lørdag den 4. juni 2016

Jens Jørgen Nielsen: Vanvittig opmarch mod Rusland


http://www.arbejderen.dk/blog-indl%C3%A6g/jens-j%C3%B8rgen-nielsen/vanvittig-opmarch-mod-rusland

                                                    Jens Jørgen Nielsen
Cand. mag. i historie og idehistorie, lektor på Niels Brock
Har boet i mange år i Rusland og Baltikum og arbejdet som projektansat og bl.a. også været korrespondent for Politiken. Taler flydende i russisk og følger meget med i russiske medier. Har skrevet en række bøger om Rusland og Polen. Er med i RIKO, Rådet for International Konflikthåndtering.


Torsdag, 02. juni, 2016, 07:48:44

Vanvittig opmarch mod Rusland


Hvis vi får en europæisk storkrig, så vil der efter al sandsynlighed blive brugt atomvåben. Og hvem kommer til at betale prisen for det? Skal vi gætte på Baltikum, Polen – og Skandinavien?

En påstand: Vi er tættere på en storkrig i Europa end nogensinde siden Anden Verdenskrigs afslutning for over 70 år siden. Og det i en periode, som begyndte med drømmene om det store globale fællesskab efter, at den kolde krig stoppede i 1989.
Demokraterne er ikke de gode og republikanerne de onde, som skandinaver ofte tænker.
Russerne og andre tidligere sovjetfolk omfavnede Vesten og dens ideologi. Selv da NATO begyndte at udvide mod øst med de tidligere warszawapagt-lande, talte man om en voksende stabilitet og fred. Men den tid er uigenkaldeligt forbi. Flere ting må bekymre:

Opmarch mod Rusland

For det første har der aldrig siden Anden Verdenskrigs afslutning været så meget militært isenkram og soldater ikke bare tæt på, men på grænsen til Rusland. Ikke underligt, at tyskerne har vægret sig ved at sende soldater til Baltikum.
Det kan være vi i Vesten har glemt det, men russerne har ikke glemt, at Nazi-tyskland trængte samme vej ind med militær og dræbte op mod 27 millioner mennesker. 
For det andet: Der er ved at blive placeret krydsermissiler enten meget tæt på den russiske grænse eller missiler placeret på skibe i Østersøen og andre steder. Det er et resultat af George W Bush' opsigelse af Traktaten om antiballistiske missiler i 2002.
Der er det djævelske ved krydsermissiler, at de kan ramme for eksempel Sankt Petersborg på under fem minutter. De, der besidder atomvåben, kan desuden få den illusion, at de såkaldte forsvarsmissiler kan neutralisere de russiske langdistance-atomraketter og dermed ophæve den gensidige afskrækkelse.
Altså, at NATO kan vinde en atomar storkrig med Rusland. Fristelsen til at angribe kan blive stor. Men i virkelighedens verden er det netop en illusion. Russernes våbensystemer er væsentlig mere avancerede end for eksempel de irakiske. 
For det tredje er de diplomatiske forbindelser mellem Rusland og Vesten under frysepunktet. At en demokratisk præsident, Obama, skulle blive den, der kastede især Europa ud i en sådan farlig situation, kan undre.
Republikaneren Ronald Reagan tog skridt til at indlede nedrustningsforhandlinger med Gorbatjov i anden halvdel af 1980'erne. Men det var også demokraten John F. Kennedy, som var tæt på at udløse en atomkrig, fordi Sovjetunionen havde opstillet missiler inden for en radius af 90 miles på Cuba i 1962.
Og i dag er det en republikaner, Donald Trump, som stiller spørgsmålet, hvorfor USA fører så mange krige i verden, og hvorfor USA er på krigsfod med Rusland. Jeg kan lide Trumps spørgsmål uden at støtte manden, vil jeg godt understrege.
Demokraterne er ikke de gode og republikanerne de onde, som skandinaver ofte tænker.

Europa spændt for USA's vogn

Det spørgsmål, der må stilles nu, er, hvordan de europæiske lande har spændt sig efter en vogn, som entydigt er styret af USA og dets globale interesser.
USA ser Rusland og Kina som lande, der om ikke truer USA så i hvert fald stiller alvorlige spørgsmålstegn til USA's hegemonistatus i verden. Hvis vi får en europæisk storkrig, så vil der efter al sandsynlighed blive brugt atomvåben. Og hvem kommer til at betale prisen for det? Skal vi gætte på Baltikum, Polen – og Skandinavien?
Det er så meget desto mere grotesk, når man ser på begrundelsen. Rusland er aggressivt, Putin er en vanvittig mand, læser vi i aviser og bøger og bombarderes med hver dag i TV.
Men hvad er det konkret, som retfærdiggør at sætte hele vores fysiske eksistens på spil? Ukraine er et særtilfælde. Ved valgene i 2010 og 12 var der et flertal, der stemte på politikere, som var imod ukrainsk NATO-medlemskab. Krim har lige siden 1992 været utilfreds med være en del af Ukraine. Intet tyder på, at Rusland vil angribe Baltikum.
Russerne føler sig trængte. I den situation kan alt ske.