Alternativ TV-avis

Jeg savner en alternativ TV-avis. Der er så mange betydningsfulde oplysninger og synspunkter, både på Arbejderen, Modkraft og Information, de tre steder, jeg læser mest, og også på andre websider, som aldrig bliver præsenteret i DR´s TV-avis.

Det kunne f.eks være progresive fagforeninger eller andre interesserede, der stod bag sådan et initiativ med en alternativ TV-avis på nettet. En gang om ugen ville være bedre end ingenting. 

Danmarks første økologiske økonomiprofessor

                                                                                    

Inge Røpke, Danmarks første professor i økologisk økonomi har stadig svært ved at få publiceret sin forskning, fordi økonomi stadig i mange fagtidsskrifter og politiske cirkler betragtes som læren om, hvordan man skaber mere vækst og mere rigdom til stadig flere. Foto: Tine Sletting

Af: JØRGEN STEEN NIELSEN

  i Information 11. december 2012 

Det er en ældgammel idé. Det startede egentlig med fysiokraterne,« siger Inge Røpke. Og nu har ideens udbredelse nået et foreløbigt lokalt højdepunkt med udnævnelsen af Danmarks første professor i økologisk økonomi.

Fysiokraterne var de franske naturfilosoffer, som i 1700-tallet mente, at naturlovenes gyldighed også måtte omfatte menneskesamfundene. Og Danmarks første økologiske økonomiprofessor er Inge Røpke. Udnævnt af Aalborg Universitet og tilknyttet universitetets nye Center for Design, Innovation og Bæredygtig Omstilling, DIST, der har til huse i Københavns sydvestkvarter og som officielt indvies den 11. januar.

Udnævnelsen afspejler en voksende erkendelse af mainstream-økonomiens begrænsninger og behovet for nye modeller for udviklingen.

»Jo, der er sprækker,« siger Inge Røpke.

Men den økologiske økonomi udgør stadig en minoritetsdagsorden, selv om den som videnskabeligt felt har været længe undervejs.

»Grundideen er at betragte økonomien som en organisme med et stofskifte. På samme måde som menneskekroppen, hvor stof går ind og holder liv i organismen for derefter at blive sendt ud i degraderet form. Det er alle sådan set enige om. Uenigheden opstår i spørgsmålet om, hvilke konsekvenser det må have at se verden på den måde. Økologiske økonomer siger, at det må betyde, at økonomien og dens processer skal beskrives i biofysiske termer og med mål for økonomiens faktiske størrelse i forhold til naturgrundlaget, dvs. i form af stofstrømme, energiregnskaber, økologiske fodspor osv. – i stedet for blot i priser.«

»I mainstream-økonomisk teori finder markedet frem til den rigtige pris, og det er så automatisk udtryk for, hvad noget er værd. I den version af økologisk økonomi, som jeg står for, er det nonsens. Pris og værdi har groft sagt ikke noget med hinanden at gøre, fordi priser er historiske konstruktioner – en afspejling af magtstrukturer, kultur, kønsroller og alt muligt andet,« siger Røpke.

Priserne er mainstream-økonomiens forsøg på at sætte sig ud over det faktum, at der i den virkelige verden hersker usammenlignelighed.

»Værdi kan ikke bestemmes på én måde. Vi er nødt til at diskutere ud fra, at der kan gælde flere kriterier for værdi. Det er et vigtigt forskningsfelt for økologisk økonomi.«

Slagsmålet

– Når nu økologisk økonomi har idémæssige rødder helt tilbage hos 1700-tallets fysiokrater, hvorfor er det så stadig et marginaliseret forskningsfelt?

»Bl.a. fordi det ikke har leveret svar på de udfordringer, som tidligere er blevet betragtet som centrale for samfundet. I 1930’erne var f.eks. arbejdsløsheden den store udfordring, og det skabte grundlag for keynesianismens gennembrud, fordi den som teori svarede på tidens problemer. I 1970’erne, hvor miljøbevidstheden vågnede, udviklede økonomer som Nicholas Georgescu-Roegen og Herman Daly den moderne version af økologisk økonomi. De gik i clinch med mainstream-økonomerne og søgte at overbevise dem om, at der er grænser for vækst, og at økologisk økonomi simpelthen er måden, økonomi skal tænkes på, det vil sige den skal erstatte den traditionelle økonomiske tænkning. Det gik dem ilde,« påpeger Røpke.

Efter at have løbet panden mod en mur i forsøget på at forvandle den etablerede økonomiske tænkning gik det voksende antal økologiske økonomer egne veje. Man etablerede i 1989 The International Society for Ecological Economics med fokus på at opbygge et eget forskningsfelt.

Og det er lykkedes. Man har i dag egne videnskabelige tidsskrifter, velbesøgte faglige konferencer og et levende forskermiljø med originale videnskabelige arbejder og et stigende antal deltagere.»Men vi har på en måde forladt slagsmålet med mainstream-økonomerne. Der udvikles masser af kritik af den traditionelle økonomi, men vi diskuterer det mest med os selv. Jeg ved ikke, hvor mange der for alvor går i clinch med de traditionelle økonomer,« siger Inge Røpke.

– Hvorfor er det sådan?

»Økologisk økonomi har meget flydende grænser, mens mainstream-økonomi har meget, meget faste grænser – også for de enkelte deldiscipliner – og de bliver vogtet effektivt. Der foregår et sindssygt hårdt slagsmål om at publicere, opnå anerkendelse og overleve i det system. De videnskabelige artikler, jeg producerer, ville blive fuldstændig afvist af et tidsskrift som American Economic Review – det falder for meget uden for de snævre rammer.«

Et ubekvemt budskab

– Nok så interessant er konflikten mellem jeres syn på økonomien og de politiske beslutningstageres. Hvorfor har de ikke større forståelse for udsagnet om, at økonomien er en underafdeling af økologien, og at vækstøkonomien er nået på sine grænser?

»Fordi det er et ubehageligt budskab,« siger Røpke, der i sin tiltrædelsesforelæsning forleden bl.a. viste, hvordan vækstraterne i de vestlige lande er faldet kontinuert gennem nu et halvt århundrede.

»Hvis der er grænser for vækst, og for hvor mange ressourcer man kan bruge, så kommer fordelingsproblematikken på dagsordenen med stor styrke. Man kan ikke længere sige ’Lad os få noget mere økonomisk vækst, så bliver der også noget til de fattige.’ Når grænserne erkendes, er man nødt til at sige ’Når jeg bruger ressourcerne, så kan du ikke bruge dem’.«

»Og når man i dag kan kortlægge, hvor mange ressourcer vi overfører til os selv fra andre dele af verden, så bliver det meget tydeligt, at vi lever på andres bekostning. Vækst i vores forbrug hviler på, at vi tager andres jordarealer, ressourcer, vand, fordi vi importerer alle mulige varer. Det er da et forfærdelig ubehageligt budskab, fordi det rejser en etisk fordring om at dele med andre,« siger Inge Røpke.

»Vor hjemlige diskurs om konkurrenceevnen og ’hvad skal Danmark leve af’ handler jo helt overvejende om, hvordan vi skal klare os i det aktuelle kapløb, hvordan vi kan sikre højtlønnet beskæftigelse, hvordan Danmark kan stå stærkt i verdensøkonomien, hvordan vi kan fastholde en høj levestandard ved at opretholde evnen til at få ressourcer overført til os. Det er dét, der opfattes som udfordringen – og det er økologisk økonomi med sit budskab om grænser for vækst og deraf følgende behov for omfordeling ikke svaret på.«

I stedet nedsætter regeringen f.eks. en produktivitetskommission, der skal bistå med den hovedopgave »at få lagt grundlaget for en stærk produktivitetsudvikling i hele samfundet, både i eksportvirksomhederne, i hjemmemarkedserhverv og i den offentlige sektor. Målet er, at det danske produktivitetsniveau på sigt skal ligge tæt på toppen i OECD,« som det hedder i kommissoriet.

»Det er et eksempel på, at ’vi skal tilbage på hesten’-tænkningen stadig dominerer,« siger Inge Røpke, der mener, at man med talen om at organisere arbejdet mere effektivt og præstere teknologiske nyskabelser helt overser, at produktivitetsvæksten historisk har haft tæt sammenhæng med adgangen til billig fossil energi. Når i-landenes produktivitetsvækst er faldet siden 1970’erne, skal det bl.a. ses i lyset af, at den energi, der har båret de fantastiske teknologier, er blevet dyrere – herunder at selve den fossile energiudvindings produktivitet, kaldet energy return of energy investment, er blevet stedse lavere.

De sociotekniske systemer

Problemerne for den traditionelle vækstøkonomi forsvinder næppe af, at man vender ryggen til de økologiske økonomers advarsler. Spørgsmålet er, hvad dette forskningsfelt og dets første danske professor så kan bidrage med.

»Det er vigtigt bl.a. at arbejde med vore såkaldte ’sociotekniske systemer’ og de institutioner, der går på tværs heraf. Tag fødevareområdet som ét socioteknisk system: Her oplever vi en lang række problemer, som i dag forsøges behandlet hver for sig. Resistente bakterier, pesticider, monotone landskaber, dyrevelfærd, fedme … Dette fødevaresystem er simpelthen ikke velfungerende, og det er en afspejling af den mainstream-dagsorden, der anlægger et mængde- og vækstperspektiv på landbruget: Hvor meget kan det bidrage til BNP? Hvis fødevaresystemet skal blive velfungerende, skal der ske en fundamental omstrukturering, og det mener jeg, vores centers forskning i bæredygtig omstilling er en vigtig del af.«

Tilsvarende med samfundets tværgående institutioner: Arbejdsmarkedssystemet, uddannelsessystemet, pensionssystemet …

»I dag er disse institutioner afhængige af vækst og fremmer vækst. Hvis vi er på vej mod et ikkevækstsamfund, er vi nødt til at få systemerne til at fungere på en anden måde. Også her handler det i høj grad om fordeling,« siger Inge Røpke og påpeger, at den aktuelle krise i Europa alene ’løser’ problemerne ved at fratage de fattige mulighedne for at bruge systemerne og for at forbruge i det hele taget.

»Hvis kun nogle kommer til at betale prisen for økonomiens krise, eksploderer de sociale problemer. Det er det, vi nu ser i Grækenland og Spanien.«

Nok er nok!

 Nok er nok! - Stop den skæve udvikling, før det er for sent.

                                 

Siger den 82-årige miljøforkæmper, naturvidenskabsmand

og samfundsdebattør Niels I. Meyer i sin nye bog. Han opfordrer til at gøre oprør mod nyliberalismen – til forsvar for klodens bæreevne, velfærden og demokratiet.

Af Finn Kjeller      i   www.modkraft.dk   10-12-2012

”

Oprøret er en hastesag, hvis vi vil undgå, at udviklingen går så skævt, at der ikke er nogen brugbar vej frem.”

I forhold til Niels I. Meyers manifest fra 2001, ”Udviklingens ulidelige skævhed”, anslår efterfølgeren ”Nok er nok” en tone af sidste udkald.

Grænser for vækst

Udviklingen passer nemlig ”uhyggelig godt” med det scenario for økonomisk og økologisk kollaps, som blev beskrevet allerede i rapporten ”Grænser for vækst” tilbage i 1972, konstaterer Niels I. Meyer. Og over for udtømningen af oliekilderne satser man nu på nye og endnu mere miljøskadelige teknikker såsom udvindingen af tjæresand og skifergas.

De nyliberalistiske økonomiske modeller, som stadig dominerer i den økonomiske politik, er kortsigtede og negligerer miljø og klima.

Man taler om ”grøn vækst”, men begrebet er ifølge Niels I. Meyer blevet en bekvem undskyldning for at fortsætte en grundlæggende forkert udvikling. En reel løsning kræver ikke bare mere effektive teknologier, som relativt begrænser miljøbelastningen, men en absolut afkobling, hvor den samlede miljøbelastning mindskes.

Det er systemet, der er noget galt med

I dag er ”næsten alle debatter fokuseret på spørgsmålet om, hvordan vi hurtigst muligt kan få gang i den økonomiske vækst igen”.

”Det bedrøvelige er, at de dominerende strategiske løsningsforslag ikke kan bremse nedturen uden skræmmende omkostninger for de svage samfundsgrupper og i sidste ende for demokratiet, som vi allerede ser tendenser til i Grækenland og Italien,” skriver Niels I. Meyer og erkender:

”Det kan ikke udelukkes, at økonomerne har ret i, at det nuværende økonomiske system domineret af neoliberal økonomisk tankegang og stærke kommercielle særinteresser ikke kan overleve uden økonomisk vækst. Men det kunne måske skyldes, at det er systemet, der er noget galt med, når det ikke kan fungere uden samtidig at underminere vores naturgrundlag og desuden skabe hyppige økonomiske kriser. Når økonomiske modeller kan regne sig frem til, at det ikke kan betale sig at redde verden, så er tiden nok kommet til at tage magten fra økonomerne og deres nuværende modeller.”

                                       

Realisme

Niels I. Meyer kommer ikke kun med en rammende kritik, men også med konkrete reformforslag, nationalt såvel som internationalt.

”Jeg har ofte mødt den kritiske indvending mod mine løsningsforslag, at de er ’urealistiske’,” bemærker han i forordet og fortsætter:

”Den kritik berører mig efterhånden ikke. Det mest urealistiske er at tro, at vi kan fortsætte ad de nuværende spor.”

”Spagfærdige lapperier har haft deres tid og trækker bare tiden ud,” slår Niels I. Meyer fast. Set i det lys virker mange af hans forslag beskedne.

Som når han f.eks. foreslår et midlertidigt stop for skifergasudvinding, kræver opstramning af EU’s mislykkede CO₂-kvotesystem eller opfordrer regeringen til at støtte ”eksperimenter med nedsat arbejdstid, solidarisk deling af lønarbejdet og et fleksibelt arbejdsbegreb”.

Alternativ

Niels I. Meyer bruger ikke mange ord på et samlet alternativ, men dog nok til at angive en retning:

”Den dominerende pengemagt må erstattes af et økonomisk system, som prioriterer social og økonomisk lighed og hensyntagen til klodens miljø og naturgrundlag.”

Målet er en ”ligevægtsøkonomi uden vækst” og et ægte folkestyre, hvor ”pengemagten ikke [har] nogen særindflydelse på de politiske beslutninger”.

Vægten i de fremadrettede bidrag ligger på forslag, som kan sætte en kæp i hjulet på det nyliberalistiske projekt og sætte gang i en anden udvikling.

Lighed og miljø

En central pointe i bogen er, at kampene for miljø, lighed og demokrati er tæt forbundne.

For Niels I. Meyer er det ikke nok at erkende nødvendigheden af en ny model uden økonomisk vækst:

”En øget indsigt er et første skridt i den rigtige retning, men det rækker ikke, hvis man ikke samtidig gennemfører en række politiske reformer, der sikrer langt større ligestilling for alle mennesker på kloden gennem global solidaritet og solidaritet internt i de enkelte lande. Så længe der er store uligheder mellem forskellige lande på kloden og internt i disse lande, kan man ikke fortænke de fattige tabere i at stemme for økonomisk vækst, selvom de ret beset burde fokusere på en anden fordelingspolitik.

Hovedopgaven er at få et demokratisk flertal til at erkende, at begrebet ’grænser for vækst’ er helt afgørende på en klode med begrænsede fysiske ressourcer samtidig med, at flertallet gennemskuer betydningen af økonomisk og social lighed i den forbindelse.”

Pengemagt kontra naturgrundlag

Forfatteren advarer om, at det kan blive svært at nå i tide, navnlig fordi pengemagten spænder ben for demokratiske beslutninger i den retning.

”I praksis” er der i de rige, såkaldt demokratiske lande ”mere tale om pengestyre end om folkestyre. Økonomiske særinteresser, der køber sig indflydelse på medierne, er i fuld gang med at underminere demokratiet og miljøet.”

Udviklingen går i retning af ”mere pengestyre og mindre folkestyre”, ikke bare i Italien og USA, men også i lande som Danmark. Det er ”ved at udvikle sig til en trussel mod hele klodens naturgrundlag, fx i forbindelse med den globale opvarmning og overforbruget af sparsomme ressourcer. Kortsigtede økonomiske særinteresser saboterer en langsigtet politisk løsning af de globale problemer og ender måske med at drage demokratiet med i afgrunden”.

I stedet for EU

I den Europæiske Union tages der med bl.a. europagten afgørende skridt i retning af en forbundsstat, konstaterer Niels I. Meyer. Som ledende medlem af Junibevægelsen arbejdede han i sin tid for at skabe et flertal for demokratiske reformer inden for EU’s nuværende rammer, men:

”Det tror jeg ikke mere på er muligt.”

Nu gælder det ifølge Niels I. Meyer om ”en opløsning af rammerne for det nuværende EU, således at europæiske lande kan samarbejde fleksibelt i selvvalgte grupperinger baseret på demokratiske beslutninger i det enkelte land”.

Som løftestang for et andet Europa foreslår han at satse på oprettelsen af et ”Nordisk Forbund”, som bl.a. vil kunne være et klimapolitisk forbillede.

Opgør med kasinosamfund

Kapitalens frie bevægelighed har destabiliseret den globale økonomi, og det er på tide at genindføre kontrollen med kapitalbevægelserne – også for at forsvare demokratiet:

”Pengemagten må heller ikke kunne misbruges til at true med kapitalflugt for at gennemtvinge politiske beslutninger til fordel for kommercielle særinteresser.”

”Det er en fordel, hvis kontrollen placeres i en uafhængig international organisation, som foreslået af Keynes, men kontrollen kan til en begyndelse placeres i de enkelte nationalbanker.”

For at gøre op med ”kasinosamfundet” skal finanssektoren skal opdeles i servicebanker og spekulationsbanker – og de sidste skal afvikles. Alle rene finanstransaktioner skal pålægges en Tobinskat.

I dag er det kommet så vidt, at computerprogrammer er sat til at tage sig af aktiehandler fra sekund til sekund – med fare for pludselige økonomiske sammenbrud, såkaldte ”flash crash”. Derfor foreslår Niels I. Meyer, at der skal kræves mindst en uges ejerskab, før værdipapirer sælges videre.

Idealisme?

Analysen kan til tider forekomme idealistisk:

”Problemet er, at flertallet af beslutningstagerne i de rige lande endnu ikke har erkendt nødvendigheden og fordelene ved en markant ændring af den nuværende livsstil og en reduktion af arbejdsmanien.”

Den fremherskende nyliberalisme føres tilbage til, at ”studerende på de ledende universiteter er blevet indpodet af deres økonomiprofessorer, at den form for økonomisk teori er den rette. Det budskab er kandidaterne så gået ud i verden med som regeringsrådgivere, bankrådgivere, som næste generation af økonomiprofessorer – og som eksperter i Verdensbanken og den Internationale Valutafond (IMF)”.

Niels I. Meyer er dog ikke blind for arbejdsgiver- og kapitalinteresserne bag det økonomiske og miljøpolitiske bagstræb.

Globalisering

Globaliseringen er ”i høj grad er drevet frem af multinationale selskaber og baseret på deres økonomiske særinteresser”. Frihandelen er til gavn for de stærke på markedet, dvs. de multinationale.

Derfor slår Niels I. Meyer til lyd for en ny regulering af verdenshandelen: Nedlæg WTO, opret en ny FN-organisation, som inddrager miljøhensyn og indfører beskyttende told og kontrol med kapitalbevægelserne.

Blandt hans forslag i den forbindelse er at lægge en afgift på transport af varer, så miljøomkostninger bliver dækket, og gøre op med patentbeskyttelsen, så man frit kan benytte patenter på livsvigtig medicin, teknologier til bekæmpelse af den globale opvarmning og teknologier til dyrkning af fødevarer på en miljømæssigt forsvarlig måde.

Strategi

Det gode eksempel er en rød tråd i Niels I. Meyers strategi. Således gælder det om at gøre Danmark til ”global økonomisk rollemodel”, og ”menneskene i de rige lande burde gå i spidsen som rollemodeller for hele verdens befolkning”. For hvis nogle af de rige lande begynder at satse på livskvalitet frem for materielt forbrug, kan det ”i sidste ende […] blive redningsprocessen for hele kloden”.

Som mulige aktører for en anden udvikling appellerer Niels I. Meyer forskellige steder i bogen til fagbevægelsen, SRSF-regeringen og Enhedslisten. Primært er det dog de unge, som Niels I. Meyer sætter sin lid til:

”Det er jeres generation, der må bringe beboerne [på kloden] til fornuft, hvis det skal klares i tide,” skriver han i et efterskrift til sine børnebørns generation og fortsætter:

”Det er en stor opgave, og I bør begynde med at kæmpe for en gennemgribende reform af vores nuværende nyliberalistisk-økonomiske system og dets institutioner.”

Niels I. Meyer: Nok er nok – Stop den skæve udvikling, Tiderne Skifter, november 2012. 88 sider. Pris: 125 kr.

Slut med støtte til arbejdsløse.

                                                         

                                           Rettighederne  forsvinder.

Hun tager dem

                                                                              
 Vundne rettigheder, gennem 100 års kamp hos arbejderklassen, er faldet på gulvet med et pennestrøg. Hårdt tilkæmpede rettigheder, om penge til arbejdsløse op til 4 år. Det var noget at glæde sig over.

Men nu er det slut. Arbejdsgiverne, deres ræpresentanter, blå blok og deres lejesvende i den røde lejr S og SF har sejret.

                                              Split modstanderne. 

Nu gælder det om for dem, at komme hurtigt forbi protesterne. En effektiv metode er at få de udsatte, arbejdsløse og kontanthjælpssmodtagere at strides indbyrdes om, hvem der får hvad. Og for at pacificere en del af den forventede protestbevægelse, så hjælper arbejdsgiverne glædeligt til. 12500 job med tilskud fra regeringen, det kan DI og regeringen klare frem til juli. Så skulle hukommelsen om den uforskammede arbejdsløshedstøtte være forsvundet..

foto: benny-engelbrecht.dk(av google)

Effektivt arbejde

                                            



I diskussionen om arbejdsløsheden og vækst, mangler der erkendelse af en meget 
væsentlig faktor.
Erkendelsen af at der, som følge af effektiviseringen,  kun er brug for en mindre arbejdsstyrke til at fremstille alle nødvendige varer, som vi har brug for.,

                                                   Effektivt landbrug.
Bernard Lietaer siger i bogen, Fremtidens Penge, at:
I 1800 var over 80% af USA´s befolkning beskæftiget i landbruget.
I 1900 var tallet faldet til 48%,
i 1950 til 11%
og nu til kun 2,9%.

Disse 2,9% brødføder ikke kun hele USA, men også en god del af hele verden.

                                                    Fremtiden.
Lieater viser også til en udtalelse fra Det internationale Metalarbejderforbund i Geneve, der forudser, at "man inder for de næste 30 år kun vil have brug for 2% af verdens nuværende arbejdsstyrke for at producere alle de varer, der kræves til at dække det totale forbrug". 

                                                      De 98 pct.
Denne proces er stærkt fremadskridende og ejer sin store andel i arbejdsløsheden. Det skulle være indlysende, at der er brug for  en stærk regering, til at fordele pengene, så der er aftagere af varerne, som de få pct. fremstiller. Dette kan gøres på mange måder. F. eks med borgerløn-basisindkomst og selvfølgelig  med en god, kvalificeret offentlig sektor med  tjenester til befolkningen, sygehusvæsen, skoler, børnehaver, ældrepleje m.m.  Det er svært at se logikken i at spare  arbejdspladser væk i disse institutioner.

                                                   Basisindkomst.
Basisindkomst,  i stedet for kontanthjælp, SU og andre ydelser, skulle give kunstnere, iværksættere, læsende, arbejdsløse  o.a. en tryggere tilværelse og mere kreativitet. Den arbejdsløse, kan f. eks. tage en uddannelse eller et nogle  timers arbejde, uden at miste indtægten.





                                                                

Medierne og bankøkonomerne

Af: Søren Berggreen Toft
Lagt på information.dk 26. august 2012 kl. 19:00. Bragt i den trykte udgave
 27. august 2012 på side 3 i 1. sektion. Senest opdateret 27. august 2012 kl. 13:32.

                   Danske medier bruger fortsat bankøkonomer som eksperter.


Trods anklager om medskyld i krisen bruger danske medier bankøkonomer som eksperter i lige så høj grad i dag som før krisen, viser en undersøgelse. Eksperter og et flertal af danskerne mener, at medierne er for ukritiske overfor bankernes økonomer
Steen Bocian fra Danske Bank er en af de mest populære bankøkonomer blandt danske medier. Foto: Ulrik Jantzen/ScanpixAf: Søren Berggreen Toft

Journalisterne elsker dem, men danskerne stoler ikke på dem. Det er konklusionen om bankøkonomer ifølge en ny undersøgelse, som analyseinstituttet Interresearch har lavet for tænketanken Cevea.

Ifølge undersøgelsen mener mere end halvdelen af danskerne, at bankøkonomer fylder for meget i den offentlige debat, mens tre ud af fire adspurgte opfatter bankøkonomernes mediedominans som et stort problem.

Samtidig viser tal fra undersøgelsen, at de største medier – på trods af tiltagende kritik af brugen af bankøkonomerne efter krisen – anvender dem som kilder i lige så høj grad i dag som før krisen.

De 10 mest anvendte bankøkonomer blev således nævnt 1.919 gange i de største dagblade i 2007 og 1.920 gange i 2011.

»Bankøkonomerne repræsenterer en kommerciel interesse og ikke et rent videnskabeligt standpunkt. Når de udtaler sig, er det altså i sidste ende, fordi de tjener den virksomhed, de arbejder for. Det handler om at skabe profit til bankerne, så de er aldrig neutrale. Desuden kan de jo, ligesom alle andre, tage fejl. Det er ikke store orakler, som altid har ret. Det viste finanskrisen jo ret tydeligt,« siger Ceveas analysechef Jens Jonatan Steen om undersøgelsens resultater.

Den 16. august i år udgav Dagbladet Børsen en undersøgelse af blandt andet bankøkonomers troværdighed hos andre økonomer. I undersøgelsen spurgte de en række økonomer om forskellige typer af økonomers troværdighed. Ingen vurderede bankøkonomer til at være ’meget troværdige – ikke engang bankøkonomerne selv.

Men den kritik er Steen Bocian ikke enig i. Han er cheføkonom i Danske Bank og en af de mest citerede økonomer i landet.

»Jeg mener sådan set ikke, vi har et troværdighedsproblem. Det, vi udtaler os om, er på baggrund af de økonomiske nøgletal, der er, og den viden, som økonomer i Danmark repræsenterer, og det er sjældent forskelligt fra, hvad for eksempel de økonomiske vismænd siger. Når jeg udtaler mig, har jeg aldrig bankens interesser i baghovedet, for det ville underminere min troværdighed, og det er banken indforstået med,« siger han.

Utroværdige økonomer

Men for mange er bankøkonomernes troværdighed et ømt punkt, for de er blandt andet ansat til at repræsentere bankens interesser i medierne, men bliver ofte brugt som eksperter, mener Christen Sørensen, professor i økonomi ved Syddansk Universitet og tidligere økonomisk vismand.

»De har pr. definition et troværdighedsproblem. De sidder jo i en bank og vil normalt ikke sige noget, der går ud over bankens kunder. Det tydeligste eksempel var lige inden finanskrisen, hvor der var bragende højkonjunktur i Danmark, og man førte en ekspansiv finanspolitik. Dengang sagde bankøkonomerne stort set kun, at man skulle øge arbejdsudbuddet. Men det kunne man ikke nå, og det burde enhver professionel økonom vide. Løsningen ville i stedet være at føre en strammere finanspolitik, men det var jo ikke en sjov udmelding for bankernes erhvervskunder,« siger han.

Ifølge ham var det årsagen til, at vores handlemuligheder var begrænsede, da krisen for alvor slog igennem.


Dygtige økonomer
Professor i økonomi ved Københavns Universitet og overvismand i Det Økonomiske råd Hans Jørgen Whitta-Jacobsen er enig i, at man skal passe på med at bruge bankøkonomerne som objektive eksperter:

»Mange af dem er jo sindssygt dygtige. Det er der ikke nogen, der anfægter, men det er klart, hvis de er købt og betalt af deres arbejdsgiver, så skal det tages med, når man vurderer deres udtalelser. Men man kan sige, at denne undersøgelse tyder på, at folk har en kritisk indstilling overfor dem, og hvis læserne møder disse udtalelser med en viden om, hvad afsenders dagsorden er, så er det kun godt.«

– Så du mener ikke, at der er et problem i forhold til mediernes brug af bankøkonomer?

»Jeg ville i hvert fald aldrig rette det mod bankøkonomerne, for hvad er det, de gør? De tager telefonen, når journalisterne ringer, og så udtaler de sig om noget, de rent faktisk har forstand på. Hvis man skal være kritisk over for nogen her, så er det medierne, der bruger dem.«

Mangler økonomisk viden
Noget kunne tyde på, at han har ret. Ifølge Dagbladet Børsens citatundersøgelse er cirka halvdelen af de 50 mest citerede økonomer ansat i finanssektoren.

Ceveas undersøgelse viser, at 65 procent af danskerne mener, at medierne er for ukritiske i deres brug af bankøkonomer, og Jens Jonatan Steen tolker det som en opsang fra danskerne til de danske medier.

»Vi er simpelthen nødt til at have en mere kritisk indstilling til bankøkonomerne,« siger han og bakkes op af Christen Sørensen.

»Stort set samtlige medier herhjemme er økonomiske analfabeter. Politiken, Information og så videre. I har en masse ansat til at kommentere den politiske situation, men ingen faglige økonomer, der kan hjælpe jer med at analysere og stille de rigtige spørgsmål. Som økonom kan man jo stort set bilde jer hvad som helst ind, og det er især bankøkonomerne gode til. Så det er i høj grad mediernes ansvar at få løst denne problemstilling, for bankøkonomerne snyder jer, og når de tager jer ved næsen, bliver det alles problem,« siger han.

Læs artiklen og  kommentarerne på:  
http://www.information.dk/309207

Sunnudagsskúlin

Jákup Magnussen er byrjaður eitt kjak um sunnudagsskúlan á facebook.

Jákup skrivar:

Ótilvitað

Vita foreldur av, at hvørja ferð ein sendir barn sítt í sunnudagsskúla, loyvir ein øðrum persónum at forma henda lítla guds skapning eftir einum óttafullum og fanatiskum leisti.

Vita foreldur av, at sama barnið seinni kann verða samsekt í heimsins líðing, tí valið varð tikið frá tí í barndóminum.

Vita foreldur av, at átrúnaðarligar rørslur stuðla opið londum, sum hvørt ár drepa nógv fólk í kríggi og fregnartænastuvirksemi.

Vita foreldur av av, at samkomuleiðarar í Føroyum halda, at til dømis álopið á Irak var eina góð gerð. Deyðstalið fór í ár upp um eina millión menniskju.

Vita føroyingar av, at ongi kríggj hava kostað so nógv mannalív, sum tey ið hava verið rættvístgjørd við guds orði.

Vita føroyingar av, at nógv fólk verða innløgd á psykiatriska deild við átrúnaðarørsku sum grund.

Vita politikarar av, at við at geva átrúnaðarligum loftmiðlum og fólkaskúlum loyvi at virka, er landið við at stuðla upp undir eina oyðandi pólarisering millum heimsins lond.

Vit politikarar av, at public-service sáttmálin rúmar, at kvf-medarbeiðarar ókritiskt og óviðgjørt kunnu senda fanatiskt, átrúnarligt tilfar gjøgnum talu og ómotiveraðan tónleik.

Vita vit av, at eisini í vesturheiminum hava átrúnaðarligu, politisku flokkarnir minst tol við sínum borgarum, og serliga nútíðar "tollarum" og "farisearum".

Vita vit av, at í hesari ótilvitaðu manipulasjón doyr tað reinmenta. Onkuntíð seint, onkuntíð spakuliga, men altíð til endans.

Kortini kalla tey tað kærleika....?....
 
 
Mín viðmerking:
 
Takk fyri Jákup. Hetta kjakið hevur verið tiltrongt í minst 60 ár. Alla ta tíðina, eg havi livað. Eg minnist hvønn dag ilt aftur á Sunnudagsskúlan. Boðskapurin var einfaldur: Um tú gert nakað skeivt, so skalt tú brenna í helviti í allar ævir. Søgan um ríka mann og Lásarus stendur enn klár fyri mær. Tú fært ikki ein dropa av vatni. Sum barn hugsar ein konkret og tilber at ansa eftir sær sjálvum, at ein ikki ger nakað skeivt, men øll hini tú ert góð við, er tað nú vist, at tey sleppa við í himmiríki.


Tað ringasta í Føroyum er, at tú ikki sleppur at tosa um hetta. Tað er, sum um sunnudagsskúlin er friðaður. Tí er tað sera gott, at tú tekur hetta evni upp, og rætt hevur tú, foreldur eiga at ansa eftir, hvat tey lata børn síni ganga til, og øll vaksin eiga at vita, at tað tú sigur við eitt barn, ongantíð verður gloymt.

Sunnudagsskúlin

                                                                                              

                                                                                        tekning: Randi Joensen

  

Orð og lag: Ragnar í Vík

Ein nýkomin dagur úr havsbrúnni rann,
og pilturin vaknaður er.
Úr svøvntungum dreymi, hann letur seg í,
og yvir til vindeygað fer.
Skýggið í havsbrúnni hóttandi er,
men hvørvur og luftin gerst blá.
Eitt steinkast frá ánni, ein tjørn skamt ífrá,
tað var har, ið heim hansar lá.

2.
Var tað eggið ella kanska var tað ungin, ið kom fyrst.
Spurningar, hann ofta setti sær,
og spurdi hann vinirnar, so flentu teir hart,
og aldrin fekk hann nøktandi svar.
Ein stillur og fittur unglingi var,
og sjálvdan hann gjørdi fortreð.
Men tað i hann oftani hugsaði um,
man nakar vera góður vi meg.

3
Í sunnudagsskúla gekk hann, sum børnini flest,
og hoyrdi um Harran Jesus Krist.
Um tey sum ei trúðu, gekk leiðin so beint,
í helvetis eldin, tað var vist.
Og onki tað hjálpti, um hann so bað,
fyri framman var pína, eitt bál.
Men kanska var ein vón, um hann angraði alt,
og gjordi sítt, at fáa umvendt eina sál

4.

Ein kona steig fram, hon í kinnum var reyð,
hon álvarsom hugdi at mær.
Hoyr lítli vinur mín, skuldin er tín,
at frelsarin krossfestur var.
Í ræðslu hann hugsar, hvat havi eg gjørt,
og hann sum aldrin gjørdi fortreð.
Nú var ongin ivi, nú skilti hann so væl,
hví ongin var góður vi seg.

5.
Ein barnasál er, sum eitt óskrivað blað,
ver varin, hugsað um tað.
Hugsað um fylgirnar, av tí sum tú gert,
og um tað, tú sjálv hevur sæð.
Tey klappa og syngja og sýnast so glað,
og drekka ei mjøin ella vín,
og í himmalska rúsinum dusa tey sær.
Men sum vaksin er ábyrgdin tín.