onsdag den 19. december 2012

Alternativ TV-avis



Jeg savner en alternativ TV-avis. Der er så mange betydningsfulde oplysninger og synspunkter, både på Arbejderen, Modkraft og Information, de tre steder, jeg læser mest, og også på andre websider, som aldrig bliver præsenteret i DR´s TV-avis.

Det kunne f.eks være progresive fagforeninger eller andre interesserede, der stod bag sådan et initiativ med en alternativ TV-avis på nettet. En gang om ugen ville være bedre end ingenting. 

søndag den 16. december 2012

Danmarks første økologiske økonomiprofessor





                                                                                    
Inge Røpke, Danmarks første professor i økologisk økonomi har stadig svært ved at få publiceret sin forskning, fordi økonomi stadig i mange fagtidsskrifter og politiske cirkler betragtes som læren om, hvordan man skaber mere vækst og mere rigdom til stadig flere. Foto: Tine Sletting

  i Information 11. december 2012 
Det er en ældgammel idé. Det startede egentlig med fysiokraterne,« siger Inge Røpke. Og nu har ideens udbredelse nået et foreløbigt lokalt højdepunkt med udnævnelsen af Danmarks første professor i økologisk økonomi.
Fysiokraterne var de franske naturfilosoffer, som i 1700-tallet mente, at naturlovenes gyldighed også måtte omfatte menneskesamfundene. Og Danmarks første økologiske økonomiprofessor er Inge Røpke. Udnævnt af Aalborg Universitet og tilknyttet universitetets nye Center for Design, Innovation og Bæredygtig Omstilling, DIST, der har til huse i Københavns sydvestkvarter og som officielt indvies den 11. januar.
Udnævnelsen afspejler en voksende erkendelse af mainstream-økonomiens begrænsninger og behovet for nye modeller for udviklingen.
»Jo, der er sprækker,« siger Inge Røpke.
Men den økologiske økonomi udgør stadig en minoritetsdagsorden, selv om den som videnskabeligt felt har været længe undervejs.
»Grundideen er at betragte økonomien som en organisme med et stofskifte. På samme måde som menneskekroppen, hvor stof går ind og holder liv i organismen for derefter at blive sendt ud i degraderet form. Det er alle sådan set enige om. Uenigheden opstår i spørgsmålet om, hvilke konsekvenser det må have at se verden på den måde. Økologiske økonomer siger, at det må betyde, at økonomien og dens processer skal beskrives i biofysiske termer og med mål for økonomiens faktiske størrelse i forhold til naturgrundlaget, dvs. i form af stofstrømme, energiregnskaber, økologiske fodspor osv. – i stedet for blot i priser.«
»I mainstream-økonomisk teori finder markedet frem til den rigtige pris, og det er så automatisk udtryk for, hvad noget er værd. I den version af økologisk økonomi, som jeg står for, er det nonsens. Pris og værdi har groft sagt ikke noget med hinanden at gøre, fordi priser er historiske konstruktioner – en afspejling af magtstrukturer, kultur, kønsroller og alt muligt andet,« siger Røpke.
Priserne er mainstream-økonomiens forsøg på at sætte sig ud over det faktum, at der i den virkelige verden hersker usammenlignelighed.
»Værdi kan ikke bestemmes på én måde. Vi er nødt til at diskutere ud fra, at der kan gælde flere kriterier for værdi. Det er et vigtigt forskningsfelt for økologisk økonomi.«
Slagsmålet
– Når nu økologisk økonomi har idémæssige rødder helt tilbage hos 1700-tallets fysiokrater, hvorfor er det så stadig et marginaliseret forskningsfelt?
»Bl.a. fordi det ikke har leveret svar på de udfordringer, som tidligere er blevet betragtet som centrale for samfundet. I 1930’erne var f.eks. arbejdsløsheden den store udfordring, og det skabte grundlag for keynesianismens gennembrud, fordi den som teori svarede på tidens problemer. I 1970’erne, hvor miljøbevidstheden vågnede, udviklede økonomer som Nicholas Georgescu-Roegen og Herman Daly den moderne version af økologisk økonomi. De gik i clinch med mainstream-økonomerne og søgte at overbevise dem om, at der er grænser for vækst, og at økologisk økonomi simpelthen er måden, økonomi skal tænkes på, det vil sige den skal erstatte den traditionelle økonomiske tænkning. Det gik dem ilde,« påpeger Røpke.
Efter at have løbet panden mod en mur i forsøget på at forvandle den etablerede økonomiske tænkning gik det voksende antal økologiske økonomer egne veje. Man etablerede i 1989 The International Society for Ecological Economics med fokus på at opbygge et eget forskningsfelt.
Og det er lykkedes. Man har i dag egne videnskabelige tidsskrifter, velbesøgte faglige konferencer og et levende forskermiljø med originale videnskabelige arbejder og et stigende antal deltagere.»Men vi har på en måde forladt slagsmålet med mainstream-økonomerne. Der udvikles masser af kritik af den traditionelle økonomi, men vi diskuterer det mest med os selv. Jeg ved ikke, hvor mange der for alvor går i clinch med de traditionelle økonomer,« siger Inge Røpke.
– Hvorfor er det sådan?
»Økologisk økonomi har meget flydende grænser, mens mainstream-økonomi har meget, meget faste grænser – også for de enkelte deldiscipliner – og de bliver vogtet effektivt. Der foregår et sindssygt hårdt slagsmål om at publicere, opnå anerkendelse og overleve i det system. De videnskabelige artikler, jeg producerer, ville blive fuldstændig afvist af et tidsskrift som American Economic Review – det falder for meget uden for de snævre rammer.«
Et ubekvemt budskab
– Nok så interessant er konflikten mellem jeres syn på økonomien og de politiske beslutningstageres. Hvorfor har de ikke større forståelse for udsagnet om, at økonomien er en underafdeling af økologien, og at vækstøkonomien er nået på sine grænser?
»Fordi det er et ubehageligt budskab,« siger Røpke, der i sin tiltrædelsesforelæsning forleden bl.a. viste, hvordan vækstraterne i de vestlige lande er faldet kontinuert gennem nu et halvt århundrede.
»Hvis der er grænser for vækst, og for hvor mange ressourcer man kan bruge, så kommer fordelingsproblematikken på dagsordenen med stor styrke. Man kan ikke længere sige ’Lad os få noget mere økonomisk vækst, så bliver der også noget til de fattige.’ Når grænserne erkendes, er man nødt til at sige ’Når jeg bruger ressourcerne, så kan du ikke bruge dem’.«
»Og når man i dag kan kortlægge, hvor mange ressourcer vi overfører til os selv fra andre dele af verden, så bliver det meget tydeligt, at vi lever på andres bekostning. Vækst i vores forbrug hviler på, at vi tager andres jordarealer, ressourcer, vand, fordi vi importerer alle mulige varer. Det er da et forfærdelig ubehageligt budskab, fordi det rejser en etisk fordring om at dele med andre,« siger Inge Røpke.
»Vor hjemlige diskurs om konkurrenceevnen og ’hvad skal Danmark leve af’ handler jo helt overvejende om, hvordan vi skal klare os i det aktuelle kapløb, hvordan vi kan sikre højtlønnet beskæftigelse, hvordan Danmark kan stå stærkt i verdensøkonomien, hvordan vi kan fastholde en høj levestandard ved at opretholde evnen til at få ressourcer overført til os. Det er dét, der opfattes som udfordringen – og det er økologisk økonomi med sit budskab om grænser for vækst og deraf følgende behov for omfordeling ikke svaret på.«
I stedet nedsætter regeringen f.eks. en produktivitetskommission, der skal bistå med den hovedopgave »at få lagt grundlaget for en stærk produktivitetsudvikling i hele samfundet, både i eksportvirksomhederne, i hjemmemarkedserhverv og i den offentlige sektor. Målet er, at det danske produktivitetsniveau på sigt skal ligge tæt på toppen i OECD,« som det hedder i kommissoriet.
»Det er et eksempel på, at ’vi skal tilbage på hesten’-tænkningen stadig dominerer,« siger Inge Røpke, der mener, at man med talen om at organisere arbejdet mere effektivt og præstere teknologiske nyskabelser helt overser, at produktivitetsvæksten historisk har haft tæt sammenhæng med adgangen til billig fossil energi. Når i-landenes produktivitetsvækst er faldet siden 1970’erne, skal det bl.a. ses i lyset af, at den energi, der har båret de fantastiske teknologier, er blevet dyrere – herunder at selve den fossile energiudvindings produktivitet, kaldet energy return of energy investment, er blevet stedse lavere.
De sociotekniske systemer
Problemerne for den traditionelle vækstøkonomi forsvinder næppe af, at man vender ryggen til de økologiske økonomers advarsler. Spørgsmålet er, hvad dette forskningsfelt og dets første danske professor så kan bidrage med.
»Det er vigtigt bl.a. at arbejde med vore såkaldte ’sociotekniske systemer’ og de institutioner, der går på tværs heraf. Tag fødevareområdet som ét socioteknisk system: Her oplever vi en lang række problemer, som i dag forsøges behandlet hver for sig. Resistente bakterier, pesticider, monotone landskaber, dyrevelfærd, fedme … Dette fødevaresystem er simpelthen ikke velfungerende, og det er en afspejling af den mainstream-dagsorden, der anlægger et mængde- og vækstperspektiv på landbruget: Hvor meget kan det bidrage til BNP? Hvis fødevaresystemet skal blive velfungerende, skal der ske en fundamental omstrukturering, og det mener jeg, vores centers forskning i bæredygtig omstilling er en vigtig del af.«
Tilsvarende med samfundets tværgående institutioner: Arbejdsmarkedssystemet, uddannelsessystemet, pensionssystemet …
»I dag er disse institutioner afhængige af vækst og fremmer vækst. Hvis vi er på vej mod et ikkevækstsamfund, er vi nødt til at få systemerne til at fungere på en anden måde. Også her handler det i høj grad om fordeling,« siger Inge Røpke og påpeger, at den aktuelle krise i Europa alene ’løser’ problemerne ved at fratage de fattige mulighedne for at bruge systemerne og for at forbruge i det hele taget.
»Hvis kun nogle kommer til at betale prisen for økonomiens krise, eksploderer de sociale problemer. Det er det, vi nu ser i Grækenland og Spanien.«

torsdag den 13. december 2012

Nok er nok!

 Nok er nok! - Stop den skæve udvikling, før det er for sent.

                                 
Siger den 82-årige miljøforkæmper, naturvidenskabsmand
og samfundsdebattør Niels I. Meyer i sin nye bog. Han opfordrer til at gøre oprør mod nyliberalismen – til forsvar for klodens bæreevne, velfærden og demokratiet.






Af Finn Kjeller      i   www.modkraft.dk   10-12-2012
Oprøret er en hastesag, hvis vi vil undgå, at udviklingen går så skævt, at der ikke er nogen brugbar vej frem.”
I forhold til Niels I. Meyers manifest fra 2001, ”Udviklingens ulidelige skævhed”, anslår efterfølgeren ”Nok er nok” en tone af sidste udkald.
Grænser for vækst
Udviklingen passer nemlig ”uhyggelig godt” med det scenario for økonomisk og økologisk kollaps, som blev beskrevet allerede i rapporten ”Grænser for vækst” tilbage i 1972, konstaterer Niels I. Meyer. Og over for udtømningen af oliekilderne satser man nu på nye og endnu mere miljøskadelige teknikker såsom udvindingen af tjæresand og skifergas.
De nyliberalistiske økonomiske modeller, som stadig dominerer i den økonomiske politik, er kortsigtede og negligerer miljø og klima.
Man taler om ”grøn vækst”, men begrebet er ifølge Niels I. Meyer blevet en bekvem undskyldning for at fortsætte en grundlæggende forkert udvikling. En reel løsning kræver ikke bare mere effektive teknologier, som relativt begrænser miljøbelastningen, men en absolut afkobling, hvor den samlede miljøbelastning mindskes.
Det er systemet, der er noget galt med
I dag er ”næsten alle debatter fokuseret på spørgsmålet om, hvordan vi hurtigst muligt kan få gang i den økonomiske vækst igen”.
”Det bedrøvelige er, at de dominerende strategiske løsningsforslag ikke kan bremse nedturen uden skræmmende omkostninger for de svage samfundsgrupper og i sidste ende for demokratiet, som vi allerede ser tendenser til i Grækenland og Italien,” skriver Niels I. Meyer og erkender:
”Det kan ikke udelukkes, at økonomerne har ret i, at det nuværende økonomiske system domineret af neoliberal økonomisk tankegang og stærke kommercielle særinteresser ikke kan overleve uden økonomisk vækst. Men det kunne måske skyldes, at det er systemet, der er noget galt med, når det ikke kan fungere uden samtidig at underminere vores naturgrundlag og desuden skabe hyppige økonomiske kriser. Når økonomiske modeller kan regne sig frem til, at det ikke kan betale sig at redde verden, så er tiden nok kommet til at tage magten fra økonomerne og deres nuværende modeller.”

                                       
Realisme
Niels I. Meyer kommer ikke kun med en rammende kritik, men også med konkrete reformforslag, nationalt såvel som internationalt.
”Jeg har ofte mødt den kritiske indvending mod mine løsningsforslag, at de er ’urealistiske’,” bemærker han i forordet og fortsætter:
”Den kritik berører mig efterhånden ikke. Det mest urealistiske er at tro, at vi kan fortsætte ad de nuværende spor.”
”Spagfærdige lapperier har haft deres tid og trækker bare tiden ud,” slår Niels I. Meyer fast. Set i det lys virker mange af hans forslag beskedne.
Som når han f.eks. foreslår et midlertidigt stop for skifergasudvinding, kræver opstramning af EU’s mislykkede CO2-kvotesystem eller opfordrer regeringen til at støtte ”eksperimenter med nedsat arbejdstid, solidarisk deling af lønarbejdet og et fleksibelt arbejdsbegreb”.
Alternativ
Niels I. Meyer bruger ikke mange ord på et samlet alternativ, men dog nok til at angive en retning:
”Den dominerende pengemagt må erstattes af et økonomisk system, som prioriterer social og økonomisk lighed og hensyntagen til klodens miljø og naturgrundlag.”
Målet er en ”ligevægtsøkonomi uden vækst” og et ægte folkestyre, hvor ”pengemagten ikke [har] nogen særindflydelse på de politiske beslutninger”.
Vægten i de fremadrettede bidrag ligger på forslag, som kan sætte en kæp i hjulet på det nyliberalistiske projekt og sætte gang i en anden udvikling.
Lighed og miljø
En central pointe i bogen er, at kampene for miljø, lighed og demokrati er tæt forbundne.
For Niels I. Meyer er det ikke nok at erkende nødvendigheden af en ny model uden økonomisk vækst:
”En øget indsigt er et første skridt i den rigtige retning, men det rækker ikke, hvis man ikke samtidig gennemfører en række politiske reformer, der sikrer langt større ligestilling for alle mennesker på kloden gennem global solidaritet og solidaritet internt i de enkelte lande. Så længe der er store uligheder mellem forskellige lande på kloden og internt i disse lande, kan man ikke fortænke de fattige tabere i at stemme for økonomisk vækst, selvom de ret beset burde fokusere på en anden fordelingspolitik.
Hovedopgaven er at få et demokratisk flertal til at erkende, at begrebet ’grænser for vækst’ er helt afgørende på en klode med begrænsede fysiske ressourcer samtidig med, at flertallet gennemskuer betydningen af økonomisk og social lighed i den forbindelse.”




Pengemagt kontra naturgrundlag
Forfatteren advarer om, at det kan blive svært at nå i tide, navnlig fordi pengemagten spænder ben for demokratiske beslutninger i den retning.
”I praksis” er der i de rige, såkaldt demokratiske lande ”mere tale om pengestyre end om folkestyre. Økonomiske særinteresser, der køber sig indflydelse på medierne, er i fuld gang med at underminere demokratiet og miljøet.”
Udviklingen går i retning af ”mere pengestyre og mindre folkestyre”, ikke bare i Italien og USA, men også i lande som Danmark. Det er ”ved at udvikle sig til en trussel mod hele klodens naturgrundlag, fx i forbindelse med den globale opvarmning og overforbruget af sparsomme ressourcer. Kortsigtede økonomiske særinteresser saboterer en langsigtet politisk løsning af de globale problemer og ender måske med at drage demokratiet med i afgrunden”.
I stedet for EU
I den Europæiske Union tages der med bl.a. europagten afgørende skridt i retning af en forbundsstat, konstaterer Niels I. Meyer. Som ledende medlem af Junibevægelsen arbejdede han i sin tid for at skabe et flertal for demokratiske reformer inden for EU’s nuværende rammer, men:
”Det tror jeg ikke mere på er muligt.”
Nu gælder det ifølge Niels I. Meyer om ”en opløsning af rammerne for det nuværende EU, således at europæiske lande kan samarbejde fleksibelt i selvvalgte grupperinger baseret på demokratiske beslutninger i det enkelte land”.
Som løftestang for et andet Europa foreslår han at satse på oprettelsen af et ”Nordisk Forbund”, som bl.a. vil kunne være et klimapolitisk forbillede.
Opgør med kasinosamfund
Kapitalens frie bevægelighed har destabiliseret den globale økonomi, og det er på tide at genindføre kontrollen med kapitalbevægelserne – også for at forsvare demokratiet:
”Pengemagten må heller ikke kunne misbruges til at true med kapitalflugt for at gennemtvinge politiske beslutninger til fordel for kommercielle særinteresser.”
”Det er en fordel, hvis kontrollen placeres i en uafhængig international organisation, som foreslået af Keynes, men kontrollen kan til en begyndelse placeres i de enkelte nationalbanker.”
For at gøre op med ”kasinosamfundet” skal finanssektoren skal opdeles i servicebanker og spekulationsbanker – og de sidste skal afvikles. Alle rene finanstransaktioner skal pålægges en Tobinskat.
I dag er det kommet så vidt, at computerprogrammer er sat til at tage sig af aktiehandler fra sekund til sekund – med fare for pludselige økonomiske sammenbrud, såkaldte ”flash crash”. Derfor foreslår Niels I. Meyer, at der skal kræves mindst en uges ejerskab, før værdipapirer sælges videre.
Idealisme?
Analysen kan til tider forekomme idealistisk:
”Problemet er, at flertallet af beslutningstagerne i de rige lande endnu ikke har erkendt nødvendigheden og fordelene ved en markant ændring af den nuværende livsstil og en reduktion af arbejdsmanien.”
Den fremherskende nyliberalisme føres tilbage til, at ”studerende på de ledende universiteter er blevet indpodet af deres økonomiprofessorer, at den form for økonomisk teori er den rette. Det budskab er kandidaterne så gået ud i verden med som regeringsrådgivere, bankrådgivere, som næste generation af økonomiprofessorer – og som eksperter i Verdensbanken og den Internationale Valutafond (IMF)”.
Niels I. Meyer er dog ikke blind for arbejdsgiver- og kapitalinteresserne bag det økonomiske og miljøpolitiske bagstræb.
Globalisering
Globaliseringen er ”i høj grad er drevet frem af multinationale selskaber og baseret på deres økonomiske særinteresser”. Frihandelen er til gavn for de stærke på markedet, dvs. de multinationale.
Derfor slår Niels I. Meyer til lyd for en ny regulering af verdenshandelen: Nedlæg WTO, opret en ny FN-organisation, som inddrager miljøhensyn og indfører beskyttende told og kontrol med kapitalbevægelserne.
Blandt hans forslag i den forbindelse er at lægge en afgift på transport af varer, så miljøomkostninger bliver dækket, og gøre op med patentbeskyttelsen, så man frit kan benytte patenter på livsvigtig medicin, teknologier til bekæmpelse af den globale opvarmning og teknologier til dyrkning af fødevarer på en miljømæssigt forsvarlig måde.
Strategi
Det gode eksempel er en rød tråd i Niels I. Meyers strategi. Således gælder det om at gøre Danmark til ”global økonomisk rollemodel”, og ”menneskene i de rige lande burde gå i spidsen som rollemodeller for hele verdens befolkning”. For hvis nogle af de rige lande begynder at satse på livskvalitet frem for materielt forbrug, kan det ”i sidste ende […] blive redningsprocessen for hele kloden”.
Som mulige aktører for en anden udvikling appellerer Niels I. Meyer forskellige steder i bogen til fagbevægelsen, SRSF-regeringen og Enhedslisten. Primært er det dog de unge, som Niels I. Meyer sætter sin lid til:
”Det er jeres generation, der må bringe beboerne [på kloden] til fornuft, hvis det skal klares i tide,” skriver han i et efterskrift til sine børnebørns generation og fortsætter:
”Det er en stor opgave, og I bør begynde med at kæmpe for en gennemgribende reform af vores nuværende nyliberalistisk-økonomiske system og dets institutioner.”

Niels I. Meyer: Nok er nok – Stop den skæve udvikling, Tiderne Skifter, november 2012. 88 sider. Pris: 125 kr.