Uduelige ledere

Så udsendelsen om skat i DR i går aftes.

Jeg har kun en kommentar: Uduelige og inkompetente ledere.

Når dumme ledere og politikere bliver konfronteret med deres alvorlige fejltagelser, forsvarer de sig med, at man kan altid være bagklog.

Den slags nytter ikke at tale fornuft med. De lytter ikke til andre.

Hvis vi andre gjorde vores arbejde så dårligt, som disse velbetalte, inkompetente personer, så ville vi hurtigt få vores opsigelse.

Jeremy Corbyn vil gøre noget ved uligheden.

Den britiske labour formand Jeremy Corbyn kommer med forslag om at mindske uligheden i befolkningen. Her et lille uddrag af en artikel i The Guardian, og jeg vil hermed sende det videre til formanden i det danske socialdemokrati:

Hej Mette Frederiksen. Hvad siger du til Corbyns forslag.

Firmaer skal betale en løn, der er til at leve af, før de får lov til at betale udbytte til ejerne.

Der skal være en grænse for direktørers og bestyrelsesmedlemmer godtgørelser i forhold til arbejdernes løn-niveau.

Dette, for at forhindre, at størstedelen af væksten ender hos nogle få personer.
Når pengene på denne måde deles til flere, vil forbruget vokse, og arbejdsløsheden vil blive mindre.

Artiklen kan læses her:

http://www.theguardian.com/politics/2016/jan/16/jeremy-corbyn-to-confront-big-business-over-living-wage?CMP=fb_gu

Red Barnets fremtid

Kære Helle! 

Har lige læst på Red Barnets hjemmeside, at 50 kr pr måned, redder et barn fra sultedøden.
Hvad med at give til samfundet, som du plejer at sige. Hvad med frivilligt arbejde som du og andre danske politikere prioriterer så højt.

Mit forslag:
Du arbejder frivilligt og giver din løn(200.000 kr pr mdr. Er ikke helt sikker på, om det er det rigtige tal?) til Red Barnet og redder 4.000 børn om måneden fra sultedøden. Jeg går ud fra, at din statsminister pension og din mands løn er nok til at forsørge familien.

Eller har Red Barnet sat:
Ulven til at vogte gæs? 
Du skal modtage, andre skal betale!

Jean-Claude Juncker og Bill Gates, navne på to magtfulde personer

 Jean-Claude Juncker og EU

De unge vil ikke Europa, bliver ofte gentaget i medierne.

Hvad er det for noget sludder? Europa er andet end EU, og selv om mennesker er imod EU, så betyder det ikke, at de ikke vil et konstruktivt samarbejde, med gensidig respekt for hinanden, mellem de europæiske stater.

Problemet er, at EU er en mærkelig konstruktion, der ikke er i stand til, at løse væsentlige problemer.

Hvilke interesser, der styrer EU, kan man se af, hvem kommissionsformanden er, Jean-Claude Juncker, forhenværende statsminister i Luxembourg, da Luxembourg hjalp og stadigvæk hjælper store internationale koncerner med skatteunddragelse.

Bill Gate og klimatopmødet.

Hvilken interesse har ejeren af Microsoft, Bill Gates, i omstilling til grøn økonomi, energibesparelser og brug af færre ressourcer?  

Opskriften på at blive verdens rigeste mand.

Microsofts forretningsmodel er, at produkterne har unødvendigt korte perioder, hvor disse er brugbare. For pc´ernes vedkommende styres dette med softwareprogrammerne.

For ca. to år siden fik jeg som så mange andre besked på at skifte styresystem på min pc. Jeg kunne ikke komme igennem til min netbank, fordi Java ikke længere understøtter xp-styresystemet. Jeg fik tilbudt at installere et nyt styresystem fra Microsoft på nettet, men da jeg gik i gang med det, fik jeg besked på, at pc´en var for gammel. Hvad så?

Efter flere undersøgelser på priser på pc´er, sagde en bankmedarbejder til mig, at jeg skulle skifte fra Google Chrom til Firefox.

Det gik meget godt et stykke tid, men så blev det for farligt, xp var ikke længere sikkert, fordi antivirusprogrammerne beskyttede det ikke længere.

Igen fik jeg et råd at en bekendt. Jeg skulle installere et gratis styresystem på min gamle pc. Styresystemet kaldes UBUNTU, eller UBUNTU-light, fordi min pc har begrænset kapacitet. Ubuntu opgraderer løbende sikkerheden og jeg bruger hver dag min syv år gamle DELL-mini. Jeg kan ikke lade være at tænke på, hvor mange pc´er Microsoft sælger dagligt, fordi de løbende laver om på styresystem og softwaren.

Smadrede smartphones.

Hvor meget mon ikke it-industrien også tjener på smadrede smartphonen-glas. Min mistænksomhed siger mig, at f.eks. Microsoft ikke er ked af de skrøbelig glas, så længe burgerne finder sig i det og bare køber en ny hver gang. Her er brug for en eller anden straf for energi- og ressourcespild.

Personer som Bill Gates har kun en interesse, og det er at tjene penge, flere penge og endnu flere penge. Hans intentioner med grøn energi kommer til udtryk i hans udtalelse i Paris. At fremstille energi, der koster det samme, som de fossile brændstoffer koster i dag.

Det bliver ikke noget af det, vi hidtil har kaldt for grøn økonomi med vedvarende energikilder.

Og drømmen om, at vi ikke længere skulle sende en stor del af vores penge til arabiske oliesheiker, men bruge dem i områderne, hvor vi bor, den drøm, kan vi glemme. Bill Gates behøves ikke smarte forretningsmodeller, som med software-projekterne, for når han skal sælge energi, så kommer pengene strømmende.

Jeg tvivler på at energi, solgt af verdens rigeste mand, vil komme alle jordens beboere til gode.

Dagpenge og førtidspension - ordenes nye betydning.

Retten til dagpenge og førtidspension er resultat af arbejderklassens kamp for overlevelse, når arbejdsløshed eller  sygdom indtræffer, og når nedslidning på arbejdsmarkedet gør mennesker uarbejdsdygtige

Men ordene dagpenge og førtidspension får ikke længere en til at føle samme tryghed som før, som Georg Orwell sagde: "Først stjæler de ordene, bagefter stjæler de deres mening."

                                               Førtidspension
Førtidspensionen betød retten til et anstændigt liv for dem, der var nedslidte på arbejdsmarkedet, dem der havde været ude for en arbejdsulykke og dem, der er for syge til at arbejde,
I dag betyder ordet, førtidspension, ikke retten til et anstændigt liv. Dette har Folketinget, arbejdsgiveres forlængede arm, lavet om på. I dag betyder ordet, at du er ude på at snyde samfundet
Ordene "det solidariske samfund", har også fået ny betydning. Før betød det, at ældre, syge og svage også havde ret til et anstændigt liv. Vi er alle i risikogruppen, så det var meget godt at vide, at blev vi syge, så fik vi ikke økonomiske problemer oveni. I dag betyder ordene "det solidariske samfund", at du skal give noget til samfundet, lige meget hvor syg eller nedslidt du er. Der bliver lavet forordninger, som er med til at presse  den sidste livs-gnist ud af syge, endda døende mennesker. Sådan blev "Det solidariske samfund", lavet om til at betyde, "mistænkeliggørelse, forfølgelse og torturlignende behandling af alvorligt syge samfundsborgere."

                                Folketingsmedlemmers  begrundelse.                              To medlemmer af Folketinget, Jacob Jensen fra Venstre og Lennart Dam-Andersen fra Socialdemokratiet bedyrede i DR's Deadline den 20. okt. , at den vigtigste begrundelse for de såkaldte ressourceforløb, er at hjælpe mennesker ud af ensomheden og den store ulykke, som det er, at de mister deres forbindelse til arbejdsmarkedet.
Jacob Jensen indrømmede, at det økonomiske også har betydning og at der, inden loven om ressource-udredningen, var en tendens til, at for mange kom i førtidspension, men for ham var det vigtigste, ikke at opgive folk ved at give dem varig offentlig forsørgelse uden tilknytning til arbejdsmarkedet. Bare en halv time om ugen er bedre end ingenting.

Socialdemokraten Lennart Dam-Andersen var et ekko af Carsten Koch's snak om motivation. Det er ikke ordningen med ressource-udredningen, der er noget galt med, men de kommunale  medarbejderes kompetence, til at motivere de syge, til at være positivt indstillede over for ordningen, med eller uden seng.

                                             Dagpenge og kontanthjælp.
På samme måde er det med ordene  dagpenge og kontanthjælp. Dagpenge, igen et resultat af fagforeningernes kamp, for at have noget at leve af i tider med konjunktursvingninger og arbejdsløshed. Ordene, der betød støtte og hjælp, betyder nu aktivering, overvågning og kontrol. Socialrådgivere, der før havde til arbejde at rådgive økonomisk trængte mennesker, skal i dag fremtrylle alle mulige underlige meningsløse former for aktivering, og kontanthjælpen, der bliver mindre og mindre, er ikke den nødvendige hjælp længere, men nærmere et kontrollsystem, der gør folk bange og syge.

                                              Frivilligt arbejde. 
Det sidste ord, der er ved at skifte indhold, er ordet frivilligt arbejde. Ifølge Støjberg skal det være et krav til dem, der søger dansk statsborgerskab, at de har lavet frivilligt arbejde, d.v.s. de bliver tvunget til frivilligt arbejde. Hvis du ikke laver frivilligt arbejde, så er du ikke en del af dansk kultur.
 Først aktivering, en ordning, hvor private firmaer tjener penge på at hjælpe mennesker på kontanthjælp med at aktivere sig selv. Så fleksjob, hvor arbejdsløse og førtidspensionister, arbejder både privat og kommunalt, hvor arbejdsgiveren  betaler en lille del eller måske intet af lønnen. Det næste bliver måske tvunget frivilligt arbejde på plejehjem, i børneinstitutioner eller andre steder.
                                         
                                          Ikke tilfældigt.
Denne fordrejning af ordene og indskrænkningen af folks frihed, til selv at bestemme over deres tid, er ikke tilfældig. Dette er derimod de pengestærkes massive propaganda, for at bilde flertallet af befolkningen ind, at det er for  kernevelfærden og folks trivsel, at disse nedværdigende og manipulerende tiltag gennemføres.
Deres evige jammer om, at der ikke er penge til noget længere, er ikke bare en stor løgn, men stammer fra filosofien om minimal staten, som ved hjælp af medier og købte politikere er blevet prædiket de sidste mange år.

De nyeste medlemmer i dette kor er "Liberal Alliance". Ikke fordi de andre partier, lige fra Socialdemokraterne og højre ud, ikke klarer det uden LA, men LA's "chefideolog" Lars Seier Christensen, sagde det klart og tydeligt i en tv-udsendelse. Alle offentlige forsørgelse skal væk.
På spørgsmålet om, hvad der skal ske med f.eks de arbejdsløse, svarede han: Der vil altid være nok af mennesker, der har behov for at hjælpe de svage.

Rigt land, med fattige børn!

Dagens kommentar.

Nedbrydning af offentlige institutioner:
De borgerliges inklusiv socialdemokraternes politik er, at alle offentlige institutioner, skolen, sygehuse, skat m.m. skal ødelægges, så de private kan overtage. I privatskolerne er klassekvotienten lavere, og der går politikkernes børn jo. Det minder mere og mere om historierne fra USA. Dem, der har penge, går i privatskoler, mens lærerne i de fattige kvarterer kæmper med dårlig økonomi og samspilsramte børn.


Claus Hjort sagde i går:
Vi ville gerne give danske børn bedre forhold, men kasseeftersynet har talt. Det har vi ikke råd til. Hvilke tal står der i dette kasseeftersyn? Var der måske ikke andre steder, der kunne spares, f.eks ministerlønninger og -pensioner. Eller lidt omprioritering, at prioritere børns opvækst frem for kampfly? Hvilken glæde har sultne og understimulerede børn af, at Danmark deltager med de store, med at bombe rundt om i verden?

Flygtningestrømmene er en boomerang (del 3)

http://riko.nu/flygtningestroemmene-er-en-boomerang/

 RIKO  Rådet for International Konfliktløsning

RIKOs anbefalinger i relation til flygtningesituationen

På kort sigt:

    Basere vor holdning til krigsflygtninge på gældende konventioner (Folkeret); fastholde en europæisk tradition for humanisme og hjælp til folk i nød; finde regionale europæiske løsninger, ikke hytte os bag nationalistiske og populistiske holdninger.
    Internationale flygtningestrømme er nok det mest grænseoverskridende man kan tænke sig. EU er netop konstrueret til at tage sig af problemer, der er grænseoverskridende. Derfor skal EU og det øvrige Europa ind i løsningen af flygtningeproblemerne, bedst i samarbejde med de arabiske lande. Der bør laves kvoter for, hvor mange flygtninge (der opfylder asylkravene) hvert land skal modtage, baseret på objektive kriterier (befolkningstal, BNP, allerede modtagne flygtninge). Det er politikernes udfordring at få dette igennem på europæisk, evt. europæisk-arabisk niveau. Et flertal i den danske befolkning støtter ifølge opinionsundersøgelser op om en sådan fælles løsning.
    En integrationsproces sættes igang straks efter modtagelse af asyl, så flygtningene ikke tabes i det sociale system og ender i social isolation.

På mellemlangt og langt sigt:

    Der skal opbygges stærke mæglings- og konfliktløsningsorganer i internationale og regionale organisationer som f.eks. FN og EU, og statslederne i disse organisationer skal bakke om om dette. Mæglere og facilitatorer kunne være nogle internationalt respekterede fhv. statsmænd og –kvinder.

    Konfliktforebyggelse bør have en langt mere fremtrædende plads i dansk og europæisk udenrigspolitik. Vi ved i dag meget om de risikofaktorer, der er i spil ved udvikling af konflikter. Men ofte reagerer politikere først, når konflikten er brudt ud i lys lue, og volden er begyndt at eskalere. Dette må ændres. Der skal reageres tidligt på udbrud af symptomer på konflikter, både internt i et land (kan ende i borgerkrig) eller mellem to stater. Og sigtet med at reagere skal være at nedtrappe og løse konflikterne.

    Hvad gør vi i de lande, der allerede er ude i borgerkrige og interne voldsspiraler? Lad os tage eksemplet Syrien, som Europa i øjeblikket modtager flest flygtninge fra. Først må man gøre sig klart, at Syrien er en af de mest komplekse konflikter i verden i dag. Der er flere lag af konflikter. Der er for det første en intern borgerkrig mellem Damaskus-regimet på den ene side og oprørsgrupper på den anden side, og landet er delt mellem dem. Reelt er der indtil nu sket uendelig lidt i processen mod at skabe fred i Syrien. Mens Danmark og andre lande deltager i luftkampagnen mod Islamisk Stat, er realiteten, at kampen mod IS stort set intet har at gøre med det langsigtede forsøg på at skabe en varig fred i Syrien. Det kræver først og fremmest en fredsaftale mellem de syriske oprørsbevægelser og det siddende regime. Og mellem deres udenlandske støtter.

    For det andet er der en dyb regional konflikt om Syrien mellem Saudi Arabien og allierede på den ene side og Iran på den anden. For det tredje er der en international konflikt om Syrien mellem Vesten (EU, USA) på den ene side og Rusland og Kina på den anden. Denne magtkamp foregår bl.a. i FN. Man må derfor begynde med at nå til en forståelse internationalt i FN, samt regionalt, så Saudi Arabien og Iran finder frem til en magtbalance-aftale. Disse øvre lag i konflikten er stater med diplomatier, kontakt med hinanden og FN at agere i. Disse øvre lag i konflikten må lægge et massivt pres på de interne parter for en politisk løsning. En militær løsning i en konflikt, hvor deltagerne på begge sider er stormagter og stærkt militariserede, er udelukket. Der er kun forhandlingsvejen tilbage – alt andet vil gøre situationen værre.

    I andre lande hvor der kommer flygtninge fra, f.eks. i Irak, Libyen og Afghanistan, må der også sættes gang i højprofilerede forhandlings- og mæglingsbestræbelser. I Libyen, hvor de to parter, der regerer hver sin del af landet med kaos til følge, må parterne presses til våbenhvile og en form for fredelig magtdeling og/eller koalitionsregering. Kun derved kan flygtningepresset standses.

    De mange nationer i Europas nærhed, på Balkan, i Nordafrika og i det øvrige Afrika, hvorfra der kommer hovedsageligt økonomiske migranter, må Europa sammen med resten af verden inddrage i en ny udviklingsproces i multimilliard-klassen , der skaber reel socio-økonomisk udvikling og mere rimelig fordeling af rigdommene, så folk motiveres til at blive i deres lande.

    Regeringer, internationale og regionale organisationer(bl.a. FN og EU) må begynde at tænke på en anden fremtid både med hensyn til at løse konflikter og fredsopbygning (udvikling). Nationalismen og populismen, som er på fremmarch i Europa i øjeblikket, må have et stærkere modspil.



RIKO Anbefaler

    Information | Eksperter: Det er for let for Vesten at gå i krig fra luften
    The Elders | Fire ideer til at sikre freden
    Anmeldelse | ”An Intimate War: An oral History of the Helmand Conflict 1978-2012.” af Mike Martin