Nok er nok!

 Nok er nok! - Stop den skæve udvikling, før det er for sent.

                                 

Siger den 82-årige miljøforkæmper, naturvidenskabsmand

og samfundsdebattør Niels I. Meyer i sin nye bog. Han opfordrer til at gøre oprør mod nyliberalismen – til forsvar for klodens bæreevne, velfærden og demokratiet.

Af Finn Kjeller      i   www.modkraft.dk   10-12-2012

”

Oprøret er en hastesag, hvis vi vil undgå, at udviklingen går så skævt, at der ikke er nogen brugbar vej frem.”

I forhold til Niels I. Meyers manifest fra 2001, ”Udviklingens ulidelige skævhed”, anslår efterfølgeren ”Nok er nok” en tone af sidste udkald.

Grænser for vækst

Udviklingen passer nemlig ”uhyggelig godt” med det scenario for økonomisk og økologisk kollaps, som blev beskrevet allerede i rapporten ”Grænser for vækst” tilbage i 1972, konstaterer Niels I. Meyer. Og over for udtømningen af oliekilderne satser man nu på nye og endnu mere miljøskadelige teknikker såsom udvindingen af tjæresand og skifergas.

De nyliberalistiske økonomiske modeller, som stadig dominerer i den økonomiske politik, er kortsigtede og negligerer miljø og klima.

Man taler om ”grøn vækst”, men begrebet er ifølge Niels I. Meyer blevet en bekvem undskyldning for at fortsætte en grundlæggende forkert udvikling. En reel løsning kræver ikke bare mere effektive teknologier, som relativt begrænser miljøbelastningen, men en absolut afkobling, hvor den samlede miljøbelastning mindskes.

Det er systemet, der er noget galt med

I dag er ”næsten alle debatter fokuseret på spørgsmålet om, hvordan vi hurtigst muligt kan få gang i den økonomiske vækst igen”.

”Det bedrøvelige er, at de dominerende strategiske løsningsforslag ikke kan bremse nedturen uden skræmmende omkostninger for de svage samfundsgrupper og i sidste ende for demokratiet, som vi allerede ser tendenser til i Grækenland og Italien,” skriver Niels I. Meyer og erkender:

”Det kan ikke udelukkes, at økonomerne har ret i, at det nuværende økonomiske system domineret af neoliberal økonomisk tankegang og stærke kommercielle særinteresser ikke kan overleve uden økonomisk vækst. Men det kunne måske skyldes, at det er systemet, der er noget galt med, når det ikke kan fungere uden samtidig at underminere vores naturgrundlag og desuden skabe hyppige økonomiske kriser. Når økonomiske modeller kan regne sig frem til, at det ikke kan betale sig at redde verden, så er tiden nok kommet til at tage magten fra økonomerne og deres nuværende modeller.”

                                       

Realisme

Niels I. Meyer kommer ikke kun med en rammende kritik, men også med konkrete reformforslag, nationalt såvel som internationalt.

”Jeg har ofte mødt den kritiske indvending mod mine løsningsforslag, at de er ’urealistiske’,” bemærker han i forordet og fortsætter:

”Den kritik berører mig efterhånden ikke. Det mest urealistiske er at tro, at vi kan fortsætte ad de nuværende spor.”

”Spagfærdige lapperier har haft deres tid og trækker bare tiden ud,” slår Niels I. Meyer fast. Set i det lys virker mange af hans forslag beskedne.

Som når han f.eks. foreslår et midlertidigt stop for skifergasudvinding, kræver opstramning af EU’s mislykkede CO₂-kvotesystem eller opfordrer regeringen til at støtte ”eksperimenter med nedsat arbejdstid, solidarisk deling af lønarbejdet og et fleksibelt arbejdsbegreb”.

Alternativ

Niels I. Meyer bruger ikke mange ord på et samlet alternativ, men dog nok til at angive en retning:

”Den dominerende pengemagt må erstattes af et økonomisk system, som prioriterer social og økonomisk lighed og hensyntagen til klodens miljø og naturgrundlag.”

Målet er en ”ligevægtsøkonomi uden vækst” og et ægte folkestyre, hvor ”pengemagten ikke [har] nogen særindflydelse på de politiske beslutninger”.

Vægten i de fremadrettede bidrag ligger på forslag, som kan sætte en kæp i hjulet på det nyliberalistiske projekt og sætte gang i en anden udvikling.

Lighed og miljø

En central pointe i bogen er, at kampene for miljø, lighed og demokrati er tæt forbundne.

For Niels I. Meyer er det ikke nok at erkende nødvendigheden af en ny model uden økonomisk vækst:

”En øget indsigt er et første skridt i den rigtige retning, men det rækker ikke, hvis man ikke samtidig gennemfører en række politiske reformer, der sikrer langt større ligestilling for alle mennesker på kloden gennem global solidaritet og solidaritet internt i de enkelte lande. Så længe der er store uligheder mellem forskellige lande på kloden og internt i disse lande, kan man ikke fortænke de fattige tabere i at stemme for økonomisk vækst, selvom de ret beset burde fokusere på en anden fordelingspolitik.

Hovedopgaven er at få et demokratisk flertal til at erkende, at begrebet ’grænser for vækst’ er helt afgørende på en klode med begrænsede fysiske ressourcer samtidig med, at flertallet gennemskuer betydningen af økonomisk og social lighed i den forbindelse.”

Pengemagt kontra naturgrundlag

Forfatteren advarer om, at det kan blive svært at nå i tide, navnlig fordi pengemagten spænder ben for demokratiske beslutninger i den retning.

”I praksis” er der i de rige, såkaldt demokratiske lande ”mere tale om pengestyre end om folkestyre. Økonomiske særinteresser, der køber sig indflydelse på medierne, er i fuld gang med at underminere demokratiet og miljøet.”

Udviklingen går i retning af ”mere pengestyre og mindre folkestyre”, ikke bare i Italien og USA, men også i lande som Danmark. Det er ”ved at udvikle sig til en trussel mod hele klodens naturgrundlag, fx i forbindelse med den globale opvarmning og overforbruget af sparsomme ressourcer. Kortsigtede økonomiske særinteresser saboterer en langsigtet politisk løsning af de globale problemer og ender måske med at drage demokratiet med i afgrunden”.

I stedet for EU

I den Europæiske Union tages der med bl.a. europagten afgørende skridt i retning af en forbundsstat, konstaterer Niels I. Meyer. Som ledende medlem af Junibevægelsen arbejdede han i sin tid for at skabe et flertal for demokratiske reformer inden for EU’s nuværende rammer, men:

”Det tror jeg ikke mere på er muligt.”

Nu gælder det ifølge Niels I. Meyer om ”en opløsning af rammerne for det nuværende EU, således at europæiske lande kan samarbejde fleksibelt i selvvalgte grupperinger baseret på demokratiske beslutninger i det enkelte land”.

Som løftestang for et andet Europa foreslår han at satse på oprettelsen af et ”Nordisk Forbund”, som bl.a. vil kunne være et klimapolitisk forbillede.

Opgør med kasinosamfund

Kapitalens frie bevægelighed har destabiliseret den globale økonomi, og det er på tide at genindføre kontrollen med kapitalbevægelserne – også for at forsvare demokratiet:

”Pengemagten må heller ikke kunne misbruges til at true med kapitalflugt for at gennemtvinge politiske beslutninger til fordel for kommercielle særinteresser.”

”Det er en fordel, hvis kontrollen placeres i en uafhængig international organisation, som foreslået af Keynes, men kontrollen kan til en begyndelse placeres i de enkelte nationalbanker.”

For at gøre op med ”kasinosamfundet” skal finanssektoren skal opdeles i servicebanker og spekulationsbanker – og de sidste skal afvikles. Alle rene finanstransaktioner skal pålægges en Tobinskat.

I dag er det kommet så vidt, at computerprogrammer er sat til at tage sig af aktiehandler fra sekund til sekund – med fare for pludselige økonomiske sammenbrud, såkaldte ”flash crash”. Derfor foreslår Niels I. Meyer, at der skal kræves mindst en uges ejerskab, før værdipapirer sælges videre.

Idealisme?

Analysen kan til tider forekomme idealistisk:

”Problemet er, at flertallet af beslutningstagerne i de rige lande endnu ikke har erkendt nødvendigheden og fordelene ved en markant ændring af den nuværende livsstil og en reduktion af arbejdsmanien.”

Den fremherskende nyliberalisme føres tilbage til, at ”studerende på de ledende universiteter er blevet indpodet af deres økonomiprofessorer, at den form for økonomisk teori er den rette. Det budskab er kandidaterne så gået ud i verden med som regeringsrådgivere, bankrådgivere, som næste generation af økonomiprofessorer – og som eksperter i Verdensbanken og den Internationale Valutafond (IMF)”.

Niels I. Meyer er dog ikke blind for arbejdsgiver- og kapitalinteresserne bag det økonomiske og miljøpolitiske bagstræb.

Globalisering

Globaliseringen er ”i høj grad er drevet frem af multinationale selskaber og baseret på deres økonomiske særinteresser”. Frihandelen er til gavn for de stærke på markedet, dvs. de multinationale.

Derfor slår Niels I. Meyer til lyd for en ny regulering af verdenshandelen: Nedlæg WTO, opret en ny FN-organisation, som inddrager miljøhensyn og indfører beskyttende told og kontrol med kapitalbevægelserne.

Blandt hans forslag i den forbindelse er at lægge en afgift på transport af varer, så miljøomkostninger bliver dækket, og gøre op med patentbeskyttelsen, så man frit kan benytte patenter på livsvigtig medicin, teknologier til bekæmpelse af den globale opvarmning og teknologier til dyrkning af fødevarer på en miljømæssigt forsvarlig måde.

Strategi

Det gode eksempel er en rød tråd i Niels I. Meyers strategi. Således gælder det om at gøre Danmark til ”global økonomisk rollemodel”, og ”menneskene i de rige lande burde gå i spidsen som rollemodeller for hele verdens befolkning”. For hvis nogle af de rige lande begynder at satse på livskvalitet frem for materielt forbrug, kan det ”i sidste ende […] blive redningsprocessen for hele kloden”.

Som mulige aktører for en anden udvikling appellerer Niels I. Meyer forskellige steder i bogen til fagbevægelsen, SRSF-regeringen og Enhedslisten. Primært er det dog de unge, som Niels I. Meyer sætter sin lid til:

”Det er jeres generation, der må bringe beboerne [på kloden] til fornuft, hvis det skal klares i tide,” skriver han i et efterskrift til sine børnebørns generation og fortsætter:

”Det er en stor opgave, og I bør begynde med at kæmpe for en gennemgribende reform af vores nuværende nyliberalistisk-økonomiske system og dets institutioner.”

Niels I. Meyer: Nok er nok – Stop den skæve udvikling, Tiderne Skifter, november 2012. 88 sider. Pris: 125 kr.