Dagens kommentar.
Nedbrydning af offentlige institutioner:
De borgerliges inklusiv socialdemokraternes politik er, at alle
offentlige institutioner, skolen, sygehuse, skat m.m. skal ødelægges,
så de private kan overtage. I privatskolerne er klassekvotienten lavere,
og der går politikkernes børn jo. Det minder mere og mere om historierne
fra USA. Dem, der har penge, går i privatskoler, mens lærerne i de
fattige kvarterer kæmper med dårlig økonomi og samspilsramte børn.
Claus Hjort sagde i går:
Vi ville gerne give danske børn bedre forhold, men kasseeftersynet har talt. Det har vi ikke råd til. Hvilke tal står der i dette kasseeftersyn? Var der måske ikke andre steder, der kunne spares, f.eks ministerlønninger og -pensioner. Eller lidt omprioritering, at prioritere børns opvækst frem for kampfly? Hvilken glæde har sultne og understimulerede børn af, at Danmark deltager med de store, med at bombe rundt om i verden?
tirsdag den 29. september 2015
torsdag den 17. september 2015
Flygtningestrømmene er en boomerang (del 3)
http://riko.nu/flygtningestroemmene-er-en-boomerang/
RIKO Rådet for International Konfliktløsning
RIKOs anbefalinger i relation til flygtningesituationen
På kort sigt:
Basere vor holdning til krigsflygtninge på gældende konventioner (Folkeret); fastholde en europæisk tradition for humanisme og hjælp til folk i nød; finde regionale europæiske løsninger, ikke hytte os bag nationalistiske og populistiske holdninger.
Internationale flygtningestrømme er nok det mest grænseoverskridende man kan tænke sig. EU er netop konstrueret til at tage sig af problemer, der er grænseoverskridende. Derfor skal EU og det øvrige Europa ind i løsningen af flygtningeproblemerne, bedst i samarbejde med de arabiske lande. Der bør laves kvoter for, hvor mange flygtninge (der opfylder asylkravene) hvert land skal modtage, baseret på objektive kriterier (befolkningstal, BNP, allerede modtagne flygtninge). Det er politikernes udfordring at få dette igennem på europæisk, evt. europæisk-arabisk niveau. Et flertal i den danske befolkning støtter ifølge opinionsundersøgelser op om en sådan fælles løsning.
En integrationsproces sættes igang straks efter modtagelse af asyl, så flygtningene ikke tabes i det sociale system og ender i social isolation.
På mellemlangt og langt sigt:
Der skal opbygges stærke mæglings- og konfliktløsningsorganer i internationale og regionale organisationer som f.eks. FN og EU, og statslederne i disse organisationer skal bakke om om dette. Mæglere og facilitatorer kunne være nogle internationalt respekterede fhv. statsmænd og –kvinder.
Konfliktforebyggelse bør have en langt mere fremtrædende plads i dansk og europæisk udenrigspolitik. Vi ved i dag meget om de risikofaktorer, der er i spil ved udvikling af konflikter. Men ofte reagerer politikere først, når konflikten er brudt ud i lys lue, og volden er begyndt at eskalere. Dette må ændres. Der skal reageres tidligt på udbrud af symptomer på konflikter, både internt i et land (kan ende i borgerkrig) eller mellem to stater. Og sigtet med at reagere skal være at nedtrappe og løse konflikterne.
Hvad gør vi i de lande, der allerede er ude i borgerkrige og interne voldsspiraler? Lad os tage eksemplet Syrien, som Europa i øjeblikket modtager flest flygtninge fra. Først må man gøre sig klart, at Syrien er en af de mest komplekse konflikter i verden i dag. Der er flere lag af konflikter. Der er for det første en intern borgerkrig mellem Damaskus-regimet på den ene side og oprørsgrupper på den anden side, og landet er delt mellem dem. Reelt er der indtil nu sket uendelig lidt i processen mod at skabe fred i Syrien. Mens Danmark og andre lande deltager i luftkampagnen mod Islamisk Stat, er realiteten, at kampen mod IS stort set intet har at gøre med det langsigtede forsøg på at skabe en varig fred i Syrien. Det kræver først og fremmest en fredsaftale mellem de syriske oprørsbevægelser og det siddende regime. Og mellem deres udenlandske støtter.
For det andet er der en dyb regional konflikt om Syrien mellem Saudi Arabien og allierede på den ene side og Iran på den anden. For det tredje er der en international konflikt om Syrien mellem Vesten (EU, USA) på den ene side og Rusland og Kina på den anden. Denne magtkamp foregår bl.a. i FN. Man må derfor begynde med at nå til en forståelse internationalt i FN, samt regionalt, så Saudi Arabien og Iran finder frem til en magtbalance-aftale. Disse øvre lag i konflikten er stater med diplomatier, kontakt med hinanden og FN at agere i. Disse øvre lag i konflikten må lægge et massivt pres på de interne parter for en politisk løsning. En militær løsning i en konflikt, hvor deltagerne på begge sider er stormagter og stærkt militariserede, er udelukket. Der er kun forhandlingsvejen tilbage – alt andet vil gøre situationen værre.
I andre lande hvor der kommer flygtninge fra, f.eks. i Irak, Libyen og Afghanistan, må der også sættes gang i højprofilerede forhandlings- og mæglingsbestræbelser. I Libyen, hvor de to parter, der regerer hver sin del af landet med kaos til følge, må parterne presses til våbenhvile og en form for fredelig magtdeling og/eller koalitionsregering. Kun derved kan flygtningepresset standses.
De mange nationer i Europas nærhed, på Balkan, i Nordafrika og i det øvrige Afrika, hvorfra der kommer hovedsageligt økonomiske migranter, må Europa sammen med resten af verden inddrage i en ny udviklingsproces i multimilliard-klassen , der skaber reel socio-økonomisk udvikling og mere rimelig fordeling af rigdommene, så folk motiveres til at blive i deres lande.
Regeringer, internationale og regionale organisationer(bl.a. FN og EU) må begynde at tænke på en anden fremtid både med hensyn til at løse konflikter og fredsopbygning (udvikling). Nationalismen og populismen, som er på fremmarch i Europa i øjeblikket, må have et stærkere modspil.
RIKO Anbefaler
Information | Eksperter: Det er for let for Vesten at gå i krig fra luften
The Elders | Fire ideer til at sikre freden
Anmeldelse | ”An Intimate War: An oral History of the Helmand Conflict 1978-2012.” af Mike Martin
RIKO Rådet for International Konfliktløsning
RIKOs anbefalinger i relation til flygtningesituationen
På kort sigt:
Basere vor holdning til krigsflygtninge på gældende konventioner (Folkeret); fastholde en europæisk tradition for humanisme og hjælp til folk i nød; finde regionale europæiske løsninger, ikke hytte os bag nationalistiske og populistiske holdninger.
Internationale flygtningestrømme er nok det mest grænseoverskridende man kan tænke sig. EU er netop konstrueret til at tage sig af problemer, der er grænseoverskridende. Derfor skal EU og det øvrige Europa ind i løsningen af flygtningeproblemerne, bedst i samarbejde med de arabiske lande. Der bør laves kvoter for, hvor mange flygtninge (der opfylder asylkravene) hvert land skal modtage, baseret på objektive kriterier (befolkningstal, BNP, allerede modtagne flygtninge). Det er politikernes udfordring at få dette igennem på europæisk, evt. europæisk-arabisk niveau. Et flertal i den danske befolkning støtter ifølge opinionsundersøgelser op om en sådan fælles løsning.
En integrationsproces sættes igang straks efter modtagelse af asyl, så flygtningene ikke tabes i det sociale system og ender i social isolation.
På mellemlangt og langt sigt:
Der skal opbygges stærke mæglings- og konfliktløsningsorganer i internationale og regionale organisationer som f.eks. FN og EU, og statslederne i disse organisationer skal bakke om om dette. Mæglere og facilitatorer kunne være nogle internationalt respekterede fhv. statsmænd og –kvinder.
Konfliktforebyggelse bør have en langt mere fremtrædende plads i dansk og europæisk udenrigspolitik. Vi ved i dag meget om de risikofaktorer, der er i spil ved udvikling af konflikter. Men ofte reagerer politikere først, når konflikten er brudt ud i lys lue, og volden er begyndt at eskalere. Dette må ændres. Der skal reageres tidligt på udbrud af symptomer på konflikter, både internt i et land (kan ende i borgerkrig) eller mellem to stater. Og sigtet med at reagere skal være at nedtrappe og løse konflikterne.
Hvad gør vi i de lande, der allerede er ude i borgerkrige og interne voldsspiraler? Lad os tage eksemplet Syrien, som Europa i øjeblikket modtager flest flygtninge fra. Først må man gøre sig klart, at Syrien er en af de mest komplekse konflikter i verden i dag. Der er flere lag af konflikter. Der er for det første en intern borgerkrig mellem Damaskus-regimet på den ene side og oprørsgrupper på den anden side, og landet er delt mellem dem. Reelt er der indtil nu sket uendelig lidt i processen mod at skabe fred i Syrien. Mens Danmark og andre lande deltager i luftkampagnen mod Islamisk Stat, er realiteten, at kampen mod IS stort set intet har at gøre med det langsigtede forsøg på at skabe en varig fred i Syrien. Det kræver først og fremmest en fredsaftale mellem de syriske oprørsbevægelser og det siddende regime. Og mellem deres udenlandske støtter.
For det andet er der en dyb regional konflikt om Syrien mellem Saudi Arabien og allierede på den ene side og Iran på den anden. For det tredje er der en international konflikt om Syrien mellem Vesten (EU, USA) på den ene side og Rusland og Kina på den anden. Denne magtkamp foregår bl.a. i FN. Man må derfor begynde med at nå til en forståelse internationalt i FN, samt regionalt, så Saudi Arabien og Iran finder frem til en magtbalance-aftale. Disse øvre lag i konflikten er stater med diplomatier, kontakt med hinanden og FN at agere i. Disse øvre lag i konflikten må lægge et massivt pres på de interne parter for en politisk løsning. En militær løsning i en konflikt, hvor deltagerne på begge sider er stormagter og stærkt militariserede, er udelukket. Der er kun forhandlingsvejen tilbage – alt andet vil gøre situationen værre.
I andre lande hvor der kommer flygtninge fra, f.eks. i Irak, Libyen og Afghanistan, må der også sættes gang i højprofilerede forhandlings- og mæglingsbestræbelser. I Libyen, hvor de to parter, der regerer hver sin del af landet med kaos til følge, må parterne presses til våbenhvile og en form for fredelig magtdeling og/eller koalitionsregering. Kun derved kan flygtningepresset standses.
De mange nationer i Europas nærhed, på Balkan, i Nordafrika og i det øvrige Afrika, hvorfra der kommer hovedsageligt økonomiske migranter, må Europa sammen med resten af verden inddrage i en ny udviklingsproces i multimilliard-klassen , der skaber reel socio-økonomisk udvikling og mere rimelig fordeling af rigdommene, så folk motiveres til at blive i deres lande.
Regeringer, internationale og regionale organisationer(bl.a. FN og EU) må begynde at tænke på en anden fremtid både med hensyn til at løse konflikter og fredsopbygning (udvikling). Nationalismen og populismen, som er på fremmarch i Europa i øjeblikket, må have et stærkere modspil.
RIKO Anbefaler
Information | Eksperter: Det er for let for Vesten at gå i krig fra luften
The Elders | Fire ideer til at sikre freden
Anmeldelse | ”An Intimate War: An oral History of the Helmand Conflict 1978-2012.” af Mike Martin
tirsdag den 15. september 2015
Flygtningestrømmene er en boomerang (del 2)
http://riko.nu/flygtningestroemmene-er-en-boomerang/
RIKO
Rådet for International Konfliktløsning
På RIKO's hjemmeside står denne interessante artikel.
Jeg har delt den i tre dele. De, der vil læse hele artikkelen på en gang, klikker bare ind på hjemmesiden.
Flugten fra Mellemøsten og Nordafrika er en konsekvens af de sidste 15 års krige og manglende konflikthåndtering
Udtalelse fra Bestyrelsen, Rådet for International Konfliktløsning (RIKO)
Flygtningestrømme opstår ikke ud af ingenting. Der er altid gode grunde til, at folk sætter sig i bevægelse væk fra, hvor de bor. Det er der også nu. Grundene er uløste konflikter, der har forårsaget voldelige opgør internt i en række samfund. De vestlige lande (men også ikke-vestlige lande) har pustet til ilden ved at bakke ensidigt op om en af parterne i flere af konflikterne. Lad os tage nogle eksempler.
Irak: Danmark deltog 2003-2007 på amerikansk side i Irakkrigen, der førte til afsættelse af diktatoren Saddam Hussein. Efter regimets fald stod Irak imidlertid åbent for anarki og kaos, da de sociale og administrative strukturer i landet blev ødelagte.
Valg (efter en forfatning Vesten havde indflydelse på) medførte shia-dominans og undertrykkelse af sunni-befolkningen. Denne konflikt mellem shia’er og sunnier medførte, at store dele af den irakiske sunnibefolkning vendte sig til jihadisterne i Islamisk Stat.
Vesten var reelt på shia-regeringen side i denne konflikt, og har dermed ladet denne undertrykkelse ske. Med det resultat, at vi nu har en IS-domineret statsdannelse.
Det er forudsigeligt, at dele af sunnibefolkningen nu flygter til Europa fra IS-rædselsregimet – igen et blow-back fra for sen indgriben og for automatisk støtte til den ene side – shia-siden i Bagdad.
Afghanistan: Ligeledes et eksempel på mislykket ”konfliktløsning” gennem 14 år, hvor der i alt væsentligt kun er anvendt militære midler, fordi USA/NATO fra starten har afvist at inddrage især Taleban i en forhandlet, inkluderende magtfordeling i landet.
Libyen: Den vestlige bombekampagne i Libyen med efterfølgende regimeskifte i 2011 står som en skamstøtte for, hvad man ikke skal gøre.
Sammenbruddet i de libyske samfundsstrukturer efter kampagnen var totalt, og der var stort set intet follow up.
Vesten regnede med, at hvis man blot bombede det daværende Ghaddafi-diktatur væk, ville et højskoledemokrati og et flerpartisystem snart bryde frem og løse problemerne.
Man glemte, at bæredygtigt demokrati skal vokse op nedefra, og at det tager lang tid at udvikle det. Situationen i dag er en lavintensitet-borgerkrig. Der eksisterer to regeringer, der bekæmper hinanden, og en række ukontrollable millitsgrupper, herunder formentlig IS – og/eller andre islamistiske fraktioner.
Der er muligheder for mægling, hvilket FN forsøger, men presset fra stormagterne er ikke stærkt nok til en forhandlet løsning.
Resultatet af sammenbruddet i Libyen er ukontrollerede flygtningestrømme gennem landet, samt at mange afrikanere fra andre konfliktramte afrikanske lande benytter Libyen som udgangspunkt til at flygte over Middelhavet. Bombekampagnen har ødelagt samfundsstrukturerne, og der har ikke været nogen videre follow-up efter regimeskiftet og det efterfølgende kaos. Ergo flygter folk.... fortsættelse
http://riko.nu/flygtningestroemmene-er-en-boomerang/
RIKO
Rådet for International Konfliktløsning
På RIKO's hjemmeside står denne interessante artikel.
Jeg har delt den i tre dele. De, der vil læse hele artikkelen på en gang, klikker bare ind på hjemmesiden.
Flugten fra Mellemøsten og Nordafrika er en konsekvens af de sidste 15 års krige og manglende konflikthåndtering
Udtalelse fra Bestyrelsen, Rådet for International Konfliktløsning (RIKO)
Flygtningestrømme opstår ikke ud af ingenting. Der er altid gode grunde til, at folk sætter sig i bevægelse væk fra, hvor de bor. Det er der også nu. Grundene er uløste konflikter, der har forårsaget voldelige opgør internt i en række samfund. De vestlige lande (men også ikke-vestlige lande) har pustet til ilden ved at bakke ensidigt op om en af parterne i flere af konflikterne. Lad os tage nogle eksempler.
Irak: Danmark deltog 2003-2007 på amerikansk side i Irakkrigen, der førte til afsættelse af diktatoren Saddam Hussein. Efter regimets fald stod Irak imidlertid åbent for anarki og kaos, da de sociale og administrative strukturer i landet blev ødelagte.
Valg (efter en forfatning Vesten havde indflydelse på) medførte shia-dominans og undertrykkelse af sunni-befolkningen. Denne konflikt mellem shia’er og sunnier medførte, at store dele af den irakiske sunnibefolkning vendte sig til jihadisterne i Islamisk Stat.
Vesten var reelt på shia-regeringen side i denne konflikt, og har dermed ladet denne undertrykkelse ske. Med det resultat, at vi nu har en IS-domineret statsdannelse.
Det er forudsigeligt, at dele af sunnibefolkningen nu flygter til Europa fra IS-rædselsregimet – igen et blow-back fra for sen indgriben og for automatisk støtte til den ene side – shia-siden i Bagdad.
Afghanistan: Ligeledes et eksempel på mislykket ”konfliktløsning” gennem 14 år, hvor der i alt væsentligt kun er anvendt militære midler, fordi USA/NATO fra starten har afvist at inddrage især Taleban i en forhandlet, inkluderende magtfordeling i landet.
Libyen: Den vestlige bombekampagne i Libyen med efterfølgende regimeskifte i 2011 står som en skamstøtte for, hvad man ikke skal gøre.
Sammenbruddet i de libyske samfundsstrukturer efter kampagnen var totalt, og der var stort set intet follow up.
Vesten regnede med, at hvis man blot bombede det daværende Ghaddafi-diktatur væk, ville et højskoledemokrati og et flerpartisystem snart bryde frem og løse problemerne.
Man glemte, at bæredygtigt demokrati skal vokse op nedefra, og at det tager lang tid at udvikle det. Situationen i dag er en lavintensitet-borgerkrig. Der eksisterer to regeringer, der bekæmper hinanden, og en række ukontrollable millitsgrupper, herunder formentlig IS – og/eller andre islamistiske fraktioner.
Der er muligheder for mægling, hvilket FN forsøger, men presset fra stormagterne er ikke stærkt nok til en forhandlet løsning.
Resultatet af sammenbruddet i Libyen er ukontrollerede flygtningestrømme gennem landet, samt at mange afrikanere fra andre konfliktramte afrikanske lande benytter Libyen som udgangspunkt til at flygte over Middelhavet. Bombekampagnen har ødelagt samfundsstrukturerne, og der har ikke været nogen videre follow-up efter regimeskiftet og det efterfølgende kaos. Ergo flygter folk.... fortsættelse
http://riko.nu/flygtningestroemmene-er-en-boomerang/
lørdag den 12. september 2015
Flygtningestrømmene er en boomerang (del 1)
http://riko.nu/flygtningestroemmene-er-en-boomerang/
RIKO
Rådet for International Konfliktløsning
På RIKO's hjemmeside står denne interessante artikel.
Jeg har delt den i to dele. De, der vil læse hele artikkelen på en gang, klikker bare ind på hjemmesiden.
Flugten fra Mellemøsten og Nordafrika er en konsekvens af de sidste 15 års krige og manglende konflikthåndtering
Udtalelse fra Bestyrelsen, Rådet for International Konfliktløsning (RIKO)
Flygtningestrømme opstår ikke ud af ingenting. Der er altid gode grunde til, at folk sætter sig i bevægelse væk fra, hvor de bor. Det er der også nu. Grundene er uløste konflikter, der har forårsaget voldelige opgør internt i en række samfund. De vestlige lande (men også ikke-vestlige lande) har pustet til ilden ved at bakke ensidigt op om en af parterne i flere af konflikterne. Lad os tage nogle eksempler.
Syrien: Konflikten startede i det ”arabiske forår” i 2011 med unges demonstrationer mod regeringen. Imidlertid overreagerede Assad-regimet med en række voldelige tiltag mod de unge og deres forældre. Lidt efter lidt udvikledes en voldsspiral mellem regimet på den ene side og oprørere på den anden side. Her kunne kloge vestlige og/eller arabiske regeringer have grebet ind og søgt at mægle ved at lægge pres på begge parter. Men hvad skete? Danmark, EU, USA og sunnimuslimske arabiske lande som især Saudi Arabien linede op bag oprørerne mod det syriske regime; Rusland, Iran, Kina og Hezbollah linede til gengæld op bag regeringen i Damaskus.
Resultat blev at FN lammedes, fordi Vesten og de arabiske lande krævede Assads afgang som forhåndsbetingelse. Støtterne på den anden side kunne godt acceptere forhandlinger, men ikke at den syriske præsident skulle gå af som en betingelse herfor. Altså skakmat. Borgerkrigen fortsatte. Nu som en del af et større ”blame game” mellem øst og vest, mellem kravet om frihed på den ene side, og kravet om ret til suverænitet på den anden.
Hvad kan man lære af voldsspiralen og skakmat i Syrien:
http://riko.nu/flygtningestroemmene-er-en-boomerang/
RIKO
Rådet for International Konfliktløsning
På RIKO's hjemmeside står denne interessante artikel.
Jeg har delt den i to dele. De, der vil læse hele artikkelen på en gang, klikker bare ind på hjemmesiden.
Flugten fra Mellemøsten og Nordafrika er en konsekvens af de sidste 15 års krige og manglende konflikthåndtering
Udtalelse fra Bestyrelsen, Rådet for International Konfliktløsning (RIKO)
Flygtningestrømme opstår ikke ud af ingenting. Der er altid gode grunde til, at folk sætter sig i bevægelse væk fra, hvor de bor. Det er der også nu. Grundene er uløste konflikter, der har forårsaget voldelige opgør internt i en række samfund. De vestlige lande (men også ikke-vestlige lande) har pustet til ilden ved at bakke ensidigt op om en af parterne i flere af konflikterne. Lad os tage nogle eksempler.
Syrien: Konflikten startede i det ”arabiske forår” i 2011 med unges demonstrationer mod regeringen. Imidlertid overreagerede Assad-regimet med en række voldelige tiltag mod de unge og deres forældre. Lidt efter lidt udvikledes en voldsspiral mellem regimet på den ene side og oprørere på den anden side. Her kunne kloge vestlige og/eller arabiske regeringer have grebet ind og søgt at mægle ved at lægge pres på begge parter. Men hvad skete? Danmark, EU, USA og sunnimuslimske arabiske lande som især Saudi Arabien linede op bag oprørerne mod det syriske regime; Rusland, Iran, Kina og Hezbollah linede til gengæld op bag regeringen i Damaskus.
Resultat blev at FN lammedes, fordi Vesten og de arabiske lande krævede Assads afgang som forhåndsbetingelse. Støtterne på den anden side kunne godt acceptere forhandlinger, men ikke at den syriske præsident skulle gå af som en betingelse herfor. Altså skakmat. Borgerkrigen fortsatte. Nu som en del af et større ”blame game” mellem øst og vest, mellem kravet om frihed på den ene side, og kravet om ret til suverænitet på den anden.
Hvad kan man lære af voldsspiralen og skakmat i Syrien:
- Man skal gribe ind på et tidligt tidspunkt, mens konflikten er overskuelig.
- Man skal have konfliktløsning og mægling for øje med en intervention, og søge at undgå at optrappe volden.
- Man skal ikke line ensidigt op bag én af parterne i en konflikt og være kategoriske.
http://riko.nu/flygtningestroemmene-er-en-boomerang/
Abonner på:
Opslag (Atom)