske holm 
    ja, og Politikens chefredaktør er bror til udenrigsministeren.
    Christopher Emil Bruun er et skvadderhoved og beskytter sin chef og brormand.
    Bo Lidegaard var nært samarbejdende med Anders F. Rasmussen, og er nu chef for en forhenværende kulturradikal avis. Tjuhej, hvor det går.
    Det er skammeligt, at POL ikke tager din gode kronik
    (der er bare et par svenske steder… alle, ikke alla!)
    Den er totalt på linje med min debatbog (som udkommer ca 1.9.)
    Nu afsnit om missilskjold gled ud af min bog (Danske Diagnoser), ville jeg gerne citere et par fyldige steder fra din kronik?
    venlig hilsen fra Eske
  2. Efter at ha’ arbejdet i 35 lande over de sidste 40 aar, har jeg set en del. Udenrigspolitisk var det noget af et shock at vende hjem. Tonen er jo lig med den, vi havde i 50’erne… ”Pas paa, Russerne kommer” – helt hen i vejret – ja det er faktisk vaerre end i 50’erne, da vi nu er blevet til en krigs nation – en angrebs nation, siden 2003; vi er medlem at et NATO som ikke er det samme, vi skrev under paa in 1949, og vi er medlem af et EU, som heller ikke er det samme som vi skrev under paa i 1972, da det hed EF.

    Danmark er et rigtigt dejligt land – det bedste, tror jeg, at bo i…. men det bliver det ikke ved med, hvis vi ikke aabner vores oejne for hele verden og ser den uden “de vestlige briller’ vi har paa lige nu, men ser den som den er – – Vesten er paa vej ned, fordi vi har den ide, at vi skal nasse paa andre – at vi skal ha’ noget uden at betale den fulde pris – – det er faktisk en kriminel indstilling – – for eksempel TTIP – hvor de helt store selskaber vil komme til at bestemme ALT. Jan har sagt det saa godt – jeg behoever ikke gentage alle hans eksempler paa hvor galt det er.

    Jeg har arbejdet med socialt arbejde og med sundhed i EU – USA – Afrika – Asien – med nationale regeringer – med FN – NGOs i alle disse land… arbejdet med faengsler – skoler – universiteter – og med hospitaler – jeg har set lidt af hvert. Der er rigtigt mange gode ting derude… go der er mange frytelige ting – og de frygtelige ting er vi med til at goere vaerre.

    Det er paa tide at vi her i Danmark vokser op og ser paa, hvordan vi kan baade bevare det Danmark, vi alle elsker, medens vi ogsaa hjaelper de lande der har brug for det. Og Jan’s forslag on folkelig representaion og medbestemmelse i nationale og internationael fora, boer vi arbejde paa at goere til virkelighed.

    Til slut vi jeg lige sige:
    HELE VORES OEKONOMISKE FREMTID AFHAENGER AF HVEM VI ARBEJDER SAMMEN MED… Vi kan vaelge at arbejde med BRIKS landene BRASILIEN, RUSLAND, INDIEN, KINA, SYDAFRIKA og alle de lande, der goer det, der slutter op om dem dvs 5-6 billioner af de 7 vi har paa Jorden… eller vi kan blive ved med at foelge EU OG USA hvor oekonomien er ved at brase sammen…

    Der er NU vi skal vaelge.

    Bente Petersen
    Odense

lørdag den 6. juni 2015

Vi stemmer, D.I. bestemmer



                                                        Vi stemmer

Vi kan godt stemme, men det er ham, Karsten Dydvad, Direktør i Dansk Industri og hans venner, der bestemmer. 

Flere udenlandske arbejder til Danmark råber de.
Flere arbejdsløse, flere at dele affaldet i containerne, og det vigtigste,
flere at trykke lønnen.
De drømmer om asiatiske tilstande med den superbillig arbejdskraft.
De plejer at få deres vilje og er nok ligeglade med, hvem der stemmes på. 

De 400, der har indflydelse, sidder jo ikke i Folketinget.










































tirsdag den 2. juni 2015

Qvortrups troværdighed

Journalisters troværdighed

Udsendelsen Qvortrups Valg på dk4 i går 2. juni skulle forestille, at Henrik Qvoterup var gæst , og han blev interwiewet af Ole Stephensen.

De to diskuterede de politiske partiers og deres kandidaters troværdighed.

Uden begrundelser var de to journalister enige om, at Alternativets og Enhedslistens partiprogrammer ikke på nogen måde kunne realiseres. 

To meget fantasiløse og indskrænkede journalister, som ikke kan forestille sig andet, end den herskende nyliberalistiske tankegang, som de også har tilfælles med de fleste journalister i TV2 og DR.




lørdag den 16. maj 2015

Kampen imod de skjulte privilegier og monopoler i vort demokratiske samfund

http://modkraft.dk/blog/erik-christensen/kampen-imod-de-skjulte-privilegier-og-monopoler-i-vort-demokratiske-samfund


Jeg fandt denne interessante artikel på modkraft.dk og kunne ikke lade være med at kopiere den til min blog.

Kampen imod de skjulte privilegier og monopoler i vort demokratiske samfund



Demokrati – et samfund der er fri for privilegier af enhver art
I Danmark siger vi, at vi har demokrati, og mange mener, at det næsten er ideelt og ikke trænger til at fornys og videreudvikles.
Demokrati er blandt andet defineret ved at være et samfund, der er fri for privilegier af enhver art. Efter demokratiets indførelse tæller hver borger principiel lige meget, ingen har særrettigheder
I Danmark var det imidlertid kun 15 % af borgerne, der fik stemmeret, da vi fik Grundloven i 1848. Det tog over 50 år for kvinderne, ”fjolser, forbrydere, fattiglemmer og folkehold” at blive en del af demokratiet.
Med demokratiets indførelse blev adlens og gejstlighedens privilegier afskaffet og i forlængelse heraf blev også en række særrettigheder af økonomisk og politisk art som f.eks. for købstæder og bestemte erhverv afskaffet.
Til vores liberale demokrati hører nemlig også en forestilling om at ingen må have en monopolstilling og særrettigheder på det økonomiske marked.
I dag synes den demokratiske ideologi om et privilegie-frit demokrati kun at brydes af kongehusets særstilling og privilegier.
Få har derfor øje for, at der i dag findes nogle få mere skjulte privilegier og monopoler, som er med til at skævride både vores liberale økonomi og demokratiet.
Derfor kan man sige, at vort liberale demokrati egentlig ikke lever op til sine egne idealer.
De nutidige mere skjulte økonomisk-politiske privilegier er knyttet til produktionsfaktorerne – penge, jord og arbejde.
 De private bankers pengeskabelse
Meget få tænker på, at retten til at skabe penge udgør et meget værdifuldt økonomisk privilegium. De fleste tror, at det er Nationalbanken, der udsteder vores penge. Men realiteten er, at dette privilegium i dag næsten fuldstændigt er overdraget til de private banker. Det er Nationalbanken, der skaber kontanter, slår mønt og trykker pengesedler, men det udgør under 6 % af pengemængden. De private banker skaber resten - 94 % af pengemængden - som kontopenge skabt ud af ingenting gennem en simpel bogføringsproces. 
Bankernes profit-orientering betyder, at jo mere økonomien ekspanderer, jo mere villige er bankerne til at udlåne penge, og jo mere økonomien skrumper, jo mere tilbageholdende er de med deres udlån (og investeringer). Derfor kan Nationalbanken ikke styre pengemængden effektivt.
De private banker får en slags skjult statsstøtte og pengeskabelsen er udenfor demokratisk kontrol. At de private banker har fået det økonomiske privilegium at kunne skabe de fleste af vores penge udgør altså både et demokratisk og et økonomisk problem.
Privatisering af jordrenten
Et andet vigtigt mere uformelt privilegie er retten til at inddrive den samfundsskabte jordrente.
I takt med samfundets udvikling, bliver jord en stadig mere knap produktionsfaktor dvs. jordrenten stiger. Der udspringer altså en stor natur- og samfundsskabt indtægtskilde af jorden. I det nuværende økonomiske system tilfalder denne indtægtskilde jordejerne, skønt indtægtskilden ikke skyldes jordejernes indsats.
Da kun ca. 1 % af befolkningen ejer over 60 % af jorden, udgør ejendomsret til jorden et stort økonomisk privilegium.
Privatiseringen af jordrenten skaber økonomisk ustabilitet. Jordrentens følsomhed overfor ændringer i købekraften medfører store udsving i jordens handelsværdi. I opgangstider stiger jordens handelsværdi, hvilket øger bankernes mulighed for at skabe kontopenge, som igen øger købekraften og dermed starter en spiral af stigende jordrente og øget pengemængde. Under en lavkonjunktur og faldende købekraft falder jordrenten og dermed jordens handelsværdi. Det reducerer værdien af de sikkerheder, som er stillet for bankernes udlån, hvorfor bankerne er nødt til at foretage nedskrivninger af egenkapitalen, hvilket bidrager til solvenskrisen. Udsvingene i jordens handelspris henover konjunkturcyklen betyder, at nogen får en ufortjent gevinst, og andre et ufortjent tab.
Et job-privilegium for de få
Mange i vores samfund lever med en bevidst eller ubevidst illusion om, at der kan skabes fuld beskæftigelse. Realiteten er, at vi lever i et samfund med permanent arbejdsløshed større eller mindre.  Den teknologiske udvikling øger arbejdsproduktiviteten. Det har medført, at der langt fra er lønarbejde på fuldtid til alle, der kan eller vil arbejde.
Gennem de seneste 25 år har der nogenlunde konstant været ca. 800.000 af de 18-66 årige udenfor arbejdsmarkedet (svarende til 1/4 af arbejdsstyrken).
Den nuværende fordeling af lønarbejdet og indretningen af overførselsindkomsterne har skabt en fastlåst klassedeling: Øverst befinder sig de mest privilegerede lønmodtagere, der altid kan skaffe sig et vellønnet arbejde; nederst den 1/4, der er udenfor arbejdsmarkedet på forskellige former for overførselsindkomster, fordi der midlertidigt eller permanent ikke er brug for dem. Imellem disse grupper findes så en stigende gruppe – et prekariat – som ofte kun kan tjene en beskeden løn og ofte er arbejdsløse og har svært ved at finde fodfaste på arbejdsmarkedet. Den førstnævnte gruppe har på grund af arv og miljø et økonomisk privilegium.
Monopol gevinster, der strider imod ideen om et privilegie-frit demokrati
Konklusionen med hensyn til de skjulte privilegier er, at tre grupper - de private banker, de private jordejere samt de sikre lønmodtagere - alle inkasserer en monopol gevinst, som strider imod ideen om det privilegie-fri demokrati. De private banker inkasserer en møntnings-gevinst, de private jordejere indkasserer en jordrente, og de sikrede og højtlønnede lønmodtagere indkasserer en job-rente.
Hvorledes fjerner man så disse økonomiske privilegier? Ved at inddrage dem igennem beskatning og sikre at alle borgere får gavn af eller andel i disse økonomiske gevinster.
Demokratisering af pengeskabelsen
 For det første bør man sikre, at Nationalbanken får eneret til at skabe alle penge såvel kontanter som elektroniske penge. Dermed forsvinder de private bankers privilegium. Dette betyder, at bankejernes arbejdsfri indkomst forsvinder, hvorved bankejerne ophører som økonomisk klasse og bankejerne bliver almindelige virksomhedsejere. Det centrale i et liberalt demokrati er den demokratiske kontrol over pengeskabelsen, ikke forvaltningen af udlånene. Derfor bør der kun ske en nationalisering af pengeskabelsen, ikke af bankvæsenet som sådan
Opkrævning jordrenten - fuld grundskyld
For det andet bør jordrenten inddrives fuldt ud til fællesskabetDet kaldes også fuld grundskyld. Dermed ophører privatiseringen af jordrenten og de deraf følgende skadevirkninger. Fuld grundskyld er en jordlejeværdiafgift, der svarer til jordrenten og som skal betales af jordejeren. Hvis fx jordrenten på et givent jordstykke er 100 kr. om måneden (dvs. hvis den månedlige økonomiske værdi af at have brugsretten til det pågældende jordstykke er 100 kr.), så skal skødehaveren af det pågældende jordstykke betale 100 kr. om måneden til fællesskabet. Fuld grundskyld medfører at jordejerne mister deres arbejdsfri indkomst.
 En ubetinget basisindkomst for alle
For det tredje bør alle sikres basal økonomisk tryghed og frihed. Det gøres ved at alle sikres en ubetinget basindkomst. Det er en ret til en indkomst på et beskedent niveau, dvs. et sted mellem folkepension og arbejdsløshedsunderstøttelse. Den er universel, dvs. for alle individer i Danmark (dvs. statsborgere eller mennesker med permanent opholdstilladelse). Den er ubetinget, den tildeles alle uafhængig af indkomst og formue, og der er ikke tilknyttet nogen rådighedspligt eller aktiveringspligt.
En basisindkomst har både karakter af en samfundsdividende og en kompensation for at alle ikke kan sikres et lønarbejde. Basisindkomsten kan tage form af en dividende, der fremkommer ved fordeling af en del af den grundskyld, som samfundet opkræver. Men en del kan også finansieres af den skat på job-renten, som samfundet opkræver.
 En stor utopi: Samtænkning af de tre reformer
Muligheden for gennemførelsen af de tre reformer vil blive væsentlig styrket, hvis de ses og gennemføres sammen.
En nationalisering af pengeskabelsen betyder, at Nationalbanken får eneret til at skabe penge og får en møntnings-gevinst. Den kunne bruges til oprettelsen af en Samfundsbank, som overtager realkreditinstitutternes virke på non-profit-vilkår. Den ville kunne lette muligheden for at jordrenten kunne inddrives som fuld grundskyld til statskassen. Jo mere der kommer ind i statskassen som grundskyld, jo mere kunne en basisindkomst siges at have karakter af samfundsdividende dvs. en uddeling til borgerne af de inddrevne natur- og samfundsskabte værdier.
Pengereformen kan altså ses som en forudsætning for en vellykket fuld grundskyldsreform, der sidenhen muliggør en basisindkomst-reform i form af en samfundsdividende.
Demokrati, social retfærdighed og økonomisk effektivitet
Tilsammen vil en penge-, grundskylds- og basisindkomstreform betyde:

 Et demokratisk fremskridt, fordi den bl.a. sikrer alle basal økonomisk tryghed og frihed,
fjerner pengesystemets iboende demokratiske skævvridning og overførselsindkomstsystemets forskelsbehandling, klientgørelse, tvang og mangel på retssikkerhed.

Større social retfærdighed, fordi den fjerner hovedparten af de arbejdsfrie indtægter
(jordejernes og bankejernes), fordeler lønarbejdet på flere personer og gør uligheden mindre.

Et mere effektivt økonomisk system, fordi den bl.a. vil fjerne de systemskabte konjunkturudsving, vil skabe et stabilt ejendomsmarked og vil spare en masse udgifter til administration.

En mere udførlig analyse og argumentation for en sammenhængende penge-, grundskylds- og basisindkomstreform findes i Syntesetankens skrift:
Mikkel Klinge Nielsen, Erik Christensen, Uffe Madsen, Lars Bækgaard, Wolmer Møller, Jakob Mikkelsen og Poul Gerhard Kristiansen: Bæredygtig demokratisk markedsøkonomi. Se http://www.syntesetanken.dk/wp-content/uploads/2012/06/B%C3%A6redygtig-demokratisk-markeds%C3%B8konomi.pdf
Gruppen der arbejder for en ubetinget basisindkomst:http://www.basisindkomst.dk/ oghttps://www.facebook.com/groups/BIEN.Danmark/?fref=ts
Endelig en engelsk sammenfatning af Syntesetankens reformforslag:
Erik Christensen & Karsten Lieberkind: A basic income reform as part of the abolition of economic privileges and the creation of a sustainable society. Paper presented at the 14th BIEN Congress 2012, Munich, Germany, Sept. 14 – 16, 2012. http://erikchristensen.net/wp-content/uploads/2012/09/Christensen-Lieberkind-BIEN-paper-20121.pdf