Terrorangrebet 11. september 2001 blev planlagt i 1990’erne
som en slags chockterapi, et nyt “Pearl Harbor”. En krig var tvingende
nødvendig, hvis den stolte amerikanske krigsindustri ikke skulle lide et
uopretteligt knæk – Sovjetunionen var opløst, og krigsindustrien var løbet tør
for fjender. Værre endnu var, at USA med stormskridt mistede sin globale
politiske førerrolle i takt med, at det nye verdenskort uden Sovjetunionen var
ved at forme sig. Alt det, der havde gjort Amerika stort – og visse familier
stenrige – stod for forfald.
Planen for, hvordan den amerikanske krigsindustri igen
skulle komme på benene, blev præsenteret i 2000 af den højreorienterede
politiske tænketank “Project for a New American Century” (PNAC). Den var
grundlagt tre år tidligere af prominente neokonservative som Dick Cheney, Jeb
Bush, Richard Perle, John Bolton, Scooter Libby, Paul Wolfowitz, Robert Kagan
og William Kristol, og hele projektet havde to formål: 1) hvordan genrejser vi
den amerikanske krigsindustri og 2) hvordan får vi igen USA til at spille den
politiske førerrolle i verden.
PNAC-rapporten fra 2000 beskriver i detaljer, hvilke
opgraderinger af det amerikanske forsvar der er brug for til at løse
konflikter, som USA forudser i de kommende årtier. En stor del af
Bush-administrationen blev formet af medlemmer fra PNAC, der således i praksis
kunne videreføre de visioner, de selv havde formuleret.
Af PNAC-rapporten fremgår det ordret, at den nye fremtid for
Amerikas krigsindustri kommer hurtigere, hvis USA oplever “et nyt Pearl
Harbor”, hvilket netop 11. september 2001 i dag af mange iagttagere betragtes
som.
Reaktionen på 11. september 2001 kom lige så prompte som
efter angrebet på Pearl Harbor i september 1941: USA gik i krig, og nærmest
hele nationen bakkede op om det. Denne gang er der imidlertid ikke tale om en
enkeltstående konflikt med en bestemt magthaver, krigen mod terror er en
verdensomspændende og uendelig krig. Og enhver, der ikke er på USA’s side er
pr. definition på terroristernes side, som George Bush sagde den 21. september
2001 på “Voice of America”.
Krigen mod terror er blevet en fødemaskine for den globale
krigsindustri – USA, Tyskland, Frankrig, England og Danmark for blot at nævne
nogle få aktører. Som følge af denne krig bombarderer og ødelægger vi byer og
beboelser i Sudan, Jemen, Syrien, Afghanistan og Irak, hvor vores handlinger
har forårsaget millioner på flugt. Altsammen i jagten på enkeltindivider, som
af USA’s efterretningstjenester udpeges som “terrorister”. Et kredsløb uden
ende, som automatisk skaber både flygtninge og terrorister – i næsten samtlige
tilfælde de seneste 20 år med våben og sprængstoffer leveret fra Vesten.
På mindre end 20 år siden 11. september 2001 er alle vore
respekterede institutioner og værdier ødelagt. Det formentlig mest
menneskefjendske diktatur i verden, Saudi Arabien, er formand for FN’s
Menneskerettighedskommission og tilsvarende leder af FNs Kvinderettigheder. Nobel
fredsprismodtager Obama kastede alene i 2016 mere end 25.000 bomber verden
over, og siden 2002 har USA haft en lov, som siger at landet med militær magt
vil befri enhver US-statsborger, der bliver tilbageholdt af
menneskerettighedsdomstolen i Haag (Hague Invasion Act).
I de senere år har USA bygget op til krig med Rusland på
europæisk jord, og vi har i dag den største koncentration af kampklare tropper
i Europa siden 2. Verdenskrig. En konventionel krig i Europa vil betyde, at
millioner af europæere vil dø, men det er en risiko, som USA er parat til at
løbe, endda bakket op af krigsinteresserede europæiske politikere. Der tales om
truslen fra øst, men der er ingen sådan at spore – truslen fra vest er langt
mere alvorlig for Europas fremtid.
USA er afhængig af krig
Nordamerika er som nation dybt afhængig af krig og har været
det i årtier, nærmere det seneste århundrede. Politikerne anvender næsten to
trediedele af de frie budgetmidler til “forsvar”, og uden den kørende
krigsmaskine ville USA være fallit og færdig.
Ud af en samlet historie på 238 år har USA været i krig i
222 år, for det meste langt væk hjemmefra og altid for at indføre “demokrati og
frihed”. Denne nation betaler to tredjedele af omkostningerne ved NATO og
benytter således forsvarsalliancen til at gennemføre krige, som passer med
USA’s udenrigspolitiske mål.
To præsidenter har advaret mod denne udvikling: Præsident
Dwight Eisenhower i sin “afskedstale” i 1961 og præsident John F. Kennedy tre
måneder senere (Secret societies speech). Begge har nævnt det
militær-industrielle kompleks og begge talte om “deep state”. Siden da har
ingen præsident adresseret emnet – så enten har de dunkle kræfter måttet give
op, eller også har de vundet og overtaget styringen af enhver præsident lige
siden.
Det militær-industrielle kompleks blev for alvor grundlagt
under 2. Verdenskrig og i den kolde krig. Her blev tjent formuer på
krigsmateriel og leverancer til CIA og andre hemmelige tjenester. I praksis var
der ingen limit for bevillingerne til denne opbygning, det var politisk god
tone at gøre alt for, at “kommunisterne” ikke skulle vinde indflydelse, hverken
i verden eller i USA. Med den kolde krigs afslutning, stod også denne æra for
krigsfinansen foran en ende, og det var en katastrofe man for enhver pris ville
undgå. Løsningen var den evige og globale krig mod terror, som præsident Bush
kunne udråbe meget kort efter 11. september 2001.
Kort herefter dukkede de første tegn op, på at Saudi Arabien
havde en finger med i spillet. Mere end 20 medlemmer af den saudiarabiske Bin
Laden-familien blev i hast og hemmelighed fløjet ud af USA i dagene lige efter
11. september 2001. 15 af de 19 påståede flykaprere var saudiarabiske
statsborgere, og de 11 af dem havde fået deres VISA-papirer på den amerikanske
ambassade i Jeddah, Saudi Arabien – samme sted, hvor papirarbejdet for tusinder
af Mujahedin-kæmpere (CIAs indsats i Afghanistan) foregik.
Meget pegede på Saudi Arabien, men verden jagtede en mand og
hans terrororganisation i Afghanistan. Alle spor mod Saudi Arabien blev afvist
eller hemmeligstemplet.
Saudiaraberne var imidlertid ikke alene om jobbet. Ifølge en
61 siders rapport fra DEA (Drug Enforcement Administration) i 2002 arbejdede en
israelsk spionagering aktivt i USA på dette tidspunkt. Flere researchere peger
på, at 14 af disse agenter, i rollen som “kunststudenter” havde autoriseret
tilgang til konstruktionsdelene af tvillingetårnene. De havde overvåget
regeringskontorer, forsvarsministeriet og privatadresser hos ansatte i DEA. Men
ikke et ord om Israel heller, jagten på Osama Bin Laden var forlængst gået ind.
Senator Al Franken har i sin satiriske bog fra 2004 omtalt
det forbudte begreb “Jødekaldet”. Et faktum er, at mange mennesker med jødisk
oprindelse blev advaret mod at flyve eller opholde sig i New York denne dag.
Franken beskriver, at han således selv modtog “the jew call” og derfor ikke som
ellers forventet var på sit kontor i tvillingetårnene den 11. september 2001.
At nogen på meget højt niveau har haft forhåndsviden om
begivenhederne, bevises også af det høje antal tilfælde af konstateret
insiderhandel på børserne 11. september 2001 og i dagene før og efter. I dag
har flere universiteter påvist massiv insiderhandel, ligesom den tyske
finansjournalist Lars Schall har beskæftiget sig indgående med emnet.
Den danske statsminister Poul Nyrup Rasmussen bekendte i
2009 åbent, at han var blevet ringet op nogle få minutter før, det første tårn
kollapsede, og at nogen havde fortalt ham at der nu var “overhængende fare” for
et kollaps. Udtalelsen er i sandhed kryptisk, da et sådant kollaps aldrig før i
verdenshistorien havde fundet sted, og der var således ingen indikationer for
en sammenstyrtning, som man kunne henføre til tidligere erfaringer – hvordan
kunne nogen så forudsige katastrofen? Også New Yorks borgmester Rudy Giuliani
beretter tilsvarende, at han fik et opkald med advarsel om kollaps, før det
første tårn styrtede sammen – en advarsel, som kun forbrydelsens gerningsmænd
kunne stå bag.
En så omfattende operation med internationale forbindelser,
falske identititer og rejser, planlægning og forberedelse, er det i en moderne
verden ikke muligt at holde skjult for de store efterretningstjenester. Og CIA
havde da også i mange måneder briefet præsident Bush om, at noget var under
opsejling. Briefingerne blev ignoreret af Bush og hans stab, selv den meget
omtalte “For the President only”-briefing fra 6. august 2001 med titlen “Bin
Ladin Determined To Strike in US”.
Om det så i realiteten var Bin Laden, der stod bag planerne,
er en anden sag. Det var med sikkerhed ikke Bin Laden, som stod bag
aktiespekulationerne på Wall Street og andre internationale børser i dagene
omkring 11. september 2001. Det var formentlig heller ikke Bin Laden, der
ringede til den danske statsminister – hvem var det så?
En bevidst overtagelse af magten
Sammenfattende tyder meget på, at hændelserne 11. september
2001 var en del af en planlagt overtagelse af den politiske magt i USA og den
militære magt på verdensplan, og historien har rødder i både USA og Saudi
Arabien.
Den tidligere præsident George H. W. Bush var fra 1976 til
1977 direktør for CIA, og ifølge bl.a. journalist Wayne Madsen benyttede han
lejligheden til at “privatisere” den saudiarabiske sikkerhedstjeneste, altså
etablere “sit eget private CIA”, som han benyttede til hemmelige operationer,
han ikke kunne eller ville forelægge for kongressen – eller, om man vil: Et CIA
hvor ting kunne gennemføres, som CIA ikke selv ville lægge navn til.
Bush-familien og Bin Laden familien har i mere end 20 år
haft forretningssamarbejde, og den senere præsident George Bush grundlagde
f.eks. sit første oliefirma med penge fra bl.a. Bin Laden familien. Bin Laden
familien var sågar officiel investor i det amerikanske Carlyle Group –
præsidenternes firma, verdens største krigsindustri – indtil efteråret 2001, hvor
det rent politisk blev for pinligt for eliten i USA, og familien trak sine
investeringer ud.
Hvor stor en rolle, krigsførsel spiller for USA ser man
bl.a. af den store energi, der i 1990’erne blev lagt for dagen i at påvirke
skiftende præsidenter til at invadere Irak. Det ville sikre adgang til de
enorme olieforekomster i landet og samtidig berede vejen for en ny, årtier lang
og overskudsgivende konflikt. Umiddelbart efter 11. september 2001 sendte PNAC
således (endnu) et brev til præsident Bush og bad ham fjerne Saddam Hussein
eller i det mindste sørge for et regimeskift – “selv om der ikke findes beviser
for sammenhæng mellem Irak og angrebene 11. september 2001”.
Tilbage i 1998 skrev de samme mennesker et enslydende brev
til præsident Clinton: “Vi forlanger, at De og Deres administration
gennemfører en strategi for at fjerne Saddam Husseins regime fra magten, med
diplomatiske, politiske og militære midler”. Brevet var underskrevet af Donald
Rumsfeld og Paul Wolfowitz, senere forsvarsminister og viceforsvarsminister i
Bush-administrationen.
Tidligere sikkerhedsrådgiver for præsident Carter, Zbigniew
Brzeziński, indrømmede i 1998 i et interview i Le Nouvelle Observateur, at CIA
startede understøttelsen af Taliban-modstandsgrupper mod den “pro-sovjetiske”
regering i Afghanistan i juli 1979, og at dette førte til den sovjetiske
invasion af landet i december samme år. Formålet med armeringen af Taliban var
altså at provokere en sovjetisk invasion, en klassisk “stedfortræderkrig”.
I oktober 2009 fortalte tidligere udenrigsminister Hillary
Clinton da også til CBS 60 minutes, at CIA havde fortsat denne finansiering,
armering og træning af disse grupper og dermed selv havde “skabt” Al-Qaeda.
Fællesfaktor er i hele forløbet CIA, som ikke mindst gennem
sin saudiarabiske “lillesøster” har haft midler og logistik til at gennemføre
disse gigantiske operationer. Senator Bob Graham, som længe har kæmpet for
frigivelsen af de “hemmelige” 28 sider, siger at Saudi Arabien har en “lang og
skrækkelig historie med finansiering af international terror” og at
finansieringen af både Taliban og Al-Qaeda kommer fra Saudi Arabien.
Tankevækkende er det så, at netop krigen mod terror er det,
der har givet den konservative elite i USA sin gamle politiske rolle tilbage og
genrejst krigsindustrien til nye usete dimensioner. Kunne der være en
forbindelse?
Pentagon havde i oktober 2001 færdige krigsplaner for syv
specifikke lande i de kommende fem år, en nærmest direkte fortsættelse af
arbejdet i PNAC – og i vid udstrækning udarbejdet af den samme personkreds.
Ifølge tidligere øverstkommanderende for NATO-styrkerne i Europa, general
Wesley Clark, stod landene Syrien, Libanon, Libyen, Somalia, Sudan og Iran nu
for tur – krig, terror og oprør hersker nu i seks ud af syv nævnte lande, hvor
det er lykkedes CIA at opruste og skabe splid – eller hvor vi med bomber
systematisk har jagtet påståede terrorister og dræbt tusinder og atter tusinder
af uskyldige.
Et andet afgørende dokument er et Pentagon-strategipapir fra
2012, offentliggjort i 2015 af Judicial Watch. Her beskrives, hvorledes USA og
andre vestlige lande aktivt støtter grupper som “Al-Qaeda, The Muslim
Brotherhood and the Salafists”, fordi de nu kæmper mod præsident Assad i Syrien
(som ønsket af CIA gentagne gange siden 1980’erne). Her forudsiges, at den
heftige oprustning vil føre til etableringen af en egentlig “Islamisk Stat”
(hvilket skete i 2014). Strategien var og er: Våben skaber konflikter,
konflikter er big business – og situationen i det tidligere Irak er forlængst
så kaotisk, at grupper, som er blevet trænet og bevæbnet af Pentagon kæmper mod
grupper, trænet og bevæbnet af CIA. De to parter har hver sit “hemmelige”
våbenprogram, og koordineringen er ikke altid ideel. Den sikre vinder er i alle
tilfælde våbenindustrien og dens globale finanskilder – præcist som ønsket og
forudsat i PNAC-rapporten “Rebuilding America’s Defenses”.
Mediernes rolle
Medierne bør i dag betragtes som part i denne udvikling
snarere end som iagttagere. De vestlige medier kontrolleres på højeste niveau
af CIA, og dermed er ringen sluttet, den frie presse er afskaffet.
En tidligere redaktør på Frankfurter Allgemeine, en af
Tysklands største og mest respekterede aviser, udgav i 2015 bogen “Købte
journalister”, hvor han beskriver hvordan CIA’s styring af tyske journalister
er “vidt udbredt, alment accepteret”, og hvordan journalister, som ikke spiller
med, vil opdage at deres karriere er slut. “Det ved enhver”, skriver Udo
Ulfkotte.
Han bakkes op af f.eks. den tidligere tyske finansminister
Oskar Lafontaine, som i 2016 udtalte: “at nogen tyske journalister bliver
fortalt af CIA hvad de skal skrive, burde i dag være vidt og bredt bekendt”.
Altså er der næppe sket nogen forbedring af situationen siden 1977, da
Watergate-journalisten Carl Bernstein skrev sin bog “CIA and the Media” hvor
400 anerkendte amerikanske journalister blev afsløret som CIA-medarbejdere.
CIA arbejder på vegne af den amerikanske – i dag nærmere
globale – krigsmaskine og fungerer på alle niveauer: medier, politikere,
tænketanke og ngo’ere, og sådan har det været gennem årtier. Præsident Kennedy
sagde, at disse krigskræfter er “skyld i den kolde krig”, de samme krigskræfter
er skyld i krigen mod terror, og det er på høje tid at gøre op med dem.
Gennem de CIA-kontrollerede medier har vi i årtier fået
serveret, hvad der senere har vist sig som usandt, propaganda for at skabe
opbakning til krige. At 11. september 2001 skal føjes til rækken, må betragtes
som meget sandsynligt, og mønstret vil være præcis det samme som Hitlers
propagandaminister anvendte overfor det tyske folk.
I oktober 1990 stod en grædende 16-årig pige frem for den
amerikanske US Human Causus Rights og berettede, hvordan hun som sygeplejerske
havde set Saddam Husseins soldater trænge ind på et hospital i Kuwait og kaste
babyer fra kuvøserne på gulvet. En gribende historie, som blev gentaget af
præsident Bush (Sr) mere end 300 gange i de efterfølgende uger. Han kaldte
Saddam Hussein “slagteren fra Baghdad” og sagde, at han var en “tyran værre end
Hitler”. Men hele historien var løgn, pure opspind, instrueret af et
reklamebureau, Hill & Knowlton, som tilhørte en af George H.W. Bush’s gamle
venner. Betalt af den kuwaitiske ambassadør i Washington, og den 16-årige pige
var hans datter.
Den 5. februar 2003 stod den daværende amerikanske udenrigsminister
Colin Powell foran FNs Sikkerhedsråd og præsenterede sine “beviser” på
masseødelæggelsesvåben i Irak. Vel vidende, at det var usandt, berettede han at
Saddam Hussein ikke fulgte FN-resolutionerne om nedrustning, og Powell
præsenterede en lille tube med et hvidt pulver som bevis på biologiske våben i
Irak. Det var altsammen løgn, ikke fejl eller misforståelser, men løgn – det
ved man i dag fra det såkaldte Downing Street Memo fra juli 2002, altså næsten
et år før Colin Powell stod foran FN. Alle vidste fra juli 2002, at præsident
Bush ville invadere Irak, og at der ville blive fabrikeret falske
bevismaterialer for at opnå målet. “The intelligence and facts were being fixed
around the policy”, skrev en tydeligt oprevet engelsk embedsmand til Tony Blair
og regeringsstaben efter et besøg hos kollegerne i Washington.
I begge disse tilfælde spillede mainstream medierne med, og
de er derfor medansvarlige for den nuværende situation. Terrorangrebet 11.
september 2001 betragtes i dag af mange researchere og iagttagere som endnu en
“falsk flag operation” i rækken. Endnu en årsag til at indlede
krigsoperationer, og denne gang uden udsigt til at krigen nogen sinde vil ende.
Vi bliver i 2017 politisk, kulturelt, militært og økonomisk
ledet af et land, der er dybt og inderligt afhængig af krig, og det i sig selv
burde for længst have fået nogen til at råbe vagt i gevær. Men isbjerget
smelter, sandheden kan aldrig holdes tilbage. Det må være et spørgsmål om kort
tid, før de sidste anstændige politikere i den vestlige verden træder i
karakter og siger fra.
