Inge Røpke, Danmarks
første professor i økologisk økonomi har stadig svært ved at få publiceret sin
forskning, fordi økonomi stadig i mange fagtidsskrifter og politiske cirkler
betragtes som læren om, hvordan man skaber mere vækst og mere rigdom til stadig
flere. Foto: Tine Sletting
i Information 11. december 2012
Det er en ældgammel idé. Det startede
egentlig med fysiokraterne,« siger Inge Røpke. Og nu har ideens udbredelse nået
et foreløbigt lokalt højdepunkt med udnævnelsen af Danmarks første professor i
økologisk økonomi.
Fysiokraterne var de franske naturfilosoffer,
som i 1700-tallet mente, at naturlovenes gyldighed også måtte omfatte
menneskesamfundene. Og Danmarks første økologiske økonomiprofessor er Inge
Røpke. Udnævnt af Aalborg Universitet og tilknyttet universitetets nye Center for
Design, Innovation og Bæredygtig Omstilling, DIST, der
har til huse i Københavns sydvestkvarter og som officielt indvies den
11. januar.
Udnævnelsen afspejler en voksende erkendelse
af mainstream-økonomiens begrænsninger og behovet for nye modeller for udviklingen.
»Jo, der er sprækker,« siger Inge Røpke.
Men den økologiske økonomi udgør stadig en
minoritetsdagsorden, selv om den som videnskabeligt felt har været
længe undervejs.
»Grundideen er at betragte økonomien som en
organisme med et stofskifte. På samme måde som menneskekroppen, hvor stof går
ind og holder liv i organismen for derefter at blive sendt ud i degraderet
form. Det er alle sådan set enige om. Uenigheden opstår i spørgsmålet om,
hvilke konsekvenser det må have at se verden på den måde. Økologiske økonomer
siger, at det må betyde, at økonomien og dens processer skal beskrives i
biofysiske termer og med mål for økonomiens faktiske størrelse i forhold til
naturgrundlaget, dvs. i form af stofstrømme, energiregnskaber, økologiske
fodspor osv. – i stedet for blot i priser.«
»I mainstream-økonomisk teori finder markedet
frem til den rigtige pris, og det er så automatisk udtryk for, hvad noget er
værd. I den version af økologisk økonomi, som jeg står for, er det nonsens.
Pris og værdi har groft sagt ikke noget med hinanden at gøre, fordi priser er
historiske konstruktioner – en afspejling af magtstrukturer, kultur, kønsroller
og alt muligt andet,« siger Røpke.
Priserne er mainstream-økonomiens forsøg på
at sætte sig ud over det faktum, at der i den virkelige verden
hersker usammenlignelighed.
»Værdi kan ikke bestemmes på én måde. Vi er
nødt til at diskutere ud fra, at der kan gælde flere kriterier for værdi. Det
er et vigtigt forskningsfelt for økologisk økonomi.«
Slagsmålet
– Når
nu økologisk økonomi har idémæssige rødder helt tilbage hos 1700-tallets
fysiokrater, hvorfor er det så stadig et marginaliseret forskningsfelt?
»Bl.a. fordi det ikke har leveret svar på de
udfordringer, som tidligere er blevet betragtet som centrale for samfundet. I
1930’erne var f.eks. arbejdsløsheden den store udfordring, og det skabte
grundlag for keynesianismens gennembrud, fordi den som teori svarede på tidens
problemer. I 1970’erne, hvor miljøbevidstheden vågnede, udviklede økonomer som
Nicholas Georgescu-Roegen og Herman Daly den moderne version af økologisk
økonomi. De gik i clinch med mainstream-økonomerne og søgte at overbevise dem
om, at der er grænser for vækst, og at økologisk økonomi simpelthen er måden,
økonomi skal tænkes på, det vil sige den skal erstatte den traditionelle
økonomiske tænkning. Det gik dem ilde,« påpeger Røpke.
Efter at have løbet panden mod en mur i
forsøget på at forvandle den etablerede økonomiske tænkning gik det voksende
antal økologiske økonomer egne veje. Man etablerede i 1989 The International
Society for Ecological Economics med fokus på at opbygge et
eget forskningsfelt.
Og det er lykkedes. Man har i dag egne
videnskabelige tidsskrifter, velbesøgte faglige konferencer og et levende
forskermiljø med originale videnskabelige arbejder og et stigende antal
deltagere.»Men vi har på en måde forladt slagsmålet med mainstream-økonomerne.
Der udvikles masser af kritik af den traditionelle økonomi, men vi diskuterer
det mest med os selv. Jeg ved ikke, hvor mange der for alvor går i clinch med
de traditionelle økonomer,« siger Inge Røpke.
– Hvorfor er
det sådan?
»Økologisk økonomi har meget flydende
grænser, mens mainstream-økonomi har meget, meget faste grænser – også for de
enkelte deldiscipliner – og de bliver vogtet effektivt. Der foregår et
sindssygt hårdt slagsmål om at publicere, opnå anerkendelse og overleve i det
system. De videnskabelige artikler, jeg producerer, ville blive fuldstændig
afvist af et tidsskrift som American Economic Review – det falder for meget uden
for de snævre rammer.«
Et
ubekvemt budskab
– Nok
så interessant er konflikten mellem jeres syn på økonomien og de politiske
beslutningstageres. Hvorfor har de ikke større forståelse for udsagnet om, at
økonomien er en underafdeling af økologien, og at vækstøkonomien er nået på
sine grænser?
»Fordi det er et ubehageligt budskab,« siger
Røpke, der i sin tiltrædelsesforelæsning forleden bl.a. viste, hvordan
vækstraterne i de vestlige lande er faldet kontinuert gennem nu et
halvt århundrede.
»Hvis der er grænser for vækst, og for hvor
mange ressourcer man kan bruge, så kommer fordelingsproblematikken på
dagsordenen med stor styrke. Man kan ikke længere sige ’Lad os få noget mere
økonomisk vækst, så bliver der også noget til de fattige.’ Når grænserne
erkendes, er man nødt til at sige ’Når jeg bruger ressourcerne, så kan du ikke
bruge dem’.«
»Og når man i dag kan kortlægge, hvor mange
ressourcer vi overfører til os selv fra andre dele af verden, så bliver det
meget tydeligt, at vi lever på andres bekostning. Vækst i vores forbrug hviler
på, at vi tager andres jordarealer, ressourcer, vand, fordi vi importerer alle
mulige varer. Det er da et forfærdelig ubehageligt budskab, fordi det rejser en
etisk fordring om at dele med andre,« siger Inge Røpke.
»Vor hjemlige diskurs om konkurrenceevnen og
’hvad skal Danmark leve af’ handler jo helt overvejende om, hvordan vi skal
klare os i det aktuelle kapløb, hvordan vi kan sikre højtlønnet beskæftigelse,
hvordan Danmark kan stå stærkt i verdensøkonomien, hvordan vi kan fastholde en
høj levestandard ved at opretholde evnen til at få ressourcer overført til os.
Det er dét, der opfattes som udfordringen – og det er økologisk økonomi med sit
budskab om grænser for vækst og deraf følgende behov for omfordeling ikke
svaret på.«
I stedet nedsætter regeringen f.eks. en
produktivitetskommission, der skal bistå med den hovedopgave »at få lagt
grundlaget for en stærk produktivitetsudvikling i hele samfundet, både i
eksportvirksomhederne, i hjemmemarkedserhverv og i den offentlige sektor. Målet
er, at det danske produktivitetsniveau på sigt skal ligge tæt på toppen i OECD,« som
det hedder i kommissoriet.
»Det er et eksempel på, at ’vi skal tilbage
på hesten’-tænkningen stadig dominerer,« siger Inge Røpke, der mener, at man
med talen om at organisere arbejdet mere effektivt og præstere teknologiske
nyskabelser helt overser, at produktivitetsvæksten historisk har haft tæt
sammenhæng med adgangen til billig fossil energi. Når i-landenes
produktivitetsvækst er faldet siden 1970’erne, skal det bl.a. ses i lyset af,
at den energi, der har båret de fantastiske teknologier, er blevet dyrere –
herunder at selve den fossile energiudvindings produktivitet, kaldet energy return of energy investment, er blevet stedse lavere.
De
sociotekniske systemer
Problemerne for den traditionelle
vækstøkonomi forsvinder næppe af, at man vender ryggen til de økologiske
økonomers advarsler. Spørgsmålet er, hvad dette forskningsfelt og dets første
danske professor så kan bidrage med.
»Det er vigtigt bl.a. at arbejde med vore
såkaldte ’sociotekniske systemer’ og de institutioner, der går på tværs heraf.
Tag fødevareområdet som ét socioteknisk system: Her oplever vi en lang række
problemer, som i dag forsøges behandlet hver for sig. Resistente bakterier,
pesticider, monotone landskaber, dyrevelfærd, fedme … Dette fødevaresystem er
simpelthen ikke velfungerende, og det er en afspejling af den
mainstream-dagsorden, der anlægger et mængde- og vækstperspektiv på landbruget:
Hvor meget kan det bidrage til BNP? Hvis
fødevaresystemet skal blive velfungerende, skal der ske en fundamental
omstrukturering, og det mener jeg, vores centers forskning i bæredygtig
omstilling er en vigtig del af.«
Tilsvarende med samfundets tværgående
institutioner: Arbejdsmarkedssystemet, uddannelsessystemet,
pensionssystemet …
»I dag er disse institutioner afhængige af
vækst og fremmer vækst. Hvis vi er på vej mod et ikkevækstsamfund, er vi nødt
til at få systemerne til at fungere på en anden måde. Også her handler det i
høj grad om fordeling,« siger Inge Røpke og påpeger, at den aktuelle krise i
Europa alene ’løser’ problemerne ved at fratage de fattige mulighedne for at
bruge systemerne og for at forbruge i det hele taget.
»Hvis kun nogle kommer til at betale prisen
for økonomiens krise, eksploderer de sociale problemer. Det er det, vi nu ser i
Grækenland og Spanien.«
Ingen kommentarer:
Send en kommentar