onsdag den 2. december 2015

Jean-Claude Juncker og Bill Gates, navne på to magtfulde personer






 Jean-Claude Juncker og EU

De unge vil ikke Europa, bliver ofte gentaget i medierne.
Hvad er det for noget sludder? Europa er andet end EU, og selv om mennesker er imod EU, så betyder det ikke, at de ikke vil et konstruktivt samarbejde, med gensidig respekt for hinanden, mellem de europæiske stater.
Problemet er, at EU er en mærkelig konstruktion, der ikke er i stand til, at løse væsentlige problemer.
Hvilke interesser, der styrer EU, kan man se af, hvem kommissionsformanden er, Jean-Claude Juncker, forhenværende statsminister i Luxembourg, da Luxembourg hjalp og stadigvæk hjælper store internationale koncerner med skatteunddragelse.


Bill Gate og klimatopmødet.
Hvilken interesse har ejeren af Microsoft, Bill Gates, i omstilling til grøn økonomi, energibesparelser og brug af færre ressourcer?  

Opskriften på at blive verdens rigeste mand.
Microsofts forretningsmodel er, at produkterne har unødvendigt korte perioder, hvor disse er brugbare. For pc´ernes vedkommende styres dette med softwareprogrammerne.
For ca. to år siden fik jeg som så mange andre besked på at skifte styresystem på min pc. Jeg kunne ikke komme igennem til min netbank, fordi Java ikke længere understøtter xp-styresystemet. Jeg fik tilbudt at installere et nyt styresystem fra Microsoft på nettet, men da jeg gik i gang med det, fik jeg besked på, at pc´en var for gammel. Hvad så?
Efter flere undersøgelser på priser på pc´er, sagde en bankmedarbejder til mig, at jeg skulle skifte fra Google Chrom til Firefox.
Det gik meget godt et stykke tid, men så blev det for farligt, xp var ikke længere sikkert, fordi antivirusprogrammerne beskyttede det ikke længere.
Igen fik jeg et råd at en bekendt. Jeg skulle installere et gratis styresystem på min gamle pc. Styresystemet kaldes UBUNTU, eller UBUNTU-light, fordi min pc har begrænset kapacitet. Ubuntu opgraderer løbende sikkerheden og jeg bruger hver dag min syv år gamle DELL-mini. Jeg kan ikke lade være at tænke på, hvor mange pc´er Microsoft sælger dagligt, fordi de løbende laver om på styresystem og softwaren.

Smadrede smartphones.
Hvor meget mon ikke it-industrien også tjener på smadrede smartphonen-glas. Min mistænksomhed siger mig, at f.eks. Microsoft ikke er ked af de skrøbelig glas, så længe burgerne finder sig i det og bare køber en ny hver gang. Her er brug for en eller anden straf for energi- og ressourcespild.

Personer som Bill Gates har kun en interesse, og det er at tjene penge, flere penge og endnu flere penge. Hans intentioner med grøn energi kommer til udtryk i hans udtalelse i Paris. At fremstille energi, der koster det samme, som de fossile brændstoffer koster i dag.
Det bliver ikke noget af det, vi hidtil har kaldt for grøn økonomi med vedvarende energikilder.
Og drømmen om, at vi ikke længere skulle sende en stor del af vores penge til arabiske oliesheiker, men bruge dem i områderne, hvor vi bor, den drøm, kan vi glemme. Bill Gates behøves ikke smarte forretningsmodeller, som med software-projekterne, for når han skal sælge energi, så kommer pengene strømmende.
Jeg tvivler på at energi, solgt af verdens rigeste mand, vil komme alle jordens beboere til gode.





fredag den 30. oktober 2015

Dagpenge og førtidspension - ordenes nye betydning.

Retten til dagpenge og førtidspension er resultat af arbejderklassens kamp for overlevelse, når arbejdsløshed eller  sygdom indtræffer, og når nedslidning på arbejdsmarkedet gør mennesker uarbejdsdygtige
Men ordene dagpenge og førtidspension får ikke længere en til at føle samme tryghed som før, som Georg Orwell sagde: "Først stjæler de ordene, bagefter stjæler de deres mening."

                                               Førtidspension
Førtidspensionen betød retten til et anstændigt liv for dem, der var nedslidte på arbejdsmarkedet, dem der havde været ude for en arbejdsulykke og dem, der er for syge til at arbejde,
I dag betyder ordet, førtidspension, ikke retten til et anstændigt liv. Dette har Folketinget, arbejdsgiveres forlængede arm, lavet om på. I dag betyder ordet, at du er ude på at snyde samfundet
Ordene "det solidariske samfund", har også fået ny betydning. Før betød det, at ældre, syge og svage også havde ret til et anstændigt liv. Vi er alle i risikogruppen, så det var meget godt at vide, at blev vi syge, så fik vi ikke økonomiske problemer oveni. I dag betyder ordene "det solidariske samfund", at du skal give noget til samfundet, lige meget hvor syg eller nedslidt du er. Der bliver lavet forordninger, som er med til at presse  den sidste livs-gnist ud af syge, endda døende mennesker. Sådan blev "Det solidariske samfund", lavet om til at betyde, "mistænkeliggørelse, forfølgelse og torturlignende behandling af alvorligt syge samfundsborgere."

                                Folketingsmedlemmers  begrundelse.                              To medlemmer af Folketinget, Jacob Jensen fra Venstre og Lennart Dam-Andersen fra Socialdemokratiet bedyrede i DR's Deadline den 20. okt. , at den vigtigste begrundelse for de såkaldte ressourceforløb, er at hjælpe mennesker ud af ensomheden og den store ulykke, som det er, at de mister deres forbindelse til arbejdsmarkedet.
Jacob Jensen indrømmede, at det økonomiske også har betydning og at der, inden loven om ressource-udredningen, var en tendens til, at for mange kom i førtidspension, men for ham var det vigtigste, ikke at opgive folk ved at give dem varig offentlig forsørgelse uden tilknytning til arbejdsmarkedet. Bare en halv time om ugen er bedre end ingenting.

Socialdemokraten Lennart Dam-Andersen var et ekko af Carsten Koch's snak om motivation. Det er ikke ordningen med ressource-udredningen, der er noget galt med, men de kommunale  medarbejderes kompetence, til at motivere de syge, til at være positivt indstillede over for ordningen, med eller uden seng.

                                             Dagpenge og kontanthjælp.
På samme måde er det med ordene  dagpenge og kontanthjælp. Dagpenge, igen et resultat af fagforeningernes kamp, for at have noget at leve af i tider med konjunktursvingninger og arbejdsløshed. Ordene, der betød støtte og hjælp, betyder nu aktivering, overvågning og kontrol. Socialrådgivere, der før havde til arbejde at rådgive økonomisk trængte mennesker, skal i dag fremtrylle alle mulige underlige meningsløse former for aktivering, og kontanthjælpen, der bliver mindre og mindre, er ikke den nødvendige hjælp længere, men nærmere et kontrollsystem, der gør folk bange og syge.

                                              Frivilligt arbejde. 
Det sidste ord, der er ved at skifte indhold, er ordet frivilligt arbejde. Ifølge Støjberg skal det være et krav til dem, der søger dansk statsborgerskab, at de har lavet frivilligt arbejde, d.v.s. de bliver tvunget til frivilligt arbejde. Hvis du ikke laver frivilligt arbejde, så er du ikke en del af dansk kultur.
 Først aktivering, en ordning, hvor private firmaer tjener penge på at hjælpe mennesker på kontanthjælp med at aktivere sig selv. Så fleksjob, hvor arbejdsløse og førtidspensionister, arbejder både privat og kommunalt, hvor arbejdsgiveren  betaler en lille del eller måske intet af lønnen. Det næste bliver måske tvunget frivilligt arbejde på plejehjem, i børneinstitutioner eller andre steder.
                                         
                                          Ikke tilfældigt.
Denne fordrejning af ordene og indskrænkningen af folks frihed, til selv at bestemme over deres tid, er ikke tilfældig. Dette er derimod de pengestærkes massive propaganda, for at bilde flertallet af befolkningen ind, at det er for  kernevelfærden og folks trivsel, at disse nedværdigende og manipulerende tiltag gennemføres.
Deres evige jammer om, at der ikke er penge til noget længere, er ikke bare en stor løgn, men stammer fra filosofien om minimal staten, som ved hjælp af medier og købte politikere er blevet prædiket de sidste mange år.

De nyeste medlemmer i dette kor er "Liberal Alliance". Ikke fordi de andre partier, lige fra Socialdemokraterne og højre ud, ikke klarer det uden LA, men LA's "chefideolog" Lars Seier Christensen, sagde det klart og tydeligt i en tv-udsendelse. Alle offentlige forsørgelse skal væk.
På spørgsmålet om, hvad der skal ske med f.eks de arbejdsløse, svarede han: Der vil altid være nok af mennesker, der har behov for at hjælpe de svage.


tirsdag den 29. september 2015

Rigt land, med fattige børn!

Dagens kommentar.

Nedbrydning af offentlige institutioner:
De borgerliges inklusiv socialdemokraternes politik er, at alle offentlige institutioner, skolen, sygehuse, skat m.m. skal ødelægges, så de private kan overtage. I privatskolerne er klassekvotienten lavere, og der går politikkernes børn jo. Det minder mere og mere om historierne fra USA. Dem, der har penge, går i privatskoler, mens lærerne i de fattige kvarterer kæmper med dårlig økonomi og samspilsramte børn.


Claus Hjort sagde i går:
Vi ville gerne give danske børn bedre forhold, men kasseeftersynet har talt. Det har vi ikke råd til. Hvilke tal står der i dette kasseeftersyn? Var der måske ikke andre steder, der kunne spares, f.eks ministerlønninger og -pensioner. Eller lidt omprioritering, at prioritere børns opvækst frem for kampfly? Hvilken glæde har sultne og understimulerede børn af, at Danmark deltager med de store, med at bombe rundt om i verden?

torsdag den 17. september 2015

Flygtningestrømmene er en boomerang (del 3)

http://riko.nu/flygtningestroemmene-er-en-boomerang/

 RIKO  Rådet for International Konfliktløsning

RIKOs anbefalinger i relation til flygtningesituationen

På kort sigt:

    Basere vor holdning til krigsflygtninge på gældende konventioner (Folkeret); fastholde en europæisk tradition for humanisme og hjælp til folk i nød; finde regionale europæiske løsninger, ikke hytte os bag nationalistiske og populistiske holdninger.
    Internationale flygtningestrømme er nok det mest grænseoverskridende man kan tænke sig. EU er netop konstrueret til at tage sig af problemer, der er grænseoverskridende. Derfor skal EU og det øvrige Europa ind i løsningen af flygtningeproblemerne, bedst i samarbejde med de arabiske lande. Der bør laves kvoter for, hvor mange flygtninge (der opfylder asylkravene) hvert land skal modtage, baseret på objektive kriterier (befolkningstal, BNP, allerede modtagne flygtninge). Det er politikernes udfordring at få dette igennem på europæisk, evt. europæisk-arabisk niveau. Et flertal i den danske befolkning støtter ifølge opinionsundersøgelser op om en sådan fælles løsning.
    En integrationsproces sættes igang straks efter modtagelse af asyl, så flygtningene ikke tabes i det sociale system og ender i social isolation.

På mellemlangt og langt sigt:

    Der skal opbygges stærke mæglings- og konfliktløsningsorganer i internationale og regionale organisationer som f.eks. FN og EU, og statslederne i disse organisationer skal bakke om om dette. Mæglere og facilitatorer kunne være nogle internationalt respekterede fhv. statsmænd og –kvinder.

    Konfliktforebyggelse bør have en langt mere fremtrædende plads i dansk og europæisk udenrigspolitik. Vi ved i dag meget om de risikofaktorer, der er i spil ved udvikling af konflikter. Men ofte reagerer politikere først, når konflikten er brudt ud i lys lue, og volden er begyndt at eskalere. Dette må ændres. Der skal reageres tidligt på udbrud af symptomer på konflikter, både internt i et land (kan ende i borgerkrig) eller mellem to stater. Og sigtet med at reagere skal være at nedtrappe og løse konflikterne.

    Hvad gør vi i de lande, der allerede er ude i borgerkrige og interne voldsspiraler? Lad os tage eksemplet Syrien, som Europa i øjeblikket modtager flest flygtninge fra. Først må man gøre sig klart, at Syrien er en af de mest komplekse konflikter i verden i dag. Der er flere lag af konflikter. Der er for det første en intern borgerkrig mellem Damaskus-regimet på den ene side og oprørsgrupper på den anden side, og landet er delt mellem dem. Reelt er der indtil nu sket uendelig lidt i processen mod at skabe fred i Syrien. Mens Danmark og andre lande deltager i luftkampagnen mod Islamisk Stat, er realiteten, at kampen mod IS stort set intet har at gøre med det langsigtede forsøg på at skabe en varig fred i Syrien. Det kræver først og fremmest en fredsaftale mellem de syriske oprørsbevægelser og det siddende regime. Og mellem deres udenlandske støtter.

    For det andet er der en dyb regional konflikt om Syrien mellem Saudi Arabien og allierede på den ene side og Iran på den anden. For det tredje er der en international konflikt om Syrien mellem Vesten (EU, USA) på den ene side og Rusland og Kina på den anden. Denne magtkamp foregår bl.a. i FN. Man må derfor begynde med at nå til en forståelse internationalt i FN, samt regionalt, så Saudi Arabien og Iran finder frem til en magtbalance-aftale. Disse øvre lag i konflikten er stater med diplomatier, kontakt med hinanden og FN at agere i. Disse øvre lag i konflikten må lægge et massivt pres på de interne parter for en politisk løsning. En militær løsning i en konflikt, hvor deltagerne på begge sider er stormagter og stærkt militariserede, er udelukket. Der er kun forhandlingsvejen tilbage – alt andet vil gøre situationen værre.

    I andre lande hvor der kommer flygtninge fra, f.eks. i Irak, Libyen og Afghanistan, må der også sættes gang i højprofilerede forhandlings- og mæglingsbestræbelser. I Libyen, hvor de to parter, der regerer hver sin del af landet med kaos til følge, må parterne presses til våbenhvile og en form for fredelig magtdeling og/eller koalitionsregering. Kun derved kan flygtningepresset standses.

    De mange nationer i Europas nærhed, på Balkan, i Nordafrika og i det øvrige Afrika, hvorfra der kommer hovedsageligt økonomiske migranter, må Europa sammen med resten af verden inddrage i en ny udviklingsproces i multimilliard-klassen , der skaber reel socio-økonomisk udvikling og mere rimelig fordeling af rigdommene, så folk motiveres til at blive i deres lande.

    Regeringer, internationale og regionale organisationer(bl.a. FN og EU) må begynde at tænke på en anden fremtid både med hensyn til at løse konflikter og fredsopbygning (udvikling). Nationalismen og populismen, som er på fremmarch i Europa i øjeblikket, må have et stærkere modspil.



RIKO Anbefaler

    Information | Eksperter: Det er for let for Vesten at gå i krig fra luften
    The Elders | Fire ideer til at sikre freden
    Anmeldelse | ”An Intimate War: An oral History of the Helmand Conflict 1978-2012.” af Mike Martin

tirsdag den 15. september 2015

Flygtningestrømmene er en boomerang (del 2)

http://riko.nu/flygtningestroemmene-er-en-boomerang/
 RIKO  
Rådet for International Konfliktløsning
På RIKO's hjemmeside står denne interessante artikel.
 Jeg har delt den i tre dele. De, der vil læse hele artikkelen på en gang, klikker bare ind på hjemmesiden.





Flugten fra Mellemøsten og Nordafrika er en konsekvens af de sidste 15 års krige og manglende konflikthåndtering
Udtalelse fra Bestyrelsen, Rådet for International Konfliktløsning (RIKO)
Flygtningestrømme opstår ikke ud af ingenting. Der er altid gode grunde til, at folk sætter sig i bevægelse væk fra, hvor de bor. Det er der også nu. Grundene er uløste konflikter, der har forårsaget voldelige opgør internt i en række samfund. De vestlige lande (men også ikke-vestlige lande) har pustet til ilden ved at bakke ensidigt op om en af parterne i flere af konflikterne. Lad os tage nogle eksempler.

Irak: Danmark deltog 2003-2007 på amerikansk side i Irakkrigen, der førte til afsættelse af diktatoren Saddam Hussein. Efter regimets fald stod Irak imidlertid åbent for anarki og kaos, da de sociale og administrative strukturer i landet blev ødelagte.
 Valg (efter en forfatning Vesten havde indflydelse på) medførte shia-dominans og undertrykkelse af sunni-befolkningen. Denne konflikt mellem shia’er og sunnier medførte, at store dele af den irakiske sunnibefolkning vendte sig til jihadisterne i Islamisk Stat.
 Vesten var reelt på shia-regeringen side i denne konflikt, og har dermed ladet denne undertrykkelse ske. Med det resultat, at vi nu har en IS-domineret statsdannelse.
Det er forudsigeligt, at dele af sunnibefolkningen nu flygter til Europa fra IS-rædselsregimet – igen et blow-back fra for sen indgriben og for automatisk støtte til den ene side – shia-siden i Bagdad.

Afghanistan: Ligeledes et eksempel på mislykket ”konfliktløsning” gennem 14 år, hvor der i alt væsentligt kun er anvendt militære midler, fordi USA/NATO fra starten har afvist at inddrage især Taleban i en forhandlet, inkluderende magtfordeling i landet.

Libyen: Den vestlige bombekampagne i Libyen med efterfølgende regimeskifte i 2011 står som en skamstøtte for, hvad man ikke skal gøre.
 Sammenbruddet i de libyske samfundsstrukturer efter kampagnen var totalt, og der var stort set intet follow up. 

Vesten regnede med, at hvis man blot bombede det daværende Ghaddafi-diktatur væk, ville et højskoledemokrati og et flerpartisystem snart bryde frem og løse problemerne. 

Man glemte, at bæredygtigt demokrati skal vokse op nedefra, og at det tager lang tid at udvikle det. Situationen i dag er en lavintensitet-borgerkrig. Der eksisterer to regeringer, der bekæmper hinanden, og en række ukontrollable millitsgrupper, herunder formentlig IS – og/eller andre islamistiske fraktioner. 

Der er muligheder for mægling, hvilket FN forsøger, men presset fra stormagterne er ikke stærkt nok til en forhandlet løsning.
Resultatet af sammenbruddet i Libyen er ukontrollerede flygtningestrømme gennem landet, samt at mange afrikanere fra andre konfliktramte afrikanske lande benytter Libyen som udgangspunkt til at flygte over Middelhavet. Bombekampagnen har ødelagt samfundsstrukturerne, og der har ikke været nogen videre follow-up efter regimeskiftet og det efterfølgende kaos. Ergo flygter folk.... fortsættelse
  

 http://riko.nu/flygtningestroemmene-er-en-boomerang/

lørdag den 12. september 2015

Flygtningestrømmene er en boomerang (del 1)

http://riko.nu/flygtningestroemmene-er-en-boomerang/
 RIKO  
Rådet for International Konfliktløsning
På RIKO's hjemmeside står denne interessante artikel.
 Jeg har delt den i to dele. De, der vil læse hele artikkelen på en gang, klikker bare ind på hjemmesiden.





Flugten fra Mellemøsten og Nordafrika er en konsekvens af de sidste 15 års krige og manglende konflikthåndtering
Udtalelse fra Bestyrelsen, Rådet for International Konfliktløsning (RIKO)
Flygtningestrømme opstår ikke ud af ingenting. Der er altid gode grunde til, at folk sætter sig i bevægelse væk fra, hvor de bor. Det er der også nu. Grundene er uløste konflikter, der har forårsaget voldelige opgør internt i en række samfund. De vestlige lande (men også ikke-vestlige lande) har pustet til ilden ved at bakke ensidigt op om en af parterne i flere af konflikterne. Lad os tage nogle eksempler.
  
Syrien: Konflikten startede i det ”arabiske forår” i 2011 med unges demonstrationer mod regeringen. Imidlertid overreagerede Assad-regimet med en række voldelige tiltag mod de unge og deres forældre. Lidt efter lidt udvikledes en voldsspiral mellem regimet på den ene side og oprørere på den anden side.  Her kunne kloge vestlige og/eller arabiske regeringer have grebet ind og søgt at mægle ved at lægge pres på begge parter. Men hvad skete? Danmark, EU, USA og sunnimuslimske arabiske lande som især Saudi Arabien linede op bag oprørerne mod det syriske regime; Rusland, Iran, Kina og Hezbollah linede til gengæld op bag regeringen i Damaskus.
Resultat blev at FN lammedes, fordi Vesten og de arabiske lande krævede Assads afgang som forhåndsbetingelse. Støtterne på den anden side kunne godt acceptere forhandlinger, men ikke at den syriske præsident skulle gå af som en betingelse herfor. Altså skakmat. Borgerkrigen fortsatte. Nu som en del af et større ”blame game” mellem øst og vest, mellem kravet om frihed på den ene side, og kravet om ret til suverænitet på den anden.
Hvad kan man lære af voldsspiralen og skakmat i Syrien:
  • Man skal gribe ind på et tidligt tidspunkt, mens konflikten er overskuelig.
  • Man skal have konfliktløsning og mægling for øje med en intervention, og søge at undgå at optrappe volden.
  • Man skal ikke line ensidigt op bag én af parterne i en konflikt og være kategoriske.
Hvad sker der, hvis man ikke følger disse elementære konfliktløsningsråd? Så får man på et tidspunkt konsekvenserne at føle – i en ”blow-back effekt”. Det er, hvad der sker nu. Lige uden for vores gadedør. Og ind i stuerne, hvor vi i TV kan se døde 3-årige Aylan blive samlet op på en tyrkisk strand og 71 døde flygtninge i en frysevogn i Østrig. Det er blow – back og boomerang effekt, så det forslår

 http://riko.nu/flygtningestroemmene-er-en-boomerang/

tirsdag den 18. august 2015

Fri af Microsoft:)

              Til Windows XP. Farvel og tak for de mange gode år sammen:)

Nu gik den ikke længere. Min dejlige Dell Inspiron Mini og Windows XP strejkede totalt. Jeg kunne ikke komme på nettet og filerne kunne ikke åbnes.
Blev jeg nødt til at købe en ny pc, med nyt styresystem, windows 10? Hvorfor skal Bill Gate bestemme, hvor ofte og hvornår jeg skal købe ny computer? Hvorfor skal Microsoft have eneret på alle pc-produkter?

                                          Microsoft har ikke eneret:)
Men det har de ikke:) Mit brokkeri gav bonus. Jeg fik fortalt, at jeg kunnu prøve at installere gratis styresystemet "UBUNTU". Det er et light program af LINUX, og velegnet til XP-brugere, som ikke længere kan bruge Windows XP.

                                         UBUNTU er løsningen.  

UBUNTU blev installeret på min gamle Dell Inspiron Mini, og nu virker den fint igen. Der skal nogle dage til at vænne sig til programmet, men der er ikke større forskel end mellem XP og Vista, som jeg kender lidt til.  Med UBUNTU og internet browseren MORZILLA FIREFOX går det hele glat med netbanken og andre internettjenester. 

Læs mere om UBUNTU på dette link:











lørdag den 27. juni 2015

Grækenlands situation og EU-propaganda i medierne.


Jeg er træt af den ensidige propaganda i TV2 og DR om situationen i Grækenland.
Igen i aften Ulrik Bie med sit jammer og de evindelige billerer af Ulla Therkelsen med den samme gentagelse morgen, aften, dag efter dag og ikke at forglemme Lotte Majhede, der 
står i Bruxelles og skråler, som om hun var til fodboldskamp.

De fleste mennesker undtagen tv-journalisterne ved, at den sag har to sider. Kendte kloge mennesker, som Júrgen Habarmas, nobelprisvinderen økonomen Stiglitz, vismanden Christen Sørensen og mange flere, har udtalt sig om, at EU´s krav ikke vil løse Grækenlands problemer, trærtimod.

Da Ulrik Bie igen i aften kom på skærmen, var et for mig at gøre, at slukke for apparatet. I stedet har jeg ledt efter nogen opmuntrende græsk musik.

onsdag den 24. juni 2015

Krybdyrehjerner styrer verden

Medmenneskelighed eller krybdyretaktik.
Så et glimt af en TV-udsendelse, hvor nogen påstod, at verden styres af nogle (dinosaurer) krybdyr fra rummet. 
Nu tror jeg ikke på rumvæsener, eller min hjerne gider ikke beskæftige sig med den slags, men vores menneskehjerne har de forskellige udviklingstrin indbygget, og nogle mennesker bruger deres krybdyrehjerne mere end andre. 
Det ser ud til at disse mennesker, der er mindre udviklede på det sociale og empatiske område, har en fordel i vores demokrati:( De bliver også hyldet i historiebøgerne såvel som i vores nutidige mainstreem-medier. 
Helle Løbner Langeland, Citat,: "Uanset hvor gamle vi bliver og hvor veludviklet vores hjerne er, er det reptilhjernen(krybdyrehjernen), der har flest skænderier på samvittigheden og som er skyld i konflikter, lige fra de små slag, der udkæmpes I børnehaven og til blodige krige, sat i værk af verdens mægtigste mænd. Det er reptil-hjernen, der styrer for vildt."  
http://www.hedeager-loebner.dk/images/krybdyr-hjerne.pdf

fredag den 12. juni 2015

Kronik af Jan Øberg

http://janoberg.me/2015/06/12/om-danmarks-udenrigs-og-sikkerhedspolitik-til-valget-og-folkemodet/#utm_sguid=155260,e59f2efe-e450-074d-6fe6-fad66abc89ca

KRONIK til valget og Folkemødet - 
En ny dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik – af Jan Øberg
Taknemmelig for størst mulig spredning da Politiken ikke ville have den som kronik

Ny dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik – til valget og Folkemødet
Udenrigs- og sikkerhedspolitik burde være en del af valgkampen.* I en globaliseret verden bestemmes mere og mere af Danmarks fremtid af hvordan verden omkring Danmark udvikler sig. Det er dér rammebetingelserne skabes for dansk politik. Udenrigspolitik handler om at påvirke verden på en for os selv og verden god måde.
I globaliseringens tid er der to grupper, der har forstået at fremtiden er regional og global og at nationalstaten er på vej ned; det er erhvervslivet og militæret, der begge ser verden som ét system. Derimod hænger den politiske sfære uhjælpeligt fast i en forældet opfattelse af at nationalstaten og national demokrati er altafgørende. Faktisk bliver det mindre og mindre betydningsfuldt hvad vi stemmer på til Folketinget fordi de vigtige rammebetingelser afstikkes i Bruxelles, New York, Moskva, Beijing, i BRICS-landene (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika), i Valutafonden, NATO etc.
Den politiske sfære halter altså efter den økonomiske og militære. Vi kan stadigvæk ikke stemme om hvilke danskere, der skal repræsentere os i f.eks. FN og NATO og andre inter-nationale fora. Endnu mindre har vi globale styremekanismer – ingen høringer eller folkeforsamling i FN, ingen folkeforsamling tilknyttet de store organisationer. Og hvor fremragende og uundværligt FN end er sidder 5 stater, der idag på ingen måde er repræsentative for verden – men tegner sig for 85% af verdens våbenhandel – som en anakronisme og forsøger at bestemme verdens gang.
Men den internationale informations- og mediestruktur omdannes hastigt takket være Internettet så sker der intet i statens demokrati. Man ser ingen plakater om noget som helst uden for Danmark (og stadigt mere navlebeskuende, personfikserede budskaber). Tanken om at vi en dag må og skal træffe beslutninger globalt sammen på tværs af landegrænser og nationale parlamenter glimrer ved sit fravær.
20080229-4_p022908sc-0042-515h
Det nationale demokrati risikerer herved og over tid at blive mere og mere udemokratisk – idet nationale politikere i stort omfang vil blive en slags administratorer hvis opgave det er at implementere og kontrollere den lokale implementering af allerede trufne internationale beslutninger – det vil sige at få folk til at tro at det er den bedste af alle verdener og at vi ingen andre valg har (TINA = There Is No Alternative). Kort sagt, afslutningen på det, vi hidtil har forstået ved begrebet demokrati.
Indtil vi få et internationalt eller globalt demokrati, der kan matche militærets og de store selskabers globale strategier, vil vi rode rundt med detaljer og totalt miste de store linjer. Den tendens er allerede tilstede i tidens politik og valgkampe med al uønskelig tydelighed.
På det mere konkrete plan gælder det naturligvis om at Danmark gebærder sig så godt som det overhovedet er muligt og både er til nytte for verden og får det bedst mulige ud af verdensudviklingen for egen del. Hér ser det trist ud af to grunde – dels at dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik er i dyb krise med en serie alvorlige krigsfiaskoer bag sig siden 1999 hvor vi under socialdemokratisk-radikal ledelse blev bombenation og dels at disse spørgsmål overhovedet ikke figurerer i valgkampen.
Medierne accepterer at politikerne har defineret hvad der vil skal stå i centrum for debatten, man stiller ikke selvstændige spørgsmål uden for den dagsorden, der implicit ligger i valgkampen.
I en tid hvor fodbold/FIFA behandles som menneskehedens vigtigste spørgsmål dækkes valgets emner i sportens koreografi: to hold (røde og blå), der kæmper om bolden (økonomien/tegnebogspolitiken) og finter og dribler (valgløfter og overbudspolitik alle véd ikke holder) samt korruption (f.eks. enigheden om at folket ikke f.eks. skal diskutere nye kampfly, etiske spørgsmål, kultur etc. – for dét kan ”vi” ikke vinde på).
At mainstream medier skulle være et kritisk korrektiv til regering og folketing, en fjerde statsmagt kan vi glemme. De relevante alternativer findes på nettet men ikke i TV- og radioaviser, Deadline og lignende. Diskursen er lige så konform og overraskelsesfri i forhold til den førte politik som et landkort er til landskabet.
Danmark har været i krig – bombet og/eller haft tropper på jorden – i Serbien (1999), Afghanistan, Irak (2003-2007) og igen nu mod ISIS i Irak (2014 – ) og i Libyen (med alle folketingspartiers accept) samt erklæret sig parat til at deltage i operationer mod Syrien; vi støttede Syriens Venner, der viste sig – forudsigeligt – ikke at være så venlige men dét opdagede udenrigsledelsen først da våbnene var pumpet ind.
Modsat hvad vi forventes at tro handler disse krig ikke om at løse de konflikter, der ligger under alle typer af vold og krige. Danmark deltager i disse krig – der uden undtagelser må betegnes som fiaskoer på sine egne udtalte præmisser – fordi vi er NATO-medlemmer og nært knyttet til USA og dets imperiums politik.
I forhold til de forbrydelser vi har været med til at begå – som brud på folkeretten, omkring 1 million døde irakere, et totalt sammenbrudt Libyen og døde danske soldater – har Danmark ikke vundet noget på disse projekter. De ligger ikke i nogen forstand i danske interesser – hverken økonomiske, politiske, religiøse eller etiske.
Vi har derimod fået et dårligt ry og rygte som USAs følgagtigt logrende vovse, der kl 12 en fredag efter at Washington har ringet torsdag eftermiddag med stor patos siger ja til at bombe i Irak.
Den vigtigste beslutning nogen regering kan tage – om at deltage i krig -behandles uansvarligt. Myten om vores gode vold og retfærdige krige mod ”de onde” tilhører normalbilledet.
Påstanden om at vi jo er ude og bekæmper terrorismen savner troværdighed. Da krigen mod terror begyndte efter 9/11 døde omkring 500 mennesker årligt verden rundt som følge af terror. Idag er tallet omkring 18.000. Terrorgrupperne har stor fremgang, er i høj grad en konsekvens af USAs næsten konstante krige og dets over 600 basefaciliteter i godt 130 lande, våbenhandel og regimeundermineringer hist og pist – blandt andet Ukraine.
Det er karakteristisk for hele det politiske spektrum i Danmark at man ikke vil diskutere hvorfor der er terrorisme i verden – det kunne jo legitimere de ondes politik og udstille vore egen dobbeltmoral. Men atforklare er ikke det samme som at forsvare.
Det er jo så enkelt: ”det er mennesker, der vil os ondt” og så giver vi en milliard til terrorpakker, der er ren symptombehandling fordi man på Christiansborg aldrig spørger: Hvad er årsagerne til terrorismen og hvorfor synes den at øge?
Og som en læge, der skærer i patienten uden nogensinde at have sat en diagnose – endsige læst medicin – går det derudaf. Mod afgrunden – først for de andre og en dag for os selv.
Altså er vores højeste formål at dræbe terrorister, ikke at forstå terrorismens væsen, drivkræfter eller historiske brændstof. Bare vi givermere penge til flygtninge eller terrorbekæmpning så har vi løst problemet. Og politikerne kan sige: Jamen vi gør da noget! Og dette vi så gør postuleres at være for det godes skyld; derfor kalders det ”humanitær intervention.”
For at kunne fortsætte denne intellektuelt styrtdykspolitik i baghjulet af det amerikanske imperium (der som alle andre går ned og i disse år viser stadig tydelige tegn på svækkelse) skal Danmark nu købe nye kampfly: 30-40 milliarder kroner i anskaffelse og derpå mindst 100 milliarder kroner over 30 års operationstid.
Det må være den største investering Danmark nogensinde har foretaget? Men den skal ikke diskuteres i valgkampen. Hvad der hidtil er kommet frem er at der er tre fly at vælge imellem – blandt hvilke favoritten F-35 allerede er udskreget i fagtidsskrifter (også amerikanske) som sindssygt dyrt og alt andet end flyvefærdigt.
Hvad Danmark skal med den slags offensive, langtrækkende, højdestruktive fly over de næste 30 år tales der ikke om. Vane- og gruppetænkningen er bastant og det Militær-Industrielle-Media-Akademiske Kompleks (MIMAK) kører derudaf.
Miltæret vil naturligvis have det nyeste at lege med. Til forskel for 20-30 år tilbage er kun meget få folketingspolitikere klædt på hvad angår international politik, sikkerhed, militærdoktriner, flyteknologi etc:Industrien vil have kontrakter og medproduktion – også meget foreståligt. I medieverdenen er der højst en håndfuld der er kyndige på sikkerhedspolitik i bred forstand. Slutteligt savner danske  forskningsinstitutter såvel fredsekspertise som en af staten uafhængig finansiering. Og man slår jo ikke den hånd, der føder én.
Vores egen militarisme er ikke til debat, kun Ruslands, og hér er der ikke tale om en konflikt mellem en eller flere parter, kun om et ondt, revisionistisk imperium med en psykopatisk leder, der er på vej til at æde os i den frie verden, se bare på begyndelse i Krim.
Og Rusland er netop krumtappen i den ”frygtologi”, danskerne udsættes for hver dag. De fleste mennesker tror at der sidder nogle meget kloge eksperter i stats-, udenrigs- og forsvarsministerierne og diskuterer med folk fra forskningsverdenen for at finde ud af hvad der reelt truer Danmark frem til f.eks. 2050 – og at man derpå planlægger et forsvar og en overordnet sikkerhedspolitik, der bedst kan møde disse trusler.
Desværre har dét billede intet med virkeligheden at gøre.
I virkeligheden kører MIMAK helt uden for demokratisk kontrol sit eget løb med nye våben og teknologier og budgetkrav. For at kunne finansiere disse ting – som f.eks. præsident Eisenhower advarede verdens imod i sin afskedstale – så må man opretholde et skræmme- snarere end trusselsbillede.
Det tog jo ikke lang tid for Vestverden/NATO at beslutte sig for at fortsætte selv når både Sovjetunionen og Warszawapagten var styrtet sammen. Man ekspanderede istedet NATO skridt for skridt fra 1994 under Clintons ledelse – imod alle vestlige statsmandsløfter til Gorbatjov om at NATO aldrig ville ekspandere. (Ukraine i dag er en konsekvens blandt andet af dette).
Så derfor må Rusland, der i hvert fald i dag og i overskuelig fremtid ikke udgør en trussel mod vest, opreklameres som en ny kæmpetrussel. Uanset at Ruslands militærudgifter er 8% af NATOs og der ikke findes én NATO-officer, der heller ville gøre tjeneste i Moskva, der også har lavere teknologisk status. Hvis man har 8 heste og modstanderen 100 skal man være enten sindssyg eller suicidal for at starte en krig. Men man kan provokeres ind i en.
De danske F16 fly blev anskaffet i 1975 fordi de skulle beskytte os mod angreb på Danmark. Rusland har været lige ved at invadere os regelmæssigt siden 1945.
F16 er kun blevet brugt i fatale krige som nævnt ovenfor. Og i dagens og fremtidens sandsynlige konflikter kommer de ikke at have andre roller end at gøre ondt værre. Det er jo nemlig sådan at den gamle invasionskrig og inter-nationale krige er gået stærkt tilbage og den typiske krig er intern mellem diverse fraktioner i ét stort rod som i dagens Syrien, Yemen, Afghanistan etc.
At bombe modstandere fra luften med langtrækkende, super-destruktive bomber er kun modproduktivt: slår uskyldige ihjel i hobetal, øger hadet, løser ingen underliggende konflikter og gør modstanderen/terroristen endnu mere smart og determineret.
Men så giver de vel arbejdspladser? Også forkert!
Hvis du skal investere 100 kroner for at skabe arbejdspladser får du langt flere ved at putte pengene i hospitalspersonale, skolelærer, kulturliv og infrastruktur end i våbenindustri, som er ekstremt kapitalintensivt. Krig som sådan dræner den civile økonomi i alle lande – USAs krige er en central årsag, men ikke den eneste, til at USAs økonomi er svækket i forhold til lande, der stort set ikke betjener sig af militære midler uden for deres eget territorium – såsom BRICS.
Ja og så kan man da lige tænke hvor meget godt, der kunne gøres i Danmark og ude i verden hvis man besluttede at bruge slag på tasken 150 milliarder til at skabe udvikling og mægle i andres svære konflikter i stedet for at slå folk ihjel.
Men skal Danmark ikke have et militært forsvar?
Selvfølgelig skal det det – vi skal bare have flyttet balancerne.
Så længe en rimeligt stor andel af danskerne ønsker et militært forsvar kan man jo ikke bortse fra den komponent i et demokrati. Det militære forsvar bør derfor være kortrækkende, resistent og højst mobilt inden for en kort radius men ikke a) kunne bruges til offensive operationer ude i verden og b) fungere sådan at det i andres øjne er en trussel hvorved det bidrager til oprustning. Der er altså brug for en klart stærk defensiv komponent – for f.eks. helikoptere, ikke kampfly.
Vor fremtidige sikkerhed kan også øges ved at Danmark har en god evne til at klare kriser, sanktioner, modstå cyberangreb og hvad man nu kan forestille måtte blive fremtidens trusler. Vi kunne satse endnu mere på klimaet og på FN og OSCE.
Resten handler om vor måde at forholde os til omverdenen på – om vi vil være til nytte eller fortsætte med krig og bomber, der skaber mere had, terror og traumer. Hvem er de sikreste lande i dagens verden? Sådan nogen som Schweiz, lande der som Costa Rica ikke har noget militær, lande der gør nytte på den ene eller anden måde, ikke har nogen relation til kærnevåben etc.
Danmark kunne blive et fristed for mægling hvor konflikt- og krigsparter kunne sidde i tryghed udenfor mediernes projektører og drøfte holdbare løsninger på lang sigt. Man kan blive et land, der uddanner mæglere, konflikt- og fredseksperter, opretter et fredsakademi hvor diplomater, militærfolk, og konflikt/fredseksperter kan udbyde kurser, dialogisere og finde på løsninger på verdens problemer.
Det ville kræve en master-uddannelse og senere PhD på selvstændige institutter. Danmark har institutter nok for militær og oprustning i hvilke begreber som fred med fredelige midler, konfliktanalyse, ikkevold, forsoning, dialog, tilgivelse synes at være fremmedord.
Man kunne omlægge politiken ikke imod USA men i højere grad i retning af BRICS-landene. Man kunne foretage egentlige humanitære interventioner – nemlig mod fattigdom, sygdom, had, racisme etc – alt det der netop ikke kan gøres med F16 fly. Vi kunne blive et land som verden atter respekterer fordi det gør noget konstruktivt og humant og ikke bare følger trop på His Master’s Voice’s fallerede, forældede imperiepolitik.
Danmark har forpligtet sig til – som alle andre medlemmer – at skabe fred med fredelige midler. Det står der i kapital 1 i FN-Erklæringen. Kun den dumme kyniker griner af dét som ”urealistisk” – for det mest urealistiske af alt er at fortsætte med at lave fred med ufredelige midler.
Og forresten bør krig afskaffes – som slaveriet, børnearbejdet, det absolutte monarki og kannibalisme. Men det tager lidt længere tid i vores civilisationsproces.
Hvis vi er et frit land er fredspolitik mulig. Og danskerne kan kræve debat og en ny politik efter valget – og smide det forældede militaristiske tankegods overbord.
Skrevet med henblik på valget og Folkemødet på Bornholm. Manuskriptet blev sendt til Politikens kronikredaktør med henvisning til valget. Fem dage gik uden svar, efter to rykkere blev det – forudsigeligt – et nej. Derfor publicerer jeg den nu hér og over sociale medier. Med en så sendrægtig behandling gør aviser sig jo mindre og mindre relevante.

2 RESPONSES TO “NY DANSK UDENRIGS- OG SIKKERHEDSPOLITIK – TIL VALGET OG FOLKEMØDET

  1. eske holm 
    ja, og Politikens chefredaktør er bror til udenrigsministeren.
    Christopher Emil Bruun er et skvadderhoved og beskytter sin chef og brormand.
    Bo Lidegaard var nært samarbejdende med Anders F. Rasmussen, og er nu chef for en forhenværende kulturradikal avis. Tjuhej, hvor det går.
    Det er skammeligt, at POL ikke tager din gode kronik
    (der er bare et par svenske steder… alle, ikke alla!)
    Den er totalt på linje med min debatbog (som udkommer ca 1.9.)
    Nu afsnit om missilskjold gled ud af min bog (Danske Diagnoser), ville jeg gerne citere et par fyldige steder fra din kronik?
    venlig hilsen fra Eske
  2. Efter at ha’ arbejdet i 35 lande over de sidste 40 aar, har jeg set en del. Udenrigspolitisk var det noget af et shock at vende hjem. Tonen er jo lig med den, vi havde i 50’erne… ”Pas paa, Russerne kommer” – helt hen i vejret – ja det er faktisk vaerre end i 50’erne, da vi nu er blevet til en krigs nation – en angrebs nation, siden 2003; vi er medlem at et NATO som ikke er det samme, vi skrev under paa in 1949, og vi er medlem af et EU, som heller ikke er det samme som vi skrev under paa i 1972, da det hed EF.

    Danmark er et rigtigt dejligt land – det bedste, tror jeg, at bo i…. men det bliver det ikke ved med, hvis vi ikke aabner vores oejne for hele verden og ser den uden “de vestlige briller’ vi har paa lige nu, men ser den som den er – – Vesten er paa vej ned, fordi vi har den ide, at vi skal nasse paa andre – at vi skal ha’ noget uden at betale den fulde pris – – det er faktisk en kriminel indstilling – – for eksempel TTIP – hvor de helt store selskaber vil komme til at bestemme ALT. Jan har sagt det saa godt – jeg behoever ikke gentage alle hans eksempler paa hvor galt det er.

    Jeg har arbejdet med socialt arbejde og med sundhed i EU – USA – Afrika – Asien – med nationale regeringer – med FN – NGOs i alle disse land… arbejdet med faengsler – skoler – universiteter – og med hospitaler – jeg har set lidt af hvert. Der er rigtigt mange gode ting derude… go der er mange frytelige ting – og de frygtelige ting er vi med til at goere vaerre.

    Det er paa tide at vi her i Danmark vokser op og ser paa, hvordan vi kan baade bevare det Danmark, vi alle elsker, medens vi ogsaa hjaelper de lande der har brug for det. Og Jan’s forslag on folkelig representaion og medbestemmelse i nationale og internationael fora, boer vi arbejde paa at goere til virkelighed.

    Til slut vi jeg lige sige:
    HELE VORES OEKONOMISKE FREMTID AFHAENGER AF HVEM VI ARBEJDER SAMMEN MED… Vi kan vaelge at arbejde med BRIKS landene BRASILIEN, RUSLAND, INDIEN, KINA, SYDAFRIKA og alle de lande, der goer det, der slutter op om dem dvs 5-6 billioner af de 7 vi har paa Jorden… eller vi kan blive ved med at foelge EU OG USA hvor oekonomien er ved at brase sammen…

    Der er NU vi skal vaelge.

    Bente Petersen
    Odense