Demokrati – et samfund der er fri for privilegier af enhver art
I Danmark siger vi, at vi har demokrati, og mange mener, at det næsten er ideelt og ikke trænger til at fornys og videreudvikles.
Demokrati er blandt andet defineret ved at være et samfund, der er fri for privilegier af enhver art. Efter demokratiets indførelse tæller hver borger principiel lige meget, ingen har særrettigheder
I Danmark var det imidlertid kun 15 % af borgerne, der fik stemmeret, da vi fik Grundloven i 1848. Det tog over 50 år for kvinderne, ”fjolser, forbrydere, fattiglemmer og folkehold” at blive en del af demokratiet.
Med demokratiets indførelse blev adlens og gejstlighedens privilegier afskaffet og i forlængelse heraf blev også en række særrettigheder af økonomisk og politisk art som f.eks. for købstæder og bestemte erhverv afskaffet.
Til vores liberale demokrati hører nemlig også en forestilling om at ingen må have en monopolstilling og særrettigheder på det økonomiske marked.
I dag synes den demokratiske ideologi om et privilegie-frit demokrati kun at brydes af kongehusets særstilling og privilegier.
Få har derfor øje for, at der i dag findes nogle få mere skjulte privilegier og monopoler, som er med til at skævride både vores liberale økonomi og demokratiet.
Derfor kan man sige, at vort liberale demokrati egentlig ikke lever op til sine egne idealer.
De nutidige mere skjulte økonomisk-politiske privilegier er knyttet til produktionsfaktorerne – penge, jord og arbejde.
De private bankers pengeskabelse
Meget få tænker på, at retten til at skabe penge udgør et meget værdifuldt økonomisk privilegium. De fleste tror, at det er Nationalbanken, der udsteder vores penge. Men realiteten er, at dette privilegium i dag næsten fuldstændigt er overdraget til de private banker. Det er Nationalbanken, der skaber kontanter, slår mønt og trykker pengesedler, men det udgør under 6 % af pengemængden. De private banker skaber resten - 94 % af pengemængden - som kontopenge skabt ud af ingenting gennem en simpel bogføringsproces.
Bankernes profit-orientering betyder, at jo mere økonomien ekspanderer, jo mere villige er bankerne til at udlåne penge, og jo mere økonomien skrumper, jo mere tilbageholdende er de med deres udlån (og investeringer). Derfor kan Nationalbanken ikke styre pengemængden effektivt.
De private banker får en slags skjult statsstøtte og pengeskabelsen er udenfor demokratisk kontrol. At de private banker har fået det økonomiske privilegium at kunne skabe de fleste af vores penge udgør altså både et demokratisk og et økonomisk problem.
Privatisering af jordrenten
Et andet vigtigt mere uformelt privilegie er retten til at inddrive den samfundsskabte jordrente.
I takt med samfundets udvikling, bliver jord en stadig mere knap produktionsfaktor dvs. jordrenten stiger. Der udspringer altså en stor natur- og samfundsskabt indtægtskilde af jorden. I det nuværende økonomiske system tilfalder denne indtægtskilde jordejerne, skønt indtægtskilden ikke skyldes jordejernes indsats.
Da kun ca. 1 % af befolkningen ejer over 60 % af jorden, udgør ejendomsret til jorden et stort økonomisk privilegium.
Privatiseringen af jordrenten skaber økonomisk ustabilitet. Jordrentens følsomhed overfor ændringer i købekraften medfører store udsving i jordens handelsværdi. I opgangstider stiger jordens handelsværdi, hvilket øger bankernes mulighed for at skabe kontopenge, som igen øger købekraften og dermed starter en spiral af stigende jordrente og øget pengemængde. Under en lavkonjunktur og faldende købekraft falder jordrenten og dermed jordens handelsværdi. Det reducerer værdien af de sikkerheder, som er stillet for bankernes udlån, hvorfor bankerne er nødt til at foretage nedskrivninger af egenkapitalen, hvilket bidrager til solvenskrisen. Udsvingene i jordens handelspris henover konjunkturcyklen betyder, at nogen får en ufortjent gevinst, og andre et ufortjent tab.
Et job-privilegium for de få
Mange i vores samfund lever med en bevidst eller ubevidst illusion om, at der kan skabes fuld beskæftigelse. Realiteten er, at vi lever i et samfund med permanent arbejdsløshed større eller mindre. Den teknologiske udvikling øger arbejdsproduktiviteten. Det har medført, at der langt fra er lønarbejde på fuldtid til alle, der kan eller vil arbejde.
Gennem de seneste 25 år har der nogenlunde konstant været ca. 800.000 af de 18-66 årige udenfor arbejdsmarkedet (svarende til 1/4 af arbejdsstyrken).
Den nuværende fordeling af lønarbejdet og indretningen af overførselsindkomsterne har skabt en fastlåst klassedeling: Øverst befinder sig de mest privilegerede lønmodtagere, der altid kan skaffe sig et vellønnet arbejde; nederst den 1/4, der er udenfor arbejdsmarkedet på forskellige former for overførselsindkomster, fordi der midlertidigt eller permanent ikke er brug for dem. Imellem disse grupper findes så en stigende gruppe – et prekariat – som ofte kun kan tjene en beskeden løn og ofte er arbejdsløse og har svært ved at finde fodfaste på arbejdsmarkedet. Den førstnævnte gruppe har på grund af arv og miljø et økonomisk privilegium.
Monopol gevinster, der strider imod ideen om et privilegie-frit demokrati
Konklusionen med hensyn til de skjulte privilegier er, at tre grupper - de private banker, de private jordejere samt de sikre lønmodtagere - alle inkasserer en monopol gevinst, som strider imod ideen om det privilegie-fri demokrati. De private banker inkasserer en møntnings-gevinst, de private jordejere indkasserer en jordrente, og de sikrede og højtlønnede lønmodtagere indkasserer en job-rente.
Hvorledes fjerner man så disse økonomiske privilegier? Ved at inddrage dem igennem beskatning og sikre at alle borgere får gavn af eller andel i disse økonomiske gevinster.
Demokratisering af pengeskabelsen
For det første bør man sikre, at Nationalbanken får eneret til at skabe alle penge såvel kontanter som elektroniske penge. Dermed forsvinder de private bankers privilegium. Dette betyder, at bankejernes arbejdsfri indkomst forsvinder, hvorved bankejerne ophører som økonomisk klasse og bankejerne bliver almindelige virksomhedsejere. Det centrale i et liberalt demokrati er den demokratiske kontrol over pengeskabelsen, ikke forvaltningen af udlånene. Derfor bør der kun ske en nationalisering af pengeskabelsen, ikke af bankvæsenet som sådan
Opkrævning jordrenten - fuld grundskyld
For det andet bør jordrenten inddrives fuldt ud til fællesskabet. Det kaldes også fuld grundskyld. Dermed ophører privatiseringen af jordrenten og de deraf følgende skadevirkninger. Fuld grundskyld er en jordlejeværdiafgift, der svarer til jordrenten og som skal betales af jordejeren. Hvis fx jordrenten på et givent jordstykke er 100 kr. om måneden (dvs. hvis den månedlige økonomiske værdi af at have brugsretten til det pågældende jordstykke er 100 kr.), så skal skødehaveren af det pågældende jordstykke betale 100 kr. om måneden til fællesskabet. Fuld grundskyld medfører at jordejerne mister deres arbejdsfri indkomst.
En ubetinget basisindkomst for alle
For det tredje bør alle sikres basal økonomisk tryghed og frihed. Det gøres ved at alle sikres en ubetinget basindkomst. Det er en ret til en indkomst på et beskedent niveau, dvs. et sted mellem folkepension og arbejdsløshedsunderstøttelse. Den er universel, dvs. for alle individer i Danmark (dvs. statsborgere eller mennesker med permanent opholdstilladelse). Den er ubetinget, den tildeles alle uafhængig af indkomst og formue, og der er ikke tilknyttet nogen rådighedspligt eller aktiveringspligt.
En basisindkomst har både karakter af en samfundsdividende og en kompensation for at alle ikke kan sikres et lønarbejde. Basisindkomsten kan tage form af en dividende, der fremkommer ved fordeling af en del af den grundskyld, som samfundet opkræver. Men en del kan også finansieres af den skat på job-renten, som samfundet opkræver.
En stor utopi: Samtænkning af de tre reformer
Muligheden for gennemførelsen af de tre reformer vil blive væsentlig styrket, hvis de ses og gennemføres sammen.
En nationalisering af pengeskabelsen betyder, at Nationalbanken får eneret til at skabe penge og får en møntnings-gevinst. Den kunne bruges til oprettelsen af en Samfundsbank, som overtager realkreditinstitutternes virke på non-profit-vilkår. Den ville kunne lette muligheden for at jordrenten kunne inddrives som fuld grundskyld til statskassen. Jo mere der kommer ind i statskassen som grundskyld, jo mere kunne en basisindkomst siges at have karakter af samfundsdividende dvs. en uddeling til borgerne af de inddrevne natur- og samfundsskabte værdier.
Pengereformen kan altså ses som en forudsætning for en vellykket fuld grundskyldsreform, der sidenhen muliggør en basisindkomst-reform i form af en samfundsdividende.
Demokrati, social retfærdighed og økonomisk effektivitet
Tilsammen vil en penge-, grundskylds- og basisindkomstreform betyde:
Et demokratisk fremskridt, fordi den bl.a. sikrer alle basal økonomisk tryghed og frihed,
fjerner pengesystemets iboende demokratiske skævvridning og overførselsindkomstsystemets forskelsbehandling, klientgørelse, tvang og mangel på retssikkerhed.
Større social retfærdighed, fordi den fjerner hovedparten af de arbejdsfrie indtægter
(jordejernes og bankejernes), fordeler lønarbejdet på flere personer og gør uligheden mindre.
Et mere effektivt økonomisk system, fordi den bl.a. vil fjerne de systemskabte konjunkturudsving, vil skabe et stabilt ejendomsmarked og vil spare en masse udgifter til administration.
En mere udførlig analyse og argumentation for en sammenhængende penge-, grundskylds- og basisindkomstreform findes i Syntesetankens skrift:
Endelig en engelsk sammenfatning af Syntesetankens reformforslag:
