Ensidige oplysninger på det udenrigspolitiske område i DR

https://janoberg.me/2017/02/19/anvender-dr-og-diis-screening/

Anvender DR og DIIS screening?

Hvis ikke hvorfor er alsidighed så ophørt på udenrigspolitikkens område?

DR’s dækning af forsvar, sikkerhed og udenrigspolitik bør diskuteres langt mere
Der skal nok være nogen, der tror at jeg har fået DR på hjernen. Men jeg skriver ofte – og ugerne – om DR’s behandling af forsvars-, sikkerheds- og udenrigspolitikken fordi det:

a) handler om eksistentielle ting, om krig og fred;

b) dækningen er mere ensidig end nogensinde i de fire årtier, jeg har fulgt den og

c) der er en voksende symbiose mellem DR, forsvaret som institution og de eksperter, der indkaldes som alle enten er militære selv – og altså partiske eller objektive – er fra DIIS eller fra et af de efterhånden mange militærforskningscentre, Danmark har oprettet i de senere år.

Man skal huske på at DIIS er delvist finansieret af Forsvarsministeriet og har en chef, der nok har forskningsbaggrund men har gjort karriere i NATO og forsvarsministeriet. Det kunne f.eks. sætte sig spor i valget af forskningsemner.

At DIIS skulle forske i ting som ikkevoldelig konfliktløsning, ned- og afrustning, afskaffelse af atomvåben, alternativt forsvar, fremsætte forslag til fredelig løsning på nogle af verdens alvorlige konflikter, udgive en fundamentalt kritisk analyse af dansk militær udenrigspolitik eller udvikle alternativer til NATO og NATO-medlemsskab  er i det nærmeste utænkeligt.

En farlig symbiose som gør fri meningsdannelse og debat stadigt sværere
Med andre ord – en symbiose mellem den første politik på de nævnte områder og dem, der i et eller omfang skulle tilsikre en alsidig behandling og levere viden baseret på uafhængig forskning. Men ikke gør det.

Lidt tilspidset kan man formulere det sådan, at DR fungerer som informationsorgan for den militært aktive udenrigspolitik uden at stille spørgsmål af nogen art omkring den, og at DIIS’ og andre forskere fungerer som det præsteskab, der skal udlægge teksten og overbevise de bekymrede sjæle, der jo også skal betale.
Og aldrig stille principielle spørgsmål eller præsentere mulige alternativer til den første politik og specielt ikke problematisere krigsdeltagelse.
Sådan har det ikke altid været.

Det er så galt at man kan frygte at der er tale om screening og/eller selvcensur
Styrken og omfanget af denne symbiose er vokset hastigt i de senere år, ikke mindst efter at Danmark er blevet en bombenation, dvs. fra 1999 og især i og med besættelsen af Irak 2003-2007.

Spørgsmålet er om den vedvarende mangel på alsidighed, som DR står for, er konsekvens af en eller anden form for screening – altså at man på forskellige måder sørger for og checker om dem, man tager ind, kan forventes at være loyale med den overordnede politik og ikke har anlæg, der tyder på at vedkommende kunne gå hen og blive en kritisk journalist, der med egen research, kundskab og videbegær udfordrer den militære tænkemåde, der nu er dominerende i den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Jeg har naturligvis ingen beviser. Den slags ligger ofte i en slags arbejdspladskultur – eller gruppetænkning – som gør operationsmåden til noget naturligt og normalt, som man ikke taler eksplicit om.
Men den systematiske, vedvarende og udbredte profil som DR (og stort set alle andre toneangivende danske medier) holder i disse spørgsmål er af en så bastant karaktér at det er svært at tænke sig at kun drejer sig om rene tilfældigheder.

Og hvis der kun er tale om manglen kompetence på sikkerhedspolitikkens område må det undre at den i den grad har politisk slagside.
Men OK, det kræver en vis intellektuel kapacitet at tænke sikkerhed udover det rent militære, dansk forsvar, F16 fly og NATO-indordning.

I såvel forskning som journalistik bør det være let at finde undtagelser fra regelen om politisk korrekthed i forhold til den første politik.

Ellers risikere den livlige debat og demokratiet at sygne hen. Hvilket tenderer at ske når der igen og igen, år ud og år ind, kun præsenteres én slags sandhed